Julie indså noget vigtigt, da hun flyttede ud af København: ”Sådan er det nok bare”

Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen sukke så højt før.

Som så mange gange før kørte min kæreste og jeg op og ned ad vores vej i Brønshøj samt de tre nærmeste sideveje i håbet om at finde et sted vores Peugeot kunne presses ind. Og min kæreste, som ellers er en tålmodig mand, var ved at nå sin grænse for parkeringsdesperationen, som var en velkendt situation for os og alle andre i nabolaget.

Da vi endelig fandt en plads omkring 500 meter fra vores lejlighed, sukkede han igen. Denne gang af lettelse over, at bilen blev manøvreret ind uden ridser på hverken den eller de omkringstående biler. Men så kom et tredje suk, helt nede fra det dybeste sted i hans mave, da jeg så på ham og kækt sagde ”lige nu er det godt nok dejligt, at vi fik købt så mange poser kaffebønner og dunke med vaskemiddel til en billig svensk krone, synes du ikke?”

Selvom vi næsten lige var kørt over broen, syntes vores zen-lignende spaophold og shoppedag i Sverige pludselig langt væk, da vi kort efter prustende slæbte bagage og indkøbsposer op i lejligheden (på tredje sal uden elevator).

LÆS OGSÅ

Søren Vester klar med gode råd mod dræbersnegle: ”Det fungerer bare”

Ifølge designer og havemand Søren Vester er der flere ting, du kan gøre for at beskytte din have mod en slimet snegleinvasion – men der er også flere ting, du absolut ikke bør gøre.

Forstå mig ret – en mangel på parkeringspladser og en lejlighed uden elevatoradgang er luksusproblemer, som jeg til enhver tid vil tage med for den mulighed og oplevelse, det har været for mig at bo i København de seneste knap ti år. Men de var alligevel med på listen over grunde til, at vi i efteråret flyttede tilbage til det område i Nordsjælland, som både jeg og min kæreste kommer fra. Derudover stod kvadratmeterpris, plads, natur, godt naboskab og et badeværelse uden bruser over håndvasken også højt på listen – alt sammen ting, mit 23-årige jeg ville have græmmet sig over, at jeg overhovedet går op i dag, et årti senere.

Og mit yngre jeg havde til dels ret – bylivet har alle de fede ting, man savner, når man flytter på landet; følelsen af, at alt er lige inden for en rækkevidde af en kort cykeltur, kultur- og madoplevelser lige rundt hjørnet, en euforisk stemning ved kanalerne hele sommeren, og manden, der endnu står og synger ”Den røde tråd” på Strøget for sine lungers fulde kraft.

Nu sidder vi i stedet i vores hus på landet, og her er stille. Dejligt stille og nogle gange kedsommeligt stille. To ting kan godt være sande på samme tid, har jeg opdaget. Et andet eksempel er de mange takeaway-løsninger, som vi ofte savner, men som til gengæld har gjort noget godt for vores pengepung. Eller det savn, jeg allerede har til vores hyggelige lejlighed, samtidig med at de evige bunker af sko i den smalle entré stadig står tydeligt i erindringen. Siden vores flytning har jeg fået en følelse af, at man ikke kan få det hele – og det lyder mere trist, end jeg mener det.

LÆS OGSÅ

Julie har ikke sovet i et år: Her er, hvad hun har lært

Julie Bruun Lund har ikke sovet i et år. Ikke på Kesi-måden, men på mor-måden ...

Dengang vi stod med flyttekasser op over begge ører i lejligheden, troede jeg, at det kun ville være en opgradering for os at flytte, og at jeg aldrig ville se mig tilbage. Sådan er det ikke. Jeg ser tilbage allerede nu, både med savn, men også med glæde over det, der var – og det, vi har nu. For nu er jeg i stedet hver dag skørt taknemmelig over, at min kærestes gamercomputer kan bo på et kontor i stedet for på spisebordet, at jeg kan danse spontant kl. 21 en tirsdag aften, uden at underboen hænger en post-it på døren om, at jeg ”tramper løs hver aften.” At jeg allerede nu kender mine naboer bedre, end jeg gjorde i Brønshøj, og at det dagligt stadig føles som en hotelagtig luksus at have en vaskeægte brusekabine.

For nylig brugte min kæreste og jeg en lørdag i København, hvilket pludselig føles som en hel udflugt. Men på vejen hjem blev vi enige om, at ”så langt væk er det heller ikke”, og da vi sent om aftenen drejede Peugeot’en ind i vores helt egen indkørsel under en strålende stjernehimmel, som ikke findes magen til i vores lysforurenede hovedstad, så blev jeg igen bekræftet i, at vores valg om at flytte var det rigtige for os. Men jeg vil også altid savne de 58 kvadratmeter i Brønshøj. Sådan er det nok bare.