Nikoline Liv Andersen sidder på en stige foran to abstrakte billeder i sit atelier.

Da hun portrætterede dronning Margrethe, hørte hun dødsmetal: ”Det er i dronningens ånd”

Det er ikke hver dag, man skal skabe et portræt af dronningen. Men den opgave blev Nikoline Liv Andersen sat på for at kreere jubilæumsforsiden til denne uges ALT for damerne. Det var både en eventyrlig og langsom proces – med masser af dødsmetal.

ALT for damerne logo

Nikoline Liv Andersen har altid elsket eventyr – og det er af samme årsag, at hun altid har elsket dronning Margrethe. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Det hænger unægteligt sammen for hende. Det eventyrlige og kongehuset med dets imponerende slotte, vilde kjoler og funklende kronjuveler. Og dét går også igen i værket, der er lavet med silketråd og perler på håndmalet silke.

– Jeg har hørt masser af dødsmetal, mens jeg har arbejdet på værket af dronningen. Jeg elsker alle genrer indenfor musik. Er nok bare nysgerrigt anlagt og ville kede mig, hvis jeg skulle høre det samme hele tiden. Det føler jeg også, er i dronningens ånd. Hun er alt andet end kedelig, siger hun.

Derfor har Nikoline Liv Andersen også forsøgt at arbejde med kontraster. Både det finurlige og romantiske, men også det mørke fascinerer kunstneren. Den slags, der river en rundt, som hun selv formulerer det.

Et værk i faser

Nikoline Liv Andersens portræt af dronningen er på flere måder lavet i faser. Det er først og fremmest en ekstremt langsommelig og krævende proces at kreere – både fordi hun bruger teknikker, der tager tid, men også fordi, hun har høje krav til sig selv.

– Jeg mener ikke nødvendigvis, at et værk får mere værdi af at have taget meget lang tid at lave, men processen er meget vigtig for mig. Jeg kan godt finde på at skrotte et broderi halvvejs eller vende det om, hvis jeg kan mærke, at det ikke er det rigtige. Jeg er ikke tilgivende overfor det, jeg laver på nogen måde.

Men det er ikke bare arbejdsprocessen og de metoder, Nikoline Liv Andersen benytter sig af. Det er også selve værket, der viser flere forskellige faser af dronningens levede liv.

– Jeg havde lyst til at portrættere dronningen i forskellige stadier af hendes liv. Hun er et meget poetisk menneske, og det vil jeg gerne vise.

På værket kan man se konturerne af dronning Margrethe både som ung og i en mere nutidig version. Rundt om hende snor blomster sig rundt om hendes hals og hår i røde og lyserøde nuancer.

Nikoline Liv Andersen

  • Uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole.
  • Senest aktuel med kunstudstillingen ”Det evige smil” på Design Museum Danmark.
  • 47 år, gift med Christian og mor til to piger.