Da Trine Appel mistede sin mand, fandt hun trøst hos sin hest: ”Han kunne fornemme, at jeg havde brug for ham”

Da jeg så ham første gang, blev jeg fuldstændig forelsket. Sådan fortæller Trine Appel om hesten Nedito, som på det tidspunkt var blot et halvt år gammel.

– Jeg havde haft ungheste før, som jeg selv havde tilredet, men jeg havde aldrig før haft et føl. Jeg havde heller ikke tænkt, at jeg skulle have et føl, men jeg faldt fuldstændig for ham.

Trine Appel har haft heste i 22 år. Den første var en islænder, og siden fik hun den spanske hest Niñato. Ham havde hun i 7,5 år, før han blev aflivet i 2021, fordi han blandt andet havde lungeproblemer. Derefter kom Nedito til.

Da Trine overtog Nedito, var han et år gammel. En hest skal være omkring tre år, før man kan begynde at tilride den, så de første år handlede om at opbygge relationen og få styr på det basale såsom at blive trukket og adlyde kommandoer. Disse år uden rideture, men med masser af nærvær, skabte et helt særligt bånd mellem dem.

– Når jeg kom ud til Nedito, kunne jeg – ligesom Gandalf i Ringenes Herre – bare fløjte, og så kom han løbende nede fra den anden ende af folden. Han var en soulmate på fire ben.

Hun fortæller, at de andre heste, hun har haft, også har betydet meget for hende, men at relationen til Nedito var noget ganske særligt.

– Det er jo ligesom med mennesker, der kommer ind i ens liv. De betyder også noget forskelligt for én, og man har forskellige bånd til dem.

– Jeg tror blandt andet, at det gjorde noget særligt for vores relation, at den startede, da han var helt ung. Samtidig havde han også et ret unikt temperament og sind. Han var meget “hundet” – som en kæmpestor golden retriever.

Et frirum fra sygdommen

I 2020 blev Trine Appels mand, Søren Poppel, ramt af kræft. Han blev gradvist mere og mere syg, og midt i al sygdommen fungerede Nedito og stalden som et frirum.

– Nedito var mit safe space. Han var et fast holdepunkt i mit liv, og sammen med ham fik jeg en pause fra det hele. Ude i stalden eller på folden var jeg ikke i sygdommen, der var jeg bare. Min opmærksomhed var fuldkommen rettet mod Nedito, og det var virkelig befriende.

– Der er nogen, der snakker i telefon, når de rider, eller går rundt ude i stalden, men det gør jeg ikke. Jeg er bare til stede med hesten. Det var jeg også nødt til at være, fordi Nedito var så ung, som han var, tilføjer hun. 

Sådan nogle helt unge heste kan godt være lidt utilregnelige, fordi de stadig er ved at lære, og derfor er man nødt til at give dem sin fulde opmærksomhed. Det er store dyr, og før man får set sig om, bliver man nappet i armen eller dét, der er værre.

For Trine Appel var det kærkomment at være nødt til at fokusere på noget andet end Sørens sygdom, sorgen og bekymringerne, når hun var ude ved Nedito. Samtidig var selve fællesskabet omkring hestene vigtigt for hende i Sørens sygdomsforløb.

– Hvis man har sin hest opstaldet på en hestepension, kan man nærmest ikke undgå at opbygge en form for bånd til de andre hesteejere. Ofte ser man de andre hesteejere mere, end man ser sine nærmeste venner, fordi man er ude ved sin hest hele tiden.

– Når man går rundt i stalden og muger ud, eller hvad man nu laver, får man talt om både stort og småt med de andre hesteejere, og jeg talte også rigtig meget med dem om Sørens sygdom. 

Ligesom mange nok kan nikke genkendende til, at man ofte får nogle gode snakke, når man kører bil, er en hestestald eller – fold også et virkelig godt sted at tale. 

Der sker bare et eller andet, når man går rundt og laver noget praktisk; det er på en måde nemmere at tale om tingene dér, end det er, når man sidder over for hinanden ved et cafébord.

LÆS OGSÅ

Rigmor glemmer aldrig første gang, hun mødte gadehunden Hermann på Sicilien: “Jeg kunne ikke forlade ham”

En lille pjusket gadehund på Sicilien smeltede fuldkommen Rigmors hjerte. Hun vidste, hun ikke kunne lade ham i stikken, og en storstilet redningsaktion, der blandt andet involverede lokalbefolkningen på Fanø, blev sat ind.

Bearbejdede sorgen sammen

Efter fem års sygdom døde Søren i sommeren 2025, og det ændrede alt. Også samværet med Nedito.

– Da Søren døde, fungerede det ikke længere som en flugt for mig at tage ud til Nedito. Jeg kunne ikke længere få “fri” fra det hele ved at tage derud, for sorgen var så meget med mig hele tiden. Den fyldte det hele.

I sorgprocessen blev tiden med Nedito dog vigtig for Trine Appel på en ny måde.

– Vi bearbejdede sorgen sammen. Han var en enorm trøst for mig, og jeg havde et meget stort behov for at være sammen med ham, fortæller hun eftertænksomt.

– Det var ikke, fordi jeg betroede mig til ham og fortalte ham om min sorg, det var en ordløs kommunikation, og det var virkelig rart. Man kan snakke så meget om sin sorg, men det der med bare at være var vigtigt for mig. Det skabte en form for kropslighed i sorgen.

Samtidig var det befriende ikke hele tiden at skulle finde ordene, fortæller Trine Appel.

– Selvom jeg selvfølgelig havde brug for at tale med mine nærmeste, var det også dejligt at have et sted, hvor jeg ikke skulle sætte ord på sorgen. 

En hest kræver ingen forklaring. Den kan mærke, hvordan du har det; dens nervesystem afkoder dig instinktivt og tuner ind på din frekvens. Det er helt unikt.

Trine Appel oplevede, at Nedito søgte hende, når hun havde brug for ham.

– Hvis jeg slap ham løs ude på banen, gik han måske ned i den anden ende og tog lidt græs, men han kom altid tilbage til mig. Han kunne ligesom fornemme, at jeg havde brug for at være tæt på ham. Det var ret magisk at mærke, hvordan han afkodede mine følelser.

Trine Appel bliver rørt, når hun fortæller om den tid og om, hvordan Nedito trøstede hende.

– Jeg sad jo også tit derude og græd, og det føltes virkelig, som om Nedito vidste, hvad jeg havde brug for. Han trøstede mig med sit nærvær og sin tilstedeværelse.

Græd i fjorten dage i streg

I september sidste år – få måneder efter Søren var død – blev Nedito alvorligt syg. Han blev indlagt, og i en periode gik det op og ned, men til sidst var der ikke mere at gøre.

– Han blev kun fire et halvt år gammel, så han var jo alt for ung. Det var så tragisk. Selv dyrlægerne græd, da vi blev nødt til at aflive ham.

For Trine kom tabet af Nedito i forlængelse af et år, der allerede havde været det sværeste i hendes liv.

– Året startede med, at jeg faldt af min hest og brækkede mit bækken. Samtidig blev Søren gradvist mere og mere syg, og til sidst døde han. Og så kom Neditos sygdom og sidenhen død. Det var et forfærdeligt år. Det værste i mit liv.

– Jeg tror, jeg græd i 14 dage i streg, da Nedito døde. Den største sorg var selvfølgelig stadig at have mistet Søren, for der mistede jeg min fremtid. Vi skulle blive gamle sammen. Men da jeg så også mistede Nedito, blev det en dobbeltsorg, for ham skulle jeg jo også have haft de næste 20 år.

– Der var så meget, vi ikke nåede sammen, fordi han døde så ung, siger hun med tårer i øjnene.

Et makkerskab hun ikke kan undvære

Heste har ikke kun fyldt i Trines eget liv. De har også været en stor del af hendes og Sørens fælles liv og af familielivet. Søren havde også selv hest, og det var en fælles passion for dem.

– Vi talte meget om hestene – det var noget, vi nørdede sammen. Vi talte om træning og om, hvad vi drømte om med vores heste. Vi har selvfølgelig også været på en masse ture sammen og har mange fælles minder, der involverer heste, så det er vanvittigt hårdt, at jeg ikke længere har Søren at dele mit rideliv med. 

Samtidig er jeg meget taknemlig for alt det, vi nåede at dele, også omkring hestene. Og nu er jeg så nødt til at forholde mig til, hvordan mit liv – også mit rideliv – skal se ud fremover.

Lige nu har Trine Appel ikke sin egen hest, men hun har én i kikkerten, som hun forhåbentlig skal overtage, når timingen er den rette. Og hun er i hvert fald ikke i tvivl om, at hestene fortsat skal være en del af hendes liv.

– Det er svært at forklare til folk, der ikke selv rider, men det er så vildt at mærke når det makkerskab, som man har med en hest, lykkes. Den samhørighed, man kan have med en hest, overgår alt andet. 

Man er helt nede i kulkælderen, hvis man har haft en dårlig træningsdag, og omvendt får man det vildeste high, når tingene lykkes. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle undvære heste i mit liv, og jeg kommer til at ride, lige indtil det ikke længere er forsvarligt.

LÆS OGSÅ

Må man sørge over et kæledyr? Hundepsykolog er ikke i tvivl

Hvordan sørger man over en elsket hund eller et andet kæledyr? Har man ret til at blive knust og ked af det? "Nogle bliver dårligt behandlet af deres omgivelser, når de åbner op om deres sorg. Men sorgen efter dyr kan være præcis lige så dyb og stor som sorgen efter et menneske," siger diakonen Irja Wikström.