Madredaktøren: Her går jeg hen, når jeg vil have en god cocktail

Sommeren er lang, og der er masser af gode undskyldninger for at mødes med gode venner og nyde solen. ALT for damernes mad- og boligredaktør er blevet tørstig efter lækre cocktails på skønne locations, her får du hendes favoritsteder.

ALT for damerne logo

Musik og cocktails

Cocktail

På 17. og 18. etage ligger Silo, hvor du udover lækker mad kan nyde udsigten udover hele Nordhavnen og København. I køkkenet er det Theis Møller Tønder, som bl.a. kommer fra Restaurant Jordnær og Aure, der sørger for et højt gastronomisk niveau, og i baren serverer de moderne cocktails med et twist. Fredag og lørdag aften bliver stemningen festlig og farverig, når skiftende DJ’s sørger for lækker musik til dine øregange.

Se mere på Silocph.dk

Bar take over

På udvalgte fredage kan man få cocktails af særlig høj klasse i baren på Hotel Skodsborg, når husets egne bartendere inviterer gæstebartendere ind til at shake og røre. Det er dygtige folk fra kendte barer som Ruby, Esmee og Victory, der står for de læskende varer, og jeg synes det lyder som om, jeg skal lade bilen blive hjemme. Det koster 249 kroner og inkluderet i prisen er reserveret plads, valgfri cocktail samt snacks. 

Guest Pour hos The Lobby på Kurhotel Skodsborg. Book og se mere på Event.skodsborg.dk

Drinks med udsigt

Måske hører du til dem, der synes at cocktails smager bedst, når de nydes med udsigt? I så fald dukker der stadig flere steder op, hvor det ønske kan opfyldes. I København kan du f.eks. besøge Roof på toppen af det 5-stjernede Hotel NH Collection, Rooftop Bar på toppen af Hotel Grand Joanne på Vesterbro, Level Six lige ved Nørreport, Nimb Hotel, hvis du drømmer om poolparty-vibe eller Tramonto i Carlsbergbyen, hvis der skal lidt pasta eller andet italiensk mad som supplement til de våde varer. 

Skål!

Signe Munk Lund

Er mad- og boligredaktør på ALT for damerne og redaktør på ALT Interiør. Har altid strikketøjet inden for rækkevidde, hvis hun da ikke står i køkkenet eller er ude og spise på en af de nye restauranter, der skal prøves af. Er gift med Benjamin og har pigerne Karla på 16 og Mille på 13 år samt hunden Mona.