Rigmor glemmer aldrig første gang, hun mødte gadehunden Hermann på Sicilien: “Jeg kunne ikke forlade ham”
En lille pjusket gadehund på Sicilien smeltede fuldkommen Rigmors hjerte. Hun vidste, hun ikke kunne lade ham i stikken, og en storstilet redningsaktion, der blandt andet involverede lokalbefolkningen på Fanø, blev sat ind.
Julie SvarrerJulieSvarrer
Rigmor Nørby glemmer aldrig første gang, hun mødte gadehunden Hermann. Hun var på kunstskole på Sicilien, men følte hurtigt, det var spild af tid.
Hun lærte ikke nok, og alle de hjemløse hunde på nærmest hvert eneste gadehjørne fik hendes dyrehjerte til at bløde. Men turen viste sig alligevel at have et endog meget vigtigt formål, for en dag, da hun åbnede hoveddøren til den Airbnb-lejlighed, hun boede i, stod der udenfor en forpjusket og forkommen lille hund.
Hermann faldt straks i søvn, efter Rigmor havde vasket ham.Foto: Privat
Som om den bare ventede på hende.
– Han var i virkelig dårlig stand, helt beskidt og med sår i ansigtet. Men jeg kunne alligevel se, han var noget helt særligt. Jeg kunne ikke andet end tage ham med ind. Give ham mad og vand, fortæller 36-årige Rigmor og fortsætter:
– Og han elskede det. Han var simpelthen så tillidsfuld og kærlig, selvom han kom direkte fra gaden.
Da Rigmor skulle i skole, måtte hun sætte ham tilbage på gaden igen. Men da hun kom hjem fra undervisningen igen, stod Hermann og ventede på hende. Hun tog ham igen med ind, og han sov i hendes seng hele natten. Han var fuldstændig udmattet.
– Jeg vidste allerede der, at jeg ikke bare kunne forlade ham, så jeg kontaktede SAWS (en organisation, der redder gadehunde på Sicilien, red). Jeg skrev en lang, udførlig mail på engelsk, og blev derfor noget overrasket, da jeg fik svar tilbage på dansk fra en pige, der hed Freya.
Hun arbejdede tilfældigvis som frivillig i organisationen og ville gerne hjælpe, også selvom det betød, hun skulle rejse virkelig langt for at komme til Hermann.
Man kan ikke bare tage en gadehund med sig hjem til Danmark. Det er en længerevarende proces, som blandt andet involverer dyrlægebesøg, vaccinationer, ID-mærkning og et særligt pas. Rigmor var derfor nødt til at forlade Hermann, da hendes kursus sluttede, og hun skulle hjem til Danmark.
– Det var helt forfærdeligt. Jeg græd hele vejen i taxaen til lufthavnen. Selvom jeg havde lovet ham at få ham hjem, kunne jeg jo slet ikke være sikker på, at SAWS kunne finde frem til ham, eller om han havde en alvorlig sygdom, husker Rigmor.
Annonce
Hermann er en enormt mild og glad hund, der elsker at gå tur på Fanø. Mange kommer og hilse på ham.Foto: Heidi Lundsgaard
Genkendte hinanden
Tilbage på Fanø, hvor Rigmor bor og arbejder som kunstner, blev Hermann ikke glemt. Tværtimod støttede lokalbefolkningen nu også op om at få den lille hund transporteret fra en ø i Italien til en anden ø i Vadehavet.
Hele redningsaktionen løb op i en del penge, og Rigmor lavede derfor en indsamling blandt fannikkerne.
– Sådan et lille ø-samfund kan bare det der med at hjælpe hinanden. Så mange bakkede op, folk donerede lige fra 25 kr. til flere hundrede kroner. Det var helt fantastisk at opleve, siger Rigmor, der relativt hurtigt fik samlet penge nok sammen.
På Sicilien tog danske Freya ud for at finde Hermann. Hun måtte rejse fra den ene side af øen til den anden to gange, for første gang kunne hun, til Rigmors rædsel, ikke finde ham. Til alt held lykkedes det anden gang, og Hermann bestod også besøget hos dyrlægen.
Havde han haft alvorlige eller smitsomme sygdomme, kunne han ikke være kommet til Danmark.
Den 13. juni 2025, tre måneder efter Rigmor havde forladt sin lille hundeven i Italien, rejste han med Freya til Billund. Gensynsglæden var stor. Hermann kunne sagtens genkende Rigmor.
– Denne gang græd jeg også i bilen. Men det var af glæde, fortæller en rørt Rigmor.
Hermann faldt med det samme til på Fanø, hvor mange allerede kendte ham og hans historie. Han blev også med det samme venner med Hugo og Alfred, de to hunde, Rigmor allerede havde boende.
Ja, faktisk hjalp de med at opdrage Hermann, som på grund af sit liv på gaden, manglede mange færdigheder.
Annonce
Hvilken race, han er, vides ikke, men som Rigmor siger, er han nok bare ”alt det bedste fra gaden”.
Elsket på Fanø
Rigmor arbejder som en anerkendt skulptør med mange udstillinger rundt omkring i hele landet. Hun lader sig især inspirere af den vilde natur på Fanø og plukker også her vildt ler, som indgår i hendes værker. Ved siden af kunstner-tilværelsen har hun netop åbnet en lille kaffebar i Sønderho, landsbyen på Fanøs sydspids.
Stedet hedder selvfølgelig HERMANN'S.
– Det er et enkelt sted, der på mange måder afspejler Sønderhos ro og autenticitet. Mine råvarer er lokale. Kaffebønnerne kommer fra Bean Machine, som netop er blevet kåret som Danmarks bedste risteri, og mine cookies og romkugler står Fanø Chokolade for, fortæller hun.
Rigmor har åbnet en lille kaffe- og kunstbar i Sønderho. Stedet hedder selvfølgelig HERMANN'S.Foto: Heidi Lundsgaard
Naboerne kender selvfølgelig Hermann, som de altid lige må hilse på. Da Rigmor i en lokal Facebookgruppe fortalte, at Hermann nu var kommet hjem til Fanø, fik hun over 100 likes, så gadehunden er gået fra at være alene og glemt på Sicilien til næsten at have kendisstatus i sit nye nærområde.
– Men han er virkelig også det skønneste lille væsen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var meningen, han skulle finde mig. Han betyder alt for mig og er faktisk den sundeste og bedste hund, jeg har haft.
Selvom han kommer fra gaden, fortæller Rigmor og giver den pjuskede hund med de bedårende stritører et kys på hovedet.
Overvejer du at adoptere en gadehund?
Få hjælp hos et internat eller en organisation Mange adopterer via organisationer, der arbejder med gadehunde i f.eks. Rumænien, Spanien eller Grækenland. Det er vigtigt at vælge en seriøs formidler.
Hunden skal være chipmærket, og rabiesvaccination er obligatorisk
Hunden skal have gyldige papirer. Fra EU-lande kræves typisk et gyldigt EU-selskabsdyrspas. Fra lande uden for EU kræves veterinærcertifikat.
Hunden transporteres enten af organisationen eller af den nye ejer. Reglerne afhænger blandt andet af, om dyret rejser med ejer, og om der er tale om kommerciel transport.
Når hunden kommer til Danmark, skal den registreres i Dansk Hunderegister. Der skal også tegnes lovpligtig hundeansvarsforsikring.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.