Hjerting Badehotels hvide facade med rødt tag og indgang ud mod vejen.

Stor guide: Her er 7 skønne badehoteller ved Vestkysten

Når hverdagen går stærkt, vokser behovet for at trække stikket. Vi længes efter steder, hvor tiden får lov at gå lidt langsommere. Tag med til syv badehoteller ved Vestkysten, hvor historie og nutid går smukt hånd i hånd – og hvor roen stadig er den største luksus.

ALT for damerne logo

1. Hjerting Badehotel

Et historisk badehotel fra 1914 ved den jyske vestkyst og Nationalpark Vadehavet. 

Hotellet ligger tæt på et af Danmarks mest unikke naturområder, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og kun ti minutters kørsel fra Esbjerg – Danmarks femtestørste by. 

Her mødes klassisk badehotelstemning med moderne komfort, og lysets udvikling igennem dagen er en helt central del af oplevelsen.

Se mere på hjertingbadehotel.dk

Hjerting Badehotel ligger smukt ved Vadehavet.

Ikke ret meget er overladt til tilfældighederne på Hjerting Badehotel, der ligger smukt ved Vadehavet, blot ti minutters kørsel fra Esbjerg. Stedet genåbnede for et år siden efter en omfattende renovering.

– Her følger gæsterne lyset dagen igennem. De starter med morgenmad i Køkkenstuerne, hvor solen står op. Herfra bevæger de sig med solen igennem hotellet for at slutte med aftensmad i Strandstuerne til solnedgang over Vadehavet. På den måde får alle rum en funktion, ligesom hvis hotellet var et egentligt hjem, fortæller Mette Hyttel, der er kreativ direktør og medejer af Hjerting Badehotel. Hun fortsætter:

– På samme måde har vi også valgt at åbne op ind til køkkenet for på den måde at skabe en mere intim og hjemlig stemning. I dag taler vi om automatisering og kunstig intelligens, men jeg vil gerne bringe mennesket frem. Og hylde dem, der står bag et godt stykke håndværk. På den måde bliver badehotellerne også en modtendens til nogle strømninger i tiden. Jeg oplever, at flere og flere efterspørger ro og langsommelighed.

Bettina Buhl, historiker med speciale i badehoteller, nikker genkendende til, at vi i dag søger en anden form for ferie:

– Nu har mange af os været på charterferie de samme steder og ligget på et hotelværelse og svedt under airconditionanlægget. Vi søger en mere autentisk, mere klimavenlig og mere rolig ferie, hvor man måske også spiser lokale og friske råvarer.

Hun fortæller, at badehotellerne havde deres storhedstid fra slutningen af 1800-tallet og frem til besættelsen, men at de især blomstrede i 1910'erne og 20'erne. Det finere borgerskab, adlen og de nyrige fra byerne tog til kysten for at blive ”pudset lidt af”.

– De søgte væk fra byens trængsel og til tider også uhygiejniske forhold mod det helsebringende Vesterhav. Det var datidens selvforkælelse. De fleste badehoteller havde også en læge tilknyttet, som kunne hjælpe med forskellige skavanker. Og især efter druesukkerets udbredelse i hele Danmark tilbød flere hoteller deres gæster at komme på afmagring, fortæller hun med et smil og fortsætter:

– De rige fra byerne var nok vant til finere madlavning, men det var noget helt særligt at komme så tæt på råvarerne og få nylagte æg, frisk mælk fra koen, sprøde grøntsager og søde bær, fortæller hun.

Og netop maden og lokale råvarer spiller også i dag en vigtig rolle, siger Mette og supplerer:

– Men hvor gæsterne dengang kom fra de finere kredse, har vi alle typer her på Hjerting Badehotel. Både unge og ældre, forretningsfolk med ærinder i Esbjerg, familier på ferie og kærestepar.

– Dengang kom de samme gæster typisk år efter år. Værelserne var så spartansk indrettede, at man brugte meget tid i fællesrummene, og det krævede altså, at man kunne med hinanden. Derfor betød det meget for hotellerne at få en god gæsteskare. De blev ofte hele sommeren, fortæller Bettina.

Hjemlig stemning

Ligesom lyset og havet spiller en stor rolle på Hjerting Badehotel, gør indretningen det også, for Mette har i den grad skævet til 1910'erne. Hun har ønsket at skabe leverum. 

Her kan du slå dig ned og læse en god bog, for biblioteket er ikke blot til pynt. Børnene kan spille brætspil i pejsestuen, mens du nyder et glas vin på terrassen. 

Eller du kan hænge ud med de lokale i Kiosk nr. 1, hvor der hver dag sælges friskbagt surdejsbrød og god kaffe. I øvrigt helt ligesom datidens badehotelgæster også fik en oplevelse ud af at møde vestjyderne.

I Kiosk nr. 1 sælges der hver dag friskbagt brød og kaffe til de lokale.

– Jeg har bevæget mig væk fra det meget minimalistiske look med hvide, skarpe flader og ingen nips imod noget mere blødt og hyggeligt. Samtidig er det gode håndværk og de lækre materialer i fokus i indretningen. Her er klinker på enkelte borde, platter på væggene og hyggelige kroge frem for ét stort rum. Alt sammen er med til at give en mere hjemlig stemning, siger Mette, der drømmer om at dykke endnu mere ned i stilen fra badehotellernes storhedstid.

Platter på væggen skaber den helt rigtige stemning på Hjerting Badehotel. Her serveres dansk smørrebrød til frokost.

For i en travl hverdag gør det bare noget ved én at lægge mobilen fra sig, kigge på solens gang over himlen og følge forskellen på lav- og højvande.

– Tiden bliver pludselig meget håndgribelig lige her, modsat hvis du arbejder på et kontor foran en computer hele dagen, lyder det fra Mette, mens Bettina siger:

– Der findes ikke noget smukkere end sommer i Danmark. Havvand, sand imellem tæerne og god mad er sundhed for sjælen.

Jeg har forsøgt at tappe ind i den hjemlige atmosfære, som badehotellerne i 1910’erne også søgte, fortæller kreativ direktør Mette Hyttel.

2. Svinkløv Badehotel

Ligger i bunden af Jammerbugten midt i den smukke Svinkløv Klitplantage i yderste klitrække ved Vesterhavet. Naturen er vild, rustik og i konstant forandring med højt til himlen og plads til ro. 

På Svinkløv hersker en hjemlig sommerhusstemning, hvor gæster opfordres til at koble af og lægge telefonen væk. Køkkenet er blandt landets bedste og hylder områdets fiskere, landmænd og producenter.

Se mere på svinkloev-badehotel.dk

3. Villa Vest Badehotel

Det er som at rejse tilbage i tiden, når du gæster Villa Vest Badehotel i det gamle fiskerleje Lønstrup. 

En tid, hvor man tog til kysten for at nyde sommeren og havet i fulde drag, fri for de bekymringer, som hverdagen rummer. Badehotellet er over 100 år gammelt og meget tæt på at være et klassisk badehotel. 

Når du bliver sulten, kan du spadsere ned for enden af den hyggelige gade med butikker og små vindblæste fiskerhuse til restauranten, der serverer måltider tilberedt på lokale råvarer med udsigt over Vesterhavet.

Se mere på villavest.dk

4. Ruths Hotel 

Når du gæster Ruths Hotel, kan du ikke undgå at høre nogle af de spændende historier og anekdoter, der knytter sig til det over 100 år gamle badehotel. 

I dag er det et gourmet-badehotel, hvis beliggenhed i Gl. Skagen giver rig mulighed for afslapning og smuk natur. Hotellet ligger ud til stranden og blot fem kilometer fra Skagens bymidte. 

Ud over mad i topklasse kan du også se frem til wellness i form af sauna, dampbad og terapibassin.

Se mere på ruths-hotel.dk

5. Hotel Strandlyst

Hotellet er et af Danmarks ældste og hyggeligste badehoteller. Da dørene blev åbnet for første gang i 1895, fungerede det som pensionat for de københavnske gæster (landliggere), der kom til Tornby for at nyde den bedste strand i Nordjylland, naturen og den afslappede atmosfære. 

Ejer og værtinde Malene Bredvig fortæller: 

”Min drøm er at skabe følelsen af at komme hjem. Et sted hvor du har lyst til at smide benene op efter en lang dag og hygge dig med en god bog, et glas vin eller en friskbrygget kop kaffe. 

Stuerne og terrassen skal gerne summe af liv og nærvær, hvor vi alle har tid til at trække vejret helt ned i maven. Dén fornemmelse er lig med den gamle badepensionat-stemning for mig.”

Se mere på hotelstrandlyst.dk

6. Vorupør Badehotel

Det er to driftige par, der med rødder i det vestjyske, er vendt hjem efter år i København og har istandsat og ombygget det gamle hotel på hovedgaden i Vorupør. 

Med kun syv – alle forskelligt indrettede –  værelser og en imødekommende hotelchef, der straks får dig til at føle dig hjemme, er hotellet en god base for at udforske Thy. 

Tæt på ligger Hanstholm, Bulbjerg fuglefjeld og Thy nationalpark, og på stranden kan du opleve de maleriske kuttere, der bliver hevet direkte op på stranden med et spil. 

Badehotellet rummer en skøn restaurant, Bistro 123, der har en velassorteret vinkælder og en hyggelig atmosfære.

Se mere på voruporbadehotel.dk

7. Henne Mølle Å Badehotel

Historien om Henne Mølle Å Badehotel tog sin begyndelse i 1934, hvor københavnske OthiliaThorup under en ferie blev forelsket i områdets barske og smukke natur. 

Hun fik sin søster Thekla med på ideen om atopføre et badehotel, og da Thekla kendte multikunstnerenog arkitekten Poul Henningsen (PH), fik han til opgave at tegne hotellet. Badehotellet stod klar til indvielse i 1936 og forblev i familien Thorups eje indtil 1987, hvor fagforeningen Frie Funktionærer købte stedet og stod for en nænsom restaurering med respekt for den oprindelige atmosfære og arkitektur. 

I dag er badehotellet åbent for alle gæster og stadig indrettet med respekt for Poul Henningsens stil. Alt fra stole til lamper er designet af den kendte arkitekt. 

Selve hotellet har direkte adgang til Vesterhavet, og køkkenet laver mad, der er 90 procent økologisk.

Se mere på hennemoelleaa.dk