Eva Ravnbøl er ikke i tvivl: Denne særlige livsstil kunne danskerne lære noget af

Der findes mange mere eller mindre skøre tendenser på de sociale medier, men indimellem dukker der nogle fænomener op, som giver mening. Sådan et fænomen er Nonna-maxxing, der kort fortalt går ud på at lade sig inspirere af de italienske bedstemødres livsstil – og argumentet er, at det kan give dig et bedre og længere liv. 

Som barn brugte jeg sommerferierne hos min mormor og morfar. De havde sommerhus i Søndervig, hvor min lillesøster og jeg blev sendt på ferie, indtil min far og mor også kunne holde sommerferie. Min mormor var kogekone, og hun lavede bl.a. den allerbedste grydekylling med sprødt skind, sovs og syltede agurker. Dagene blev brugt på at løbe gennem haveslangens vandspreder – Vesterhavet var ofte for vildt og farligt. Derudover havde vi gang i en masseproduktion af malede sten, som vi kunne sælge i vejboden. 

Der var ingen skærm – hverken tv eller mobil. Når vi kedede os om aftenen, spillede vi kort eller kiggede på min mormor, som hæklede, eller min morfar, der broderede. 

I dag ser mine ferier noget anderledes ud. Her bliver der jævnligt stirret på telefonens mange vejr-apps, for jeg holder meget ferie i Danmark, hvor bygerne jo er en trofast ferieven. Og da jeg nævnte, at vi kunne smide fjernsynet i sommerhuset ud, kiggede mand og barn på mig med vantro i blikket, for der er både VM i fodbold OG Tour de France i år. 

Igen og igen tager jeg mig selv i at drømme mig tilbage til den tid, før mobilen og alverdens smarte apps dukkede op i min hverdag. Meningen var vist, at de skulle gøre mit liv nemmere, men lige nu suger de mest af alt bare tid ud af en i forvejen travl hverdag. 

Så derfor spidsede jeg ører, da min kollega nævnte, at hun havde været til foredrag med journalist og forfatter Eva Ravnbøl, som havde fortalt om de italienske bedstemødre – og ikke mindst, hvad vi kan lære af dem.

– Trenden er paradoksalt nok opstået på de sociale medier, men den er selvfølgelig en modbølge til vores hæsblæsende og stressende liv, hvor alt skal være så hektisk, effektivt og skemalagt. Nu skal der skrues ned for tempoet og for alle vores maskiner, siger Eva Ravnbøl, da jeg fanger hende på telefonen.

– Hvis man vil være god til nonna-maxxing, altså leve som en italiensk bedstemor, skal man droppe telefonen, computeren og IPad’en. Du skal give dig til at hækle og strikke. Du skal sludre, løse kryds og tværs, læse papirbøger – og ikke mindst lave mad fra bunden og af gode hjemmedyrkede råvarer, siger Eva Ravnbøl og understreger, at det ikke er en tendens, der skal have kvinderne tilbage til kødgryderne, men henvender sig til alle køn og alle aldersgrupper.

Fem linjer, der gløder 

Eva Ravnbøl ved om nogen, hvad hun taler om. Hun har boet i Rom siden 1990, hvor hun dagligt oplever nonna-maxxing på nærmeste hold.

– Jeg ser det som noget, vi alle sammen higer efter at kunne gøre noget mere af i forhold til vores travle liv med alle de apparater, vi hele tiden har i hånden eller foran øjnene. Vi er så meget online, vi har så travlt, og vi skal hele tiden optimere tiden. Vi skal nå en masse, og så bruger vi alligevel en masse spildtid for eksempel på de sociale medier, siger Eva Ravnbøl. 

Hun er heller ikke i tvivl om, at det store behov for at lægge alle vores apparater fra os, er en af hovedårsagerne til, at tendensen har vokset sig så stor worldwide.

– Mine børn og jeg var til bryllup i Danmark, hvor vi havde lagt vores telefoner fra os i flere timer, og da vi kiggede på dem, sagde vi næsten i munden på hinanden, at det var fedt, at ingen havde ringet eller villet have fat i os. Før i tiden håbede man, at der hele tiden skete noget på den telefon. Nu er man lykkelig, hvis der ikke er nogen, som vil have fat i dig, siger hun, og fortsætter:

– I dag har vi fem linjer, der gløder hele tiden. Der er telefonlinjen, mail og WhatsApp. Og så er der Messenger og Instagram, og man kan jo ikke huske, hvem der har skrevet hvad og på hvilken linje. Så hvis der er ro på de linjer, føler man sig jo som verdens heldigste kartoffel i dag, ikke? spørger hun, og svarer selv på spørgsmålet:

– Vi har alle brug for ikke at være til at få fat i hele tiden – og heller ikke selv have det store behov for at følge med hele tiden. Man kan se en stigning blandt piger og kvinder, som strikker mere, og de går til mindfulness og yoga. Jeg har ikke noget skidt at sige om de ting, men man kan selv få mindfulness ind i sin hverdag, uden at man behøver at betale for det. 

Og det er netop noget, som vi kan lære af de italienske nonnaer, nemlig at de under sig selv nogle pauser og nogle dejlige stunder – ikke kun i sommerferien eller juleaften, men hver dag.

– Jeg synes, det er så fascinerende at se, hvordan de står på gadehjørner og sniksnakker, de klapper lige en stol ud eller sidder på en kaffebar. De møder en, de ikke har set i lang tid, og selvom de er på vej til et eller andet, så vil de hellere komme for sent, så de kan nå at tale lidt med den anden eller drikke en kop kaffe. Der er generelt mere elastik i aftalerne i Italien, og det kan godt irritere folk i Norden. Men jeg har virkelig vænnet mig til den italienske elastik. Som selvfølgelig helst ikke skal være to timer, hvis man står og venter med maden, til gæsterne kommer, understreger hun. 

Vita lenta 

Eva Ravnbøl forklarer at italienerne har et udtryk for den måde at leve på, nemlig vita lenta – det langsomme liv, som er en livsfilosofi, der handler om at omfavne hverdagen, finde glæde i de simple øjeblikke og give sig tid til at være til stede i nuet i stedet for konstant at haste afsted. Derudover har italienerne udtrykket dolce far niente, der betyder det søde ved ikke at lave noget nyttigt.

– Dronning Margrethe sagde for nogle år siden i sin nytårstale noget i retning af, at vi skal prøve at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt. Jeg tænkte, at det var noget af det klogeste, hun har sagt. I stedet for at styrte rundt med en kop kaffe i hånden fra A til B, insisterer de italienske nonnaer på, at det skal være et ritual at gå ind på en kaffebar og tage en kop kaffe og snakke med nogle andre mennesker i de fem minutter, det tager, i stedet for at skylle kaffe ned alene. 

Og det er også noget, som Eva Ravnbøl finder inspirerende ved nonna-maxxing, nemlig at tale med fremmede.

– Det mangler vi også at være bedre til i Danmark, fordi det giver noget livskvalitet, især for den ældre generation. Men det gælder faktisk alle. Spørg nogen om vej i stedet for at gå rundt og glo ned i din telefons Google Maps. Kom i kontakt med folk. Spørg dem, hvor de skal hen, hvis du står ved et busstoppested. Tal med grønthandleren, med baristaen, der laver din kaffe, dine naboer eller hvem du møder på din vej, opfordrer Eva Ravnbøl. 

Hun nyder at gøre noget for andre såvel som at modtage venligheder.

– Høflighed og venlighed er totalt undervurderet. I Italien hilser man lige på hinanden, når man går ind i en elevator. Man anerkender, at vi er her sammen. Når jeg er i Danmark og tager metroen, moser folk ind og ud uden at tage hensyn eller at lægge mærke til hinanden, men de har jo også alle noget i ørerne. 

Har vi glemt at smile til verden, for så smiler den igen?

– Ja, det synes jeg. At smile og give et kompliment kommer man langt med. Og det er små ting, som gør, at man føler sig lidt mere set. Og selvom man ikke skal være bedste venner med de mere perifere relationer, giver det noget kvalitet, synes jeg. Det giver noget godt. 

Mange af de vaner, som forbindes med italienske bedstemødre, viser sig også at være forbundet med sundhed, trivsel og potentielt længere levetid.

– Italien er et af de lande i Europa med den højeste forventede levealder, og jeg lavede et indslag fra en lille by, der ligger syd for Napoli, som hedder Acciaroli. Det er et sted i Italien, hvor folk bliver usædvanligt gamle, og der har været forskere i netop den by for at finde ud af, hvorfor de bliver så gamle. Det skyldtes blandt andet, at de bor ved havet, det er sundt. De spiser meget fisk, det er sundt. De spiser deres egne dyrkede grøntsager, det er sundt. Men den største grund er, at de har gode relationer til hinanden. At alle passer på hinanden, de taler med hinanden, de handler for hinanden. Det sociale liv viste sig lige så vigtigt som god mad og havluft, forklarer Eva Ravnbøl. 

Vær mere scialla 

Hvis du gerne vil leve lidt mere vita lenta og lære af de italienske nonnaer, men ikke lige kan flytte til havet eller dyrke dine egne grøntsager, har Eva Ravnbøl flere gode og brugbare råd.

– Jeg vil råde alle til at være en lille smule mindre ambitiøse med kalendergymnastikken, hvor man hele tiden føler, at man skal maksimere og optimere sin tid og lægge alt i skema, for så kan man aldrig være spontan. Når jeg er hjemme i Danmark og spørger, om vi ikke skal gå ud og spise i morgen aften, kan de først 17. november, siger hun med et grin.

– Der er alt for mange to-do-lister. Der er alt for meget, der skal overstås. Der er for mange pligter, for mange ambitioner. Jeg ved, at det er hårdt arbejde at have børn i skolen og være på Aula. Så skal man have kage med og være med til arrangementer. Så skal man gå til badminton, og så skal man gå til fodbold. Det er alt sammen noget, der skal passes, men selvom vi har fået alle de digitale hjælpemidler, så virker det, som om vi ikke har fået mere tid ud af det, end dengang vi stod i kø på posthuset. Nu har vi bare proppet flere ting ind, som vi skal, forklarer Eva Ravnbøl, som har endnu et fantastisk italiensk udtryk, som vi med fordel kan tage til os.

– Vær lidt mere scialla – det er et klassisk romersk udtryk, som betyder ”tag det roligt”, ”ingen stress”. Lad være med at gå superhøjt op i, om man lige når det hele. Lad være med at arrangere for meget og prøv i stedet at leve livet en lille smule mere spontant. Giv dig tid, selvom du måske kommer 10 minutter for sent – selvfølgelig ikke til en aftale hos lægen eller en vigtig time på universitetet, men der er visse ting, hvor det ikke gør alverden, at man kommer for sent, hvis man så lige når noget hyggeligt, som opstår i løbet af dagen. Og hvis børnene spiser kl. halv syv i stedet for kl. seks, men du har lavet noget rigtig lækker mad til dem, så går det nok alligevel. Og hvis du ikke når at bage en kage til Olivers klassefest, men du drak en god kop kaffe med en veninde i stedet for – så går det nok, forklarer hun. 

Eva Ravnbøl understreger, at hun også selv styrter rundt og bruger lidt for meget tid på sociale medier, men hendes arbejde tillader hende at holde nogle dejlige lange pauser i ny og næ – og der forsøger hun at leve mere som nonnaerne.

– Jeg er faktisk rigtig god til hverdag, medmindre jeg pludselig skal dække en stor historie for TV2 – så kører det nærmest i døgndrift i flere dage. Men så kan jeg til gengæld være scialla nogle andre dage, hvor jeg bare trisser langsomt ned på gaden og går på kaffebar. Jeg møder altid nogen dernede, jeg kan tale med. Så går jeg på markedet og snakker med dem. Og nogle gange skrider mine planer, og så er det også okay, fordi jeg finder på ting på vejen hjem, som ikke er planlagt i forvejen 

At være mere smilende og åben over for andre mennesker – også fremmede – er næsten essensen af nonna-maxxing, hvis du spørger Eva Ravnbøl, fordi det giver glæde i hverdagen.

– Og så skal vi selvfølgelig være mindre på de sociale medier – det kunne vi alle sammen godt ønske os. Hvis du prøver at tælle sammen, hvor meget tid du bruger på din computer og på din telefon, og så skærer noget af det væk for at få noget mere gammeldags tid tilbage. Det er helt klart blevet mere moderne at være analog igen, hvor du læser i en bog, strikker eller lave god mad fra bunden. 

Så det handler også om at finde ud af, hvad du gerne vil bruge din tid på?

– Netop, og hvis man synes, at det kun må tage otte minutter at lave mad, hvor mange minutter bruger man så på sin telefon af unødig tid? Hvad er vigtigst? Tænk lidt over det, men i virkeligheden, så lad være at tænke så meget over det, fordi vi har været for meget oppe i hovedet, siger Eva Ravnbøl med et smil og fortsætter:

– Jeg har altid undret mig over, hvorfor folk synes, at det skal tage så kort tid at lave mad. For mig er det noget af det mest afslappende, man kan lave af såkaldte pligtopgaver i løbet af en dag. Det at handle og finde nogle lækre ting, man kan lave mad af. For mig er det en form for pause i hverdagen. Selv om mine børn er flyttet hjemmefra, er jeg stadig lidt nonna-agtig, eller mamma-agtig kan jeg kalde det, for jeg har ikke børnebørn endnu, men hvis jeg ved, at de kommer sent hjem fra arbejde, kan jeg lave en lækker pasta sugo og tage hen til dem med den. 

Der er så meget amore i maden, det er et kærlighedssprog, som nonnaerne også er med til at holde i hævd. Det italienske køkken kom på UNESCO’s verdensarvsliste i december måned sidste år. Og hvis du læser begrundelserne for det, er det meget smukt formuleret, fortæller Eva Ravnbøl.

– Det italienske køkken samler generationer, og det samler folk på tværs af klasseskel. Selvom italienerne også har travlt og er på deres telefoner, så spiser de søndagsfrokoster sammen, hvor de har mange timers konversation og spiser lækker mad. Og det fællesskab omkring maden betyder utroligt meget for hvorfor det italienske køkken er på den liste. 

Og så er mine tanker tilbage i sommerhuset i Søndervig. Nok var min mormors mad ikke på nogen kulturarvsliste, men de skønne og rolige stunder omkring hendes spisebord vil jeg gerne have mere af i mit liv. Og det samme med ordet scialla, som jeg allerede har lært både familie og kolleger at værdsætte.