Svend Brinkmann går under stor bro med rund murstenspille i sollys

Svend Brinkmann genovervejede, hvad der er vigtigt i livet, da han mistede sin far og en nær ven – og fandt frem til én ting

Svend Brinkmann har i de seneste år haft mange overvejelser om, hvad han egentlig skal bruge sin tid på.

ALT for damerne logo

– Der er sket ting i mit liv, hvor jeg helt klichéagtigt har været nødt til at stoppe op og tænke igennem, hvad det vigtige egentlig er.

Det fortæller Svend Brinkmann i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

En af de ting, der satte processen i gang, var tabet af hans nære ven og kollega, Peter, som døde i foråret.

– Han havde kone og små børn, og ganske få dage før han døde, lavede vi et radioprogram, hvor han talte om det vigtige i livet, det, som man virkelig bliver opmærksom på, når man ved, at man skal dø. Jeg har også mistet min far, og jeg har i de senere år haft mange overvejelser om, hvad jeg egentlig skal bruge min tid på.

Nu er han nået frem til, at relationerne er det vigtigste, vi har.

– Vi er sociale væsener. Vores liv handler om gode relationer. Har vi dem, så lykkes vores liv langt hen ad vejen. Det handler ikke om penge eller biler. 

For ganske nylig fejrede han og konen deres sølvbryllup, hvor det blev tydeligt, hvad gode relationer betyder. 

– Da vi holdt kobberbryllup for 12,5 år siden, holdt vi en helt klassisk fest, ligesom vores forældre i sin tid havde gjort, hvor vi sad til bords med tre retter mad og alt det der. Det kostede jo mange penge, og derfor var der ikke så mange gæster. Til sølvbrylluppet havde vi det bare sådan, okay, der er fandeme sket så mange ting i de senere år, nu vil vi bare prøve at åbne vores have og se, hvor mange, der kommer, siger han og fortsætter:

– Vi inviterede vildt mange, og der kom vildt mange. Og det var simpelthen så rørende. Peters kone kom også, og jeg tror, det var første fest, hun havde været til, siden han døde. Folk kom med sår på sjælen og alle mulige historier i bagagen, og det var bare så livsbekræftende, at vi kunne være med alt det. Sammen. Jeg tror ikke, at vi ville have fejret bryllupsdagen på den måde, hvis vi ikke havde gjort os alle de her tanker om det vigtige i livet.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor Svend Brinkmann også fortæller om at have en grundlæggende kærlighed til verden, dannelse, at lægge sin indre pessimist på hylden og sine tanker om at blive ældre.