Må man sørge over et kæledyr? Hundepsykolog er ikke i tvivl
Hvordan sørger man over en elsket hund eller et andet kæledyr? Har man ret til at blive knust og ked af det? "Nogle bliver dårligt behandlet af deres omgivelser, når de åbner op om deres sorg. Men sorgen efter dyr kan være præcis lige så dyb og stor som sorgen efter et menneske," siger diakonen Irja Wikström.
Anna LiljebergAnnaLiljeberg
"Det er vel bare at skaffe en ny?" Den replik kommer sandsynligvis kun fra en person, der aldrig har sørget over en elsket hund eller kat. I dag viser forskningen nemlig, at sorgen og smerten ved at miste et kæledyr kan være lige så stærk, som når du mister en pårørende.
For nestoren inden for hundepsykologi, Anders Hallgren, er det ingen nyhed. Allerede i 80'erne lavede han en undersøgelse sammen med Örebro universitet, der viste det samme.
Ikke socialt accepteret at sørge et kæledyr
– Sorgen efter en hund kan være svær, sort og dyb. Det er ikke "bare en hund", der er gået bort, det er et kært familiemedlem. Jeg ved jo af egen og andres erfaringer, at sorgen, når ens hund dør, er lige så stærk, som når en nær menneskelig pårørende går bort. Trods det er det ikke lige så socialt accepteret, siger Anders Hallgren og fortsætter:
– Der er nogle, som mener, at det er mere rigtigt at sørge over et menneske end et dyr. De har simpelthen ikke forstået, at når man er blevet berøvet en kær ven, er sorgen den samme – uanset om det gælder en pårørende eller et kæledyr. Båndene af kærlighed, venskab og samhørighed, der er blevet klippet over, var lige så stærke.
Det er sjældent en god ide at få en ny hvalp kort tid efter din hund er død, mener hundepsykolog Anders Hallgren.Foto: AH books
En enorm tomhed
Da forfatteren Göran Greider mistede sin hund Stina, en engelsk springer spaniel, var han ikke forberedt på, hvilke stærke følelser der ville opstå.
– Det blev en enorm tomhed. Selvom jeg intellektuelt forstod, så var jeg alligevel ikke forberedt. Det var som at stå foran en afgrund, som du ikke vidste fandtes. På en eller anden måde er du jo vokset sammen med din hund, den er så stor en del af din hverdag.
Han skrev en bog om livet med sin hund, 'Stinas bedste ven', og det blev en del af hans sorgarbejde.
Tomheden efter Stina er enorm, siger Göran Greider.Foto: Anna Drvnik
– Jeg synes, at man skal få sørge over sin hund helt ubegrænset. Jeg tror, det er vigtigt at leve sine følelser ud. Du skal gå til bunds med dem for at kunne bevæge dig opad, siger Göran Greider.
Annonce
Samtidig kan han forstå, at man kæmper med dårlig samvittighed over at sørge så meget over et dyr.
– Sådan følte jeg med Stina. Hvordan kan jeg være så ked af en hund, når mennesker flygter fra krig i Ukraine? Men jeg tror alligevel, at det er vigtigt at tillade sig selv at føle sorg. At vi mennesker føler empati for en anden art er på en måde noget grundlæggende i vores natur.
Lykkehormoner fra kæledyr
Da Stina døde, kaldte Göran Greider det for et "fjortenårigt, dybt venskab, der var forbi", og i dag har vores kæledyr fået en til tider næsten ophøjet betydning. Hundene skal kunne komme med på restauranter og private middage, katte får luksuriøs specialkost og dyrt legetøj, og vi tillægger dem gerne menneskelige egenskaber som klogskab, troskab og empati.
Men samtidig er der mange studier, der viser, hvad vores kæledyr kan give tilbage i form af selskab, motion (hunde i hvert fald) og forskellige lykkehormoner, der udskilles, når du hygger med dit kæledyr. Båndet mellem et dyr og menneske er simpelthen dybt indvævet i vores hverdag på en måde, som få relationer mellem mennesker er.
Støttesamtaler for dem, der sørger over et kæledyr
Irja Wikström er diakon, og hun oplever, at mange længes efter at sørge over deres dyr – både gennem samtaler, men også i kirkerummet. Da hun opfordrede kæledyrsejere til at søge støttesamtaler, blev hun overvældet med bookingforespørgsler. De personer, som henvendte sig, ønskede at tale om deres sorg. Efterhånden arrangerede hun også møder i kirken, hvor kæledyrsejere kunne medbringe fotos, tænde levende lys og deltage i en mindeceremoni.
– Følelser er en del af vores liv, og sorg opstår efter, at vi har mistet nogen, vi elsker. Det er utroligt vigtigt, at vi får mulighed for at udtrykke det, siger Irja Wikström, som selv mistede sin kat, da den kun var lidt over et år.
– Det var en utrolig sorg og tomhed, og det var meget smertefuldt, at hun blev alvorligt syg og i en så ung alder.
Tag sorgen alvorligt
Annonce
Irja Wikströms råd er at tage sin sorg alvorligt.
– Lad ingen stresse dig i din sorgproces. Lad det tage den tid, du har brug for. Fjern fx ikke et kradsetræ eller en hundekurv. Lad det blive og tag det i dit eget tempo. Der er ingen skabelon for, hvordan sorgen skal se ud, eller hvor lang tid den må tage, siger hun og fortsætter:
– Har man aldrig selv levet tæt på et dyr og haft en nær venskabsrelation, så forstår man ikke rigtig, hvad det kan indebære, når det forsvinder. At sige ”nu må du tage dig sammen, dyr dør jo hele tiden”, er hverken indfølende eller hjælpsomt.
Relationen kan være dybere mellem mennesket og dyret end mellem visse mennesker nogle gange, siger diakonen Irja Wikström. Her med hunden Chips, en petit brabancon.Foto: Privat
Anskaf ikke en ny hund med det samme
Anders Hallgren har skrevet en hel bog om sorgen efter en hund, 'Farvel til en ven'. Der deler han ud af råd og personlige erfaringer. Han understreger også, at det er vigtigt at bearbejde sorgen, ellers vil den aldrig forsvinde fra hjertet eller tankerne.
– Det er ikke skamfuldt at sørge over et dyr, det er et sundhedstegn, at man bliver ked af at miste en kær ven. Vær i stedet stolt over, at din hund betød så meget for dig, siger han.
Han mener ikke, at det er en god ide at anskaffe en ny hvalp hurtigt efter, at din hund er død. Anders Hallgren kalder det for en 'desperationshund'.
– Dit hjerte er stadig såret af tabet, og det er svært straks at overføre sine følelser til et nyt dyr. Det er både forkert mod dig selv og mod nyankomne. Få klarer den balance. Du kan i stedet prøve at tage dig af en andens hund midlertidigt og mærke efter.
Anders Hallgrens elskede hund Macho, en blanding af chihuahua og pincher, døde for fire år siden, og han har ikke ønsket at få en ny.
– Nej, jeg var så fortvivlet ked af det, da han døde. Efterfølgende havde jeg i lang tid mareridt om hans skrig, da dyrlægen stak forkert med sprøjten, han fik for at falde i søvn. Jeg orker ikke sådan en sorg igen.
Annonce
Anders Hallgrens råd til dig, der har mistet en elsket hund
Det er ok, at det gør ondt – det er et tegn på, at den var meget elsket.
Lad sorgen tage tid. Du kommer ikke over sorgen, men du kan komme igennem den.
Stress ikke med at få et nyt kæledyr – sørg færdig først.
Tænd et lys foran et fotografi og få gerne en grav eller et sted at sørge.
Skriv din sorg ned, måske i form af et brev, hvor du fortæller, hvor meget din hund betød for dig.
Har du en ven, der har mistet en hund?
Vis forståelse for sorgen og respekter den. Lyt og vis deltagelse. Sig absolut ikke ”køb en ny, det var jo bare en hund...”
Denne artikel er publiceret første gang hos Hemtrevligt.se, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.