De seneste 50 år har 92-årige Edna drevet en restaurant i Frankrig: ”Jeg har altid løjet om min alder”

Jeg siger aldrig nej tak til et nachspiel og er sjældent i seng før klokken fire om natten. 

Jeg spiser masser af hvidløg og putter nogle fed i næsen, når jeg er forkølet. Jeg går på arbejde stort set hver aften og omgås unge mennesker, svarer Edna, da vi spørger til hemmeligheden bag et så smukt og sprudlende ydre. – Og så drikker jeg champagne hver dag, tilføjer hun.

Det er sundt at arbejde, så længe man kan, så holder man sig i gang, siger den norske kvinde, som bogstavelig talt har været på farten, siden hun var 18 år og blev den første kvinde, der vandt norgesmesterskaberne på rundbane for speedwaycykler i 1951.

Siden er det gået slag i slag. De seneste 50 år har Edna drevet en af de mest populære restauranter i Saint-Tropez på den franske riviera. 

Hun har serveret for stjerner som Brigitte Bardot, som blev en god veninde, Jane Fonda, som hjalp til med opvasken, Sean Connery, Frank Sinatra og alverdens andre kendisser.

Tidligt morgen-tv

– I aften skal jeg til show med Wenche Myhre (norsk sangerinde, red.), og hun ved ikke, at jeg kommer, så det bliver noget af en overraskelse, fniser Edna henrykt.

– Jeg elsker Wenche, vi har kendt hinanden i alle årene. Men jeg må ikke komme for sent hjem, for jeg skal i tv i morgen. Der bliver ikke noget nachspiel for mig i nat, nej, ler fruen og rækker ud efter en telefon, der giver nogle hidsige bjæf fra sig.

– Det er Terje, den må jeg lige tage, undskylder Edna.

Terje Schrøder er en norsk komiker og dragartist og Ednas gode ven, sådan én, som ringer juleaften og den slags.

– Hallo, Terje, hilser Edna begejstret, og de tager en snak.

Hun har inviteret ind i sit barndomshjem på Ormøya i Oslo. Huset er fyldt med smukke møbler og minder. Her holder hun til, når hun vil lade batterierne op, og – ikke mindst – besøge alle sine venner i hjemlandet.

Restauranten blæste væk

– Jeg er enebarn, men venner har jeg aldrig manglet, siger hun og beder sin datter, Carola, om at sætte kaffe over.

Eller hvad med et glas champagne? Hun har sit eget mærke, Cuvée Edna, måske det kunne smage med et glas? Vi må takke nej, men bliver prompte inviteret til at besøge L’Esquinade, den rustikke restaurant, som Edna ejer og driver i Saint-Tropez sammen med sin søn, Manuel.

LÆS OGSÅ

Katrine Engberg mener, at kvinder sladrer mere end mænd – men hun forstår godt hvorfor

Krimiforfatteren mener, at hun sladrer mindre, end hun tidligere har gjort. Men generelt oplever hun, at kvinder har større tendens til at sladre end mænd, men hun forstår det godt – for ifølge hende ligger sladderbehovet i en forskel mellem kønnene.

I år fejrer de 50-års jubilæum. Det har været én lang fest, men selvfølgelig også hårdt arbejde og til tider bekymringer, for eksempel under corona for ikke at tale om stormen i 2012.

– Under pandemien kunne man næsten ikke gå uden for en dør i Frankrig, sukker Edna.

En anden gang blæste næsten hele restauranten i havet. Det var i 2012, mens Edna var i Norge for at lancere sin champagne. 

Borde og stole, terrasser og hele vægge blæste direkte i bølgerne, og vandet trængte ind i køkkenet.

– Simpelthen forfærdeligt. Vi havde haft storme tidligere, men den i 2012 slog alle rekorder. Heldigvis kom vi på benene igen, takket være gode venner, indrømmer Edna.

Bøn til Macron

Nogle år senere truede lukningsspøgelset. Pludselig ville de franske myndigheder ”rydde op” i rivieraens mange strandrestauranter, og Edna frygtede, at enden var nær. 

Hun skrev sågar et brev til præsident Macron for at bede ham skåne de legendariske restauranter langs den populære Pampelonne-strand. Svaret udeblev, men Edna holdt stand. L’Esquinade overlevede og kan stadig byde på alt godt fra havet og fruens egen champagne.

– Vi måtte flytte lidt længere op fra stranden og over på den anden side af gaden. Det var ikke just lykken, men vi er her da endnu, stråler Edna.

Om lidt er hun dernede igen. Den franske bil står parkeret uden for hoveddøren, men det er længe siden, Edna har kørt fra Ormøya til Saint-Tropez. 

Nu bliver hun hentet af enten sin datter eller en god ven og kørt til lufthavnen. Og det er godt, for ryggen driller.

I praktik hos Rubinstein

Edna har altid været blond og blåøjet, uden at det skal forveksles med naivitet. Hun er en dreven forretningskvinde, oplært af sin far. 

De isblå øjne har hun arvet fra sine norske forældre, som mødte hinanden i Hamborg før krigen, hvor hendes mor arbejdede i sømandskirken, og hendes far drev forretning.

Hver morgen når hun står op, som regel ved ti-tiden, lægger Edna en perfekt makeup. Øjnene er indrammet af sort eyeliner og blå øjenskygge. 

I dag har læberne fået et let glossy strøg, og neglene er røde med pynt på spidserne. Hun er klædt i en skinnende sort buksedragt og har opsat hår og flotte ringe på seks ud af ti fingre.

Edna kan kunsten at klæde sig og lægge makeup, men hun er også uddannet hos skønhedsdronningen Helena Rubinstein i London.

– Jeg tog til London for at lære om skønhedspleje og fik plads hos søstrene Rubinstein. Ved du hvad, de damer gik aldrig uden for en dør. For det første arbejdede de døgnet rundt, og desuden vidste de jo, at for meget sol skader huden, siger Edna.

– Tænk dig engang. Da jeg var ung, vidste vi ikke den slags. Vi solede os med reflekterende kraver om halsen for at blive ekstra brune. Til sidst fik jeg hudkræft, men det gik heldigvis godt. Nu passer jeg på huden. Og tro det eller ej, jeg er stadig tiltrukket af yngre mænd, siger Edna muntert og byder på skinke, ost, gåselever og konfekt.

– Før i tiden løj jeg om min alder, men nu gider jeg ikke mere, og det er dejligt. Man bliver mere afslappet med årene.

Afskyr snobberi

Selv om Edna har levet livet blandt store stjerner, bevarer hun benene på jorden. Snobberi er det værste, hun ved.

– Min far sagde altid: ”Bliv aldrig høj i hatten, Edna.” Han havde en høj arbejdsmoral og mindede mig ofte om, at penge ikke daler ned fra himlen; man er nødt til at arbejde for dem. Det gjorde han, og det har jeg også altid gjort.

Ednas far var grøntsagsgrossist og leverede førsteklasses varer til de fine restauranter i Oslo plus det norske kongeslot. Om aftenen sad han ved det store skrivebord i stuen og lavede regnskab. Hans skrivebord står der stadig, og af og til kan Edna høre både sin mor og far i huset.

– Jeg taler ofte med dem. Jeg er aldrig alene her, siger hun, som stadig kalder Ormøya for sit hjem, mens Saint-Tropez er … Saint-Tropez.

Da hun drog ud i verden som 20-årig, var det aldrig planen, at hun skulle rejse væk for bestandig, men så slog kærligheden ned i Paris. Her mødte hun sin mand, Roger Urbini.

Amors pil i Paris

Efter tiden med skønhedspleje besluttede Edna nemlig at tage på kokkeskole i Paris.

– Meningen var, at jeg skulle begynde på den berømte kokkeskole Le Cordon Bleu for at lære at lave saucer, men jeg nåede aldrig så langt. Allerede første dag i Paris mødte jeg Roger. Det sagde bare bang. Han var skrædder, men drev natklub i alpebyen Megève og i Saint-Tropez. Vi blev gift, og senere åbnede jeg, med hjælp fra min mor og far, en restaurant. Det var sådan, det hele begyndte, fortæller Edna.

– Ægteskabet var turbulent, men vi holdt ud. Jeg er stærk modstander af skilsmisse, men utroskab nu og da kan man tåle. Roger var utro, men egentlig var jeg nok den værste, ler Edna.

Nu har hun været enke i 16 år, men er stadig på arbejde i restauranten sammen med Manuel. Mest for at hilse på gæsterne og se til, at alt går sin gang, hvilket det altid gør med sønnen ved roret. Både Carola og Manuel er vokset op med, at deres forældre drev natklub og restaurant.

– Det var en sjov opvækst med mange dejlige mennesker, mindes Carola, som er uddannet kok.

Brigittes chokoladekage

Hun har en eksmand og voksne børn i Frankrig, men bor nu med sin norske ægtefælle i Fredrikstad og besøger sin mor, hver gang hun er på Ormøya. Da vi spørger, om hun kan huske de store stjerner, ler Carola og svarer, at de var der jo hele tiden.

– Jeg husker selvfølgelig især min mors veninde, Brigitte Bardot. Vi var ofte på besøg hos hende og hun hos os. Hun lavede i øvrigt verdens bedste chokoladekage med en helt vidunderlig kastanjepuré, den glemmer jeg aldrig. Hun var glad for dyr og havde mange af dem, siger Carola. 

– Ellers var restauranten altid fuld af kendte mennesker, men det tænkte vi ikke over. Det var bare sådan, det var. Mor og far arbejdede hele tiden, men de var der altid, og de var meget strenge med alkohol. Jeg har aldrig set min mor få et glas for meget, siger Carola.

– Nej, jeg har sjældent drukket mere end et glas champagne og et glas rødvin, men det drikker jeg som regel hver dag, altså. Det gør næsten alle franskmænd, og jeg har aldrig set en fuld franskmand. Nordmænd, derimod – behøver jeg at sige mere, siger Edna og himler let med øjnene.

Blev mekaniker

Ednas karriere er alsidig. Hun har prøvet kræfter med modelfaget, skønhedspleje og natklub- og restaurantdrift, men hvad de færreste ved, er, at hun inden da gik et år i mekanikerlære. 

Det var hendes far, der havde sørget for cyklen, som gav hende NM-titlen i speedway, men Edna ville selv lære at skrue på den. Desuden kørte hun med grøntsager for sin far, og så var det godt at vide lidt om motorer.

Edna har aldrig været typen, der læner sig op ad en mand.

– Jeg har altid klaret mig selv, det lærte jeg tidligt af min far, slår hun fast.

Nu er hun imidlertid glad for, at Manuel har overtaget hovedansvaret for restauranten, hvor der blandt andet serveres den norske nationalret, får i kål, og norsk gravad laks.

– Men vores signaturret er blåmuslinger, vi serverer dem i over 12 varianter, med pommes frites, selvfølgelig. Kalv med udsøgt sovs er en anden ret, vi er kendt for. Du må bare kigge forbi, siger Edna og ser ud til at glemme, at der er temmelig langt fra Oslo til Saint-Tropez.

– Selv spiser jeg ikke så meget som før. Man bliver mindre sulten med årene. Hør her, kan du ikke være sød at tage lidt af den gåselever? Jeg rejser jo igen i overmorgen og kan ikke nå at spise den. Måske vil fotografen have noget, siger Edna og ser håbefuldt op i kameraet.

– Vi kan i øvrigt også godt tage et billede i mit soveværelse, der er ret stilfuldt, hvis jeg selv skal sige det, smiler hun.

Vi takker ja og lover at nævne L’Esquinade – som betyder krabben – til dem, der skal til rivieraen her i sommer. 

LÆS OGSÅ

Da Kimmi flygtede fra Vietnam i 1975, fik hun ikke sin femårige datter med: ”Jeg var ude af mig selv”

I Vietnamkrigens sidste timer flygtede Kimmi og hendes familie ned til havnen i Saigon over hals og hoved. Nogle døgn senere blev de en del af en af verdenshistoriens største skibsredninger, da danske Clara Mærsk kom deres synkende skib til undsætning. Men Kimmi kunne kun tænke på sin datter – som hun ikke nåede at få med.