Kvinde sidder på bænk med bærbar computer og hund ved siden af

Hundene Konrad og Willy er faste holdepunkter i Lykke Friis’ liv: ”De skaber tryghed”

Hundene Konrad og Willy er faste holdepunkter i Lykke Friis’ liv. De ligger ved hendes fødder, når arbejdsdagen er slut, følger med hende til arrangementer og er ofte ved hendes side, når arbejdet kalder i udlandet.

ALT for damerne logo

Uanset hvor Lykke Friis befinder sig, giver hendes hunde en følelse af hjem. 

Som direktør for Tænketanken Europa, medformand for European Council on Foreign Relations, bestyrelsesmedlem i Team Danmark, foredragsholder og en flittigt benyttet ekspert i europæisk politik er kalenderen både proppet og omskiftelig. 

Arbejdsdagene er fyldt med møder og konferencer i både ind- og udland, interviews og analyser af krig, politik og internationale kriser.

Midt i alt det skaber de to bichon havanesere et frirum. I dag er det helt essentielt for Lykke Friis, men faktisk havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle have hund.

– Jeg er – eller var – absolut ikke hundemenneske. Det var min mands idé, at vi skulle have hund, og jeg var overhovedet ikke overbevist. Da vi kørte ud for at se vores første hund, Winston, sagde jeg sågar, at vi godt lige kunne tænke over det en ekstra gang. Men siden vi fik ham, har jeg ikke set mig tilbage. Og i dag kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden hund.

Den første firbenede ven var opkaldt efter Winston Churchill. Kort før Winston døde, kom Konrad til, og siden fulgte Willy. Navnene vidner om Lykke Friis’ passion for politik og Tyskland – gerne i kombination.

– Konrad er opkaldt efter Konrad Adenauer, som var Vesttysklands første kansler efter krigen. Willy er opkaldt efter Willy Brandt, den første socialdemokratiske kansler, som var med til at åbne Vesttyskland mod øst. Det er store historiske skikkelser, og samtidig er det gode hundenavne. Man skal jo kunne råbe dem.

Selvom navnene har en fællesnævner, er hundene meget forskellige, fortæller Lykke Friis. Konrad, den ældste, er blevet en rolig sofahund, der gerne ligger ved fødderne og hygger sig. Willy, derimod, er “en lille bavian”, der konstant er ude på ballade.

– Han pisker rundt hele tiden. Er der noget mad, han kan spise? Eller nogle tæer, han kan bide lidt i? Han er ekstremt legesyg og vil også gerne provokere og udfordre, siger hun og smågriner.

Et afbræk fra de tunge emner

Når man spørger Lykke Friis, hvad hundene giver hende, kommer svaret prompte. – Glæde.

Hun holder en kort pause.

– Og dernæst tryghed. Det er jo to væsner, jeg virkelig har knyttet mig til, og som er konstanter i mit liv. Og der er bare noget ekstremt trygt ved at komme hjem til en hund, der venter på at kaste sig i armene på én. Eller når den ligger i enden af sofaen og er klar til at varme ens tæer. Der er ikke noget bedre.

Trygheden ligger også i de faste rutiner, som hundene giver, fortæller hun. De skal luftes, fodres og passes, uanset hvor mange møder eller rejser kalenderen byder på.

– Selvom min mand langt hen ad vejen tager sig af hundene,

er det praktiske omkring dem alligevel med til at skabe nogle faste rammer, som kan være rare at komme tilbage til efter en hektisk dag.

Gåturene fungerer desuden som kærkomne afbræk i en travl hverdag.

– Når jeg går tur med Konrad og Willy, bliver der trykket på pauseknappen. Selvfølgelig kan jeg godt gå og tænke lidt på arbejdet, men det er begrænset, hvor meget jeg kan gruble over det, for jeg er nødt til at være opmærksom på hundene.

Og desuden sker der hele tiden noget på sådan en gåtur – måske kommer naboens hund løbende, eller jeg møder nogen, jeg skal hilse på. Så gåturene er et frirum, hvor fokus er på hundene og nuet. Ofte går min mand og jeg også tur sammen, og så får vi snakket om alt muligt, stort som småt.

Hundene er også en genvej til at møde mennesker, hun ellers aldrig ville have talt med, fortæller hun.

– Jeg synes, det er fantastisk, at man altid falder i snak med alle mulige mennesker, når man går tur med en hund. Det er den allerbedste isbryder, og det er også en stor del af glæden ved at være hundeejer, synes jeg.

Samtalerne er sjældent dybe eller langvarige, men det er netop pointen.

– Når man går rundt nede i gården eller haven, ved man kun, at "det der er Antons far". Man aner typisk ikke, hvad han hedder, eller hvad han arbejder med, man ved bare, at han er Antons far, og det er faktisk nok. 

Man snakker ikke om jobbet eller om, hvad der sker rundt omkring i verden. Man snakker om, hvor man har købt sin hundesnor eller om den nye hundemad, man prøver af, og det er enormt befriende.

– I mit professionelle liv beskæftiger jeg mig jo typisk med nogle ret tunge emner, så det er rart med nogle afbræk, hvor det hele er lidt lettere, og hvor samtalerne ikke skal op på et højt abstraktionsniveau.

En følelse af hjem på farten

Willy og Konrad er ikke kun en del af Lykke Friis’ hverdag derhjemme. De følger også gerne med, når hun forlader hjemmet.

– Jeg har dem meget tit med mig til arrangementer, og de er jo så utroligt nuttede, hvis jeg skal sige det selv, så er de som regel et stort hit.

Når Lykke Friis er ude at rejse, er hundene som udgangspunkt også med, ligesom hendes mand er en fast følgesvend. Det betyder, at hun kan tage en betydelig del af hverdagen med sig, når hjemmet i København bliver skiftet ud med et hotelværelse i udlandet.

– Når jeg er ude at rejse og bor på alle mulige mere eller mindre tilfældige hoteller, er det utroligt rart at have hundene med. De skaber tryghed og er med til at gøre, at jeg ikke savner hjem. Omvendt er det virkelig deprimerende at komme hjem til et hotelværelse, hvor hundene ikke venter på mig.

Selvom hundene er med så ofte som muligt, er det ikke altid, det kan lade sig gøre. Og så kan samvittigheden godt melde sig.

– Det hjælper selvfølgelig, hvis de bliver passet af nogen, som de begge er meget glade for, men jeg tror ikke, der er nogen hundeejere, der kan lide at kigge ind i de der bedende øjne, der siger: ”Tag mig med, tag mig med.”

Willy nøjes heller ikke med at kigge bedende på hende.

– Så snart man åbner døren, stormer han af sted, fordi han gerne vil med på tur. Og så er han svær at få fat i igen, siger Lykke Friis med et grin.

Vandskål før vinkort

At have hund passer måske ikke umiddelbart til et arbejdsliv med mange rejser. Men for Lykke Friis er det ikke et spørgsmål om enten-eller.

– Det kræver en smule mere research, når hundene skal med ud at rejse, men som regel fungerer det fint. Det gælder først og fremmest om at finde ud af, hvilke hoteller der er hundehoteller – og hvilke der ikke kan lide hunde. 

Man skal også være opmærksom, når man vælger restauranter, for der er ikke meget ved at spise et sted, hvor hunde kun lige akkurat bliver tolereret. Så vil man hellere finde et sted, hvor de faktisk er velkomne.

Ét land skiller sig særligt ud, når det kommer til at rejse med hunde.

– Tyskland er virkelig et hundeland. Der kommer tjenerne typisk med en vandskål til hundene, før de kommer med vinkortet eller spørger, om du vil have vand med eller uden brus. Nogle gange er de vitterligt mere interesserede i hundene end i dem, der skal betale, siger Lykke Friis og smågriner.

– Det er jo meget heldigt, fordi vi rejser meget i Tyskland.

Rejser ingen hindring. Her er Winston og Konrad på vej til Berlin med fly.

Selvom Lykke Friis helst vil have sine hunde med, handler det også om at tage hensyn til dem.

– Man skal selvfølgelig overveje, om hundene får noget ud af at komme med. En storbyferie, hvor de skal gå rundt på glohede fortove hele dagen, er jo ikke ligefrem Willy og Konrads drøm, og så giver det ikke mening.

Hvis rejsen ikke egner sig til hunde, har parret heldigvis et netværk af familie og venner, som gerne træder til. Derfor oplever Lykke Friis heller ikke, at hundene begrænser hendes arbejdsliv.

– Jeg tror faktisk aldrig, jeg har sagt nej til noget arbejdsrelateret på grund af hundene. 

Når man har et omskifteligt arbejdsliv, kræver det lidt ekstra planlægning at have hund, men det kan sagtens lade sig gøre, og det logistiske omkring at få dem passet eller den ekstra research, hvis de skal med på rejserne, er en billig pris at betale for det, som hundene giver mig.

Lykke Friis

Ekspert i EU-forhold, europæisk politik og Tyskland.

Forfatter, foredragsholder og direktør for Tænketanken Europa. Tidligere energi- og klimaminister, protektor på Københavns Universitet og udenrigskorrespondent. 

56 år, gift med Peter Warming, som hun har hundene Willy på halvandet år og Konrad på fem år sammen med.