Ældre par smiler til hinanden ved et bord med bærbar computer og papirer.

Få mere ud af din pension: Her er 12 "fælder", som kan koste dig dyrt

Uanset om pensionen ligger lige om hjørnet, eller du allerede er godt i gang med at nyde dit otium, er økonomien afgørende for friheden i den tredje alder. Økonomisk rådgiver Karsten Engmann Jensen opfordrer til at lægge en plan, så vi får flere penge til os selv – og færre til banken.

hjemmet logo farve

–Folk tror, det er svært at investere sine penge. Det er det ikke. Det er enkelt!

Sådan siger Karsten Engmann Jensen, der om nogen må vide det, eftersom han har årelang erfaring i at rådgive folk, der ved knap så meget om, hvordan de selv får mest muligt ud af deres penge – og ikke bankerne, som rent faktisk får en hel del. Og det mere end de skal, mener mener Karsten Engmann Jensen.

Han er forfatter til seks bøger om opsparing, investering og privatøkonomi, uddannet økonom og økonomiske rådgiver i sit firma Pengeministeriet. 

I de seneste ti år har han rådgivet mennesker om deres økonomi og dermed også deres liv:

– Det er derfor, jeg synes, det er så sjovt, det jeg laver. Jeg kan jo forbedre menneskers tilværelse, for når det nu ikke er sværere, så kan man lige så godt selv investere. 

Dem, jeg rådgav for 10 år siden, da jeg begyndte, har fået et nyt liv. Det er det, der driver mig, fortæller 63-årige Karsten Engmann Jensen.

Han kender alle pensionsfælderne – både inden pensionen er en realitet, men også når pensionsalderen er nået, og han giver her sine bedste råd og erfaringer videre. 

6 fejl, som de fleste begår, mens de stadig arbejder:

1. Lyt ikke ukritisk til din bank.

Du risikerer at ende i den løsning, der passer banken – ikke den, du selv ønsker. Det er ikke uvildig rådgivning, og de er ikke rådgivere, men sælgere af et produkt, som banken skal tjene på. Vær derfor altid obs, når banken meget gerne vil sælge dig noget – det er typisk, fordi de her tjener mest (på dig).

2. Tænk omkostninger.

Mange skal arbejde tre år længere, før de kan gå på pension, fordi de aldrig har tjekket bankens omkostninger. Banken er nemt dobbelt så dyr som pensionsselskabet og tre gange så dyr, som hvis du selv investerer. 

I Pengeministeriet har vi tjekket omkostninger for flere tusinde medlemmer af Tænk, og banken tager nemt 1,4% i ÅOP. Det kan typisk gøres for 0,2%.

Det er små tal, som bliver til store summer, jo mere din formue vokser. Regn med at banken tager 20% af den formue du har i dag – uden at du ser det.

Derfor: Tjek din pensionsinfo på nettet og se, hvad du har at gøre godt med, når du bliver pensionist. Der er ATP, som er pensioner via arbejdsgiver, og så er der de pensioner, som du har via din bank, og som du selv har sat i gang. Hvis der står et banknavn; så er det første alarmklokke, for så får du halv så meget ud af dine penge, som det du har i pensionsselskab.

Heldigvis er det nemt at flytte pengene fra banken. Du kan åbne en konto hos en portal, som tager sig af pensioner – der er pt. kun én i Danmark – og her beder du om at få flyttet din pension. Der er en liste over pensioner, der er mulige at flytte. Klik på dem, der er mulige at flytte.

Hvis du investerer globalt, halvdelen i aktier og halvdelen i obligationer, så er omkostningerne lave. Hvis du er i tvivl om, hvilke du skal købe, så meld dig ind i Forbrugerrådet Tænk, som tester dem løbende. Se mere på taenk.dk

Kan det være så enkelt, og kan jeg nu være sikker på, at mine penge rent faktisk er der, hvor jeg placerer dem, spørger du måske, og her siger Karsten Engmann Jensen:

– Når du har dine pensioner i en bank, så ligger de i en papkasse i værdipapircentralen. Når Nordnet eller en anden aktør trækker papirerne over, står der eksempelvis Nordnet i stedet for bankens navn. Og du har sparet over 50% i forhold til, hvad det ellers koster.

Karsten forklarer, at når bankerne så gerne vil snakke aktiesparekonto, så er det fordi, de tjener på dem. Man kan også her komme ud af det ved at sælge sine papirer, tømme kontoen og lukke den det pågældende sted. Det koster 2.000 kroner, men du taber 15.000 på din aktiesparekonto i en bank i forhold til selv at investere.

3. Tænk over, hvad du vil med din opsparing.

Har du en plan, har du også nemt ved at finde en plan B, hvis livet tager en drejning. ”Når jeg ved, hvad jeg vil med mit liv, så lægger jeg en plan”. Gør det, der er nødvendigt i dit liv for at opfylde de ønsker, du har i dit liv. Jeg var selv cand.polit. og ansat i Nationalbanken, da jeg blev ramt af en alvorlig ulykke og måtte lave planen om. Det er livsbegivenhederne, der afgør, hvordan din økonomi sættes sammen. Jeg råder altid folk til at lægge en ny plan, hver gang der sker noget vigtigt i deres liv.

4. Du har glemt halvdelen af dine pensioner.

Fripolicer fra gamle job og ordninger fra selskaber, du forlod for 20 år siden. Mange har penge liggende, de ikke aner, de har. Første skridt er overblik – ikke optimering. Pas på, at banken ikke samler dine pensioner, for så vil bankens omkostninger tage gevinsten i stedet for, at den går til dig.

Invester selv i et pensionsselskab. Du får ikke højere afkast af at få en dyrere pension, så keep it simple. Hold dig til globale aktier og globale obligationer.

5. Du har ikke tjekket, hvem der arver din pension.

Står der stadig ”nærmeste pårørende”? Efter en skilsmisse eller et nyt forhold kan pengene ende det helt forkerte sted. Livrente betyder, at du kan ende med ikke at få halvdelen af din partners penge, mens partneren omvendt kan få af din ratepension. Lav aftaler i fredstid.

6. Nogle taber på at spare op.

Folk med ”almindelig indkomst” risikerer, at den sidste opsparede krone blive modregnet i folkepensionens tillæg, så gevinsten nærmest forsvinder. Det regner de færreste selv ud. Du skal aldrig spørge banken, hvad du skal have: Du skal sige, hvad du vil have.

6 fælder, når man er gået på pension

1. Din pension er meget mere end blot ”en formue”.

Det er farligt at flygte hovedkuls fra arbejdet og over i pensionen uden en plan. Man skal gå efter et pensionsliv, man kan se passer til ens ønsker.

2. Mange passer for godt på deres opsparing.

Det er langt sværere at tage af formuen, end folk tror. Det kræver en plan. Her indskyder Karsten Engmann Jensen:

– Til min store overraskelse består halvdelen af mit arbejde i dag i at forklare folk, at de har penge nok. Nogle har 10 gange så meget, som de kan nå at bruge, og de bruger dem ikke. Find ud af, hvad der gør dig glad, og brug pengene på det!

3. For mange overvejelser om Skat kan ødelægge din pension.

Mange tænker alt for meget i skat i stedet for i, hvad de egentlig vil med livet. Tænk over, hvad formålet med den formue du har, er. Er det at få noget ud af livet eller sørge for, at Skat ikke får for meget?

4. Inflationen æder pensionen indefra.

Pengene skal holde i 25-30 år. Et fast beløb føles trygt, men bliver mindre værd hvert år. Derfor skal en del af formuen blive ved med at være investeret – også som pensionist. Her er vi tilbage ved, at du er nødt til at få åbnet pensionsinfo, og se, hvordan du er stillet.

5. Enke/enkemands-fælden.

Når den ene dør, forsvinder der ofte en folkepension og en udbetaling, men huslejen, varmen og de faste udgifter består. Få planlægger for den dag. Jeg prøve altid at finde en løsning, der ikke skaber frygt. Det kan være svært at tale om den dag, hvor én bliver alene, men vi skal jo snakke om vores død. Den har også med økonomi at gøre.

6. Rækkefølgen, du hæver i.

Om du tømmer ratepension, livrente, aldersopsparing eller fri formue først afgør, hvor meget skat og modregning, du rammes af – og hvor længe pengene holder. Her kan en god plan give mange tusinder ekstra til forbrug.

Karsten Engmann Jensen lever som minister i sit eget Pengeministerium af at rådgive, så ja, det koster penge, men som han påpeger, tager bankerne sig også godt betalt, selv om det umiddelbart er gratis hos dem.

Han siger åbent, at ikke alle kan have glæde at rådgivning eller omlægning. Det kommer naturligvis an på, hvordan deres formue er sat sammen, men han kommer alligevel med en sidste opfordring:

– Få nu kigget på det. Alle kan få noget ud af at tænke over deres økonomi og drømme.

Om økonomen

  • Karsten Engmann Jensen er uddannet økonom fra Købehavns Universitet. 
  • Han startede sin karriere i Danmarks Nationalbank og blev senere kendt som DR’s økonomiske ekspert, hvor han blandt andet har vurderet familiers økonomi i TV-programmet, DR Penge, og forbrugerprogrammet, Forbrugertesten. Han har også rådgivet om økonomi på TV 2 og for dagbladet Børsen. 
  • I dag er Karsten Engmann Jensen specialist i personlig rådgivning af familier, der ønsker mere overskud i deres hverdag.
  • Karsten Engmann Jensen har skrevet seks bøger om opsparing, investering og privatøkonomi. Han har desuden udviklet en særlig metode, hvor investeringer giver stabilt, pænt afkast med overskuelighed og sparede omkostninger udenom banken.

Se pengeministeriet.dk og pensionsinfo.dk