I Holbæk findes et særligt fællesskab for mænd: "Vi kan tale om alt"

Mænds mødesteder

Mænds Mødesteder findes mange steder i landet og er et fællesskab, hvor alle mænd, uanset alder, baggrund eller evner, mødes om meningsfulde aktiviteter og snak over en kop kaffe. Aktiviteterne bliver bestemt af de mænd, der kommer.

På havnen i Holbæk er der træf i Mænds Mødesteder tre dage om ugen. Fællesskabet har 80 medlemmer og er dermed et af organisationens største i Danmark.

Du kan læse mere på mmdanmark.dk, hvor du også kan se, hvor i landet der allerede findes et Mænds Mødested.

Tidligere har Kim været meget fysisk aktiv, men helbredet satte en stopper.

– Jeg brækkede ryggen under en håndboldkamp for 20 år siden og har været igennem en masse store rygoperationer. For fem år siden måtte jeg stoppe med at spille golf, og det var forfærdeligt, for jeg plejede at spille syv gange om ugen, og det var mit liv. Jeg mistede ikke bare golfen, jeg mistede også 500 venner i golfklubben, som jeg tog på ferie med og grinede med – vi gjorde alt sammen.

Kim er desuden enlig og bor alene.

– Så da coronaen kom, blev jeg totalt isoleret, fortæller han.

– Jeg lavede en madgruppe hver fredag med min mor og papfar, det var det sociale, jeg havde på en uge, og det var hårdt. Så jeg ledte desperat efter noget, jeg kunne gå til, og da jeg opdagede det her, sagde jeg, ”Det er det, jeg skal”. Og jeg har været så glad for at komme her, så du tror det er løgn.

I Mænds Mødesteder har Kim fundet et nyt livgivende fællesskab.

– Samværet, oplevelserne, turene – jeg er bare så glad for det hele. Og vi har skiftedes til at holde foredrag, for vi ved jo alt muligt forskelligt: En er tømrer, en anden ved noget om biler, og jeg har talt om cykelløb og mine ture rundt i Europa. Det giver mig kammeratskab og venner. Mange af os skriver også sammen privat, så det bliver bedre og bedre venner, og vi er nogle, der går ud og spiser en gang imellem. Jeg føler mig aldrig alene mere.

– Jeg kommer her tre gange om ugen, plus at der er mindst fem muligheder mere, jeg kan koble mig på. Det har gjort mit liv rigt. For jeg glæder mig til at komme herned, og jeg er glad, når jeg kommer hjem, det er en hulens til forskel.

John tog herned af nysgerrighed for næsten seks år siden, men regnede ikke med at finde det interessant.

– Det tog ti minutter, så kunne jeg mærke, at det var lige mig. Det var fællesskabet, der gjorde det – det, at alle talte med alle.

John fik også stor glæde af at høre de andre fortælle deres livshistorie på skift.

LÆS OGSÅ

Kenneth troede, han havde fået stress - men da han fik sin diagnose, ændrede livet sig for altid

Hverdagen kørte i højeste gear for Majbritt og Kenneth, da han pludselig begyndte at glemme ting og lave fejl på arbejdet. På trods af sin unge alder afslørede en scanning, at han var ramt af vaskulær demens. I dag lever parret et helt andet liv.

– Når man hører en andens livshistorie fra start til slut, kommer man ind bag om personen og ved, hvad hinanden står for, og hvad der er at snakke om. For pludselig er der jo to, der begge har arbejdet på B&W. Der er dukket mange relationer op af de livshistorier, fortæller John.

For 13 år siden fik John en blodprop i hjernen, som betød, at han til sidst blev fyret som sekretariatschef. Der fulgte en lang kamp for at komme til at tale og gå igen, og der blev brug for nyt indhold i livet.

– Her har jeg et sted at komme, og jeg nyder at komme her og har fået mange venner. De snakke, jeg får her, får jeg ikke andre steder. Det er nogle andre snakke, end jeg har med min kone. Og jeg kommer også for at hygge mig. Derhjemme kommer jeg meget nemt til at sidde ved pc’en, for jeg elsker regneark, men her kalder samværet. Og jeg sidder aldrig samme sted, for jeg prøver at snakke med alle. Sammenholdet, samværet, snakkene – det er det vigtigste.

De seneste par år har John også gjort gavn som formand her.

– Det har været godt at kunne, siger han.

Der er ikke mødepligt. Men hvis én ikke dukker op i et par uger, bliver der ringet til ham.

– Vi er obs på hinanden, og der er nogen, der holder øje med en, forklarer John.

Efter at være blevet pensioneret sad jeg meget i en lænestol, fortæller Anders.

– ”Hvad søren skal jeg bruge resten af mit liv på?”, tænkte jeg, for der var ingen, der efterspurgte mine kompetencer mere, det var rædselsfuldt. Min kone er aktiv i alverdens ting, og jeg tænkte, at hvis der skulle ske et eller andet i mit liv, så var jeg nødt til selv at opsøge det.

– De første fire år kom jeg her alle tre dage om ugen, så det blev en kæmpe del af min hverdag. Jeg havde kun haft arbejdskolleger, der var bekendte, men her fik jeg venner. Det har haft en kæmpe betydning.

Anders har blandt andet malet og tegnet hele sit liv, men de kreative interesser var ensomme aktiviteter.

– Her oplevede jeg hurtigt, at jeg kunne være med til at sætte ting i gang. Jeg startede den kreative onsdag formiddag op og har både kørt malerkursus i akvarel, tegnekurser og knivkurser, linoleumstryk, stenskulpturer med mere. Det har været fantastisk at kunne give det til fællesskabet, og mine interesser er ikke ensomme mere. Når man har kreeret noget, har man nogen at diskutere det med, og man kan inspirere hinanden.

Sidste forår fik Anders konstateret blærekræft og var igennem en stor operation, der gav ham stomi og havde konsekvenser for hans seksualitet.

– Det er tungt. Hele erkendelsen af, at mit liv er forandret, er op ad bakke. Men det har jeg kunnet snakke med min kernegruppe her om. Og en herfra kørte mig til alle undersøgelser på Rigshospitalet. Det betyder alverden, at man ved, de er der, for man er jo ensom i situationen.

Claus gør en bevægelse med sin hånd ud fra hjertet.

– Der foregår rigtig meget hjerte til hjerte her, bekræfter han.

– Det er derfor, jeg kommer. Hvis jeg for eksempel kommer hjem fra en uges ferie, er der nogen, der siger, ”Hej Claus, det var godt, du kom igen”. Sådan en lille ting er jo fed at høre.

Claus er kommet i mandefællesskabet i seks år. Han var oprindelig forholdsvis nytilflyttet, og selv om han er udadvendt, kunne han godt bruge lokale venskaber.

– Jeg håbede at finde fællesskab og nye kammerater her og fik mere til.

Claus styrer kaffekassen og nøglen og er med til at tage imod nye og arrangere ture. Det betyder, at han har en hverdag, hvor han føler sig meget accepteret for det, han gør. Fællesskabet giver ham mulighed for at give noget til andre. Og han får mindst lige så meget igen.

– Hvis man har et problem – uanset om det handler om livet eller havetraktoren, så er der altid hjælp at hente. Man har makkere her, og man bliver løftet og kan også læsse af.

– Vi kan snakke om alt. Prostatakræft, parforhold, jeg kan ikke sove om natten, overgangen til pension – og det kommer ikke videre.

– Noget af det bedste for mig er de kreative formiddage, hvor man kan sidde og skære og pudse – så går smalltalken, og hvad den ene ikke kan, det kan den anden. Det er den bedste dag om ugen for mig. 

LÆS OGSÅ

Bente Scavenius vil ikke gå i stå – og der er især én ting, hun gerne vil bevare

Bente Scavenius er 81 år og bliver ikke yngre. Men det betyder ikke noget for hende, så længe hun bevarer et ungt sind, fortæller hun til ALT for damerne.