Da Wilmas mand fik en hjerneblødning, blev deres hverdag vendt på hovedet på et splitsekund

Før i tiden var det Benny, der hjalp mig. 

Jeg lider af fibromyalgi og slidgigt og har været førtidspensionist i mange år. Benny var den, der gik på arbejde, handlede og sørgede for, at der var styr på både det økonomiske og det huslige. 

Han arbejdede som driftsleder på en grisefarm. Også socialt var han limen, der holdt det hele sammen, og altid klar med en hjælpende hånd til andre.

I 2022 fik jeg en opringning om, at Bennys kolleger havde fundet ham i grisestalden.

Han lå ned og var konfus og ude af stand til at forklare, hvad der var sket. Benny blev kørt til sygehuset, hvor de opdagede, at han havde haft en stor hjerneblødning – som gjorde ham lam i højre side, uden sprog og inkontinent. 

Vores hverdag blev vendt op og ned på et splitsekund.

Af natur er vi begge positive mennesker, der ikke sætter os og ynker.

Vi er af den opfattelse, at det ikke nytter at have ondt af sig selv. Jeg tog tingene oppefra og ned, og lægerne fortalte mig, at der var en god chance for, at Benny fik sit sprog igen – så det holdt jeg fast i. Efter tre lange måneder fik de ret.

LÆS OGSÅ

Da Lotte blev ramt af Alzheimers, lavede hun en særlig aftale med sin datter

Siden Lotte Dalholm Sørensen fik sin alzheimerdiagnose for fem år siden, har hun lavet flere aftaler med sin datter, Rikke Dalholm Sørensen. For eksempel at man ikke behøver sige det, hvis man har hørt en historie før. Og at de ikke vil tage sorgerne på forskud og absolut ikke tale om ventesorg.

Det var en kæmpe lettelse, da Benny sagde sine første ord igen. 

Det gav mig håb for, at vi ville få det godt igen på trods af hans hjerneblødning. Den indgangsvinkel var nøglen til, at vi i dag lever et godt liv sammen på trods af, at det aldrig bliver det samme. 

I dag er Benny mere stille og passiv end før, og fysisk kan han ikke det samme, men indeni er han stadig den samme mand, som jeg forelskede mig i.

I dag er det mig, der passer Benny. 

Jeg sørger for, han får væske i sin sonde, jeg hjælper ham i tøjet, og jeg sørger for alle de praktiske ting i huset. 

Vi har hjemmehjælpere, for jeg vil ikke sende Benny på et bosted, selv om alle andre synes, det er en god ide. Men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg elsker Benny for højt og ved, at både han og jeg ville dø langsomt indeni, hvis han skulle flytte væk fra mig og vores liv her.

Vores samliv er for evigt forandret. 

Vi har ikke noget seksualliv længere, det er praktisk talt umuligt. Men vi kysser, laver sjov og holder om hinanden. Og vi går aldrig i seng uden at sige, at vi elsker hinanden. 

Vi sover ikke længere i samme seng, for Bennys situation kræver en masse hjælpemidler og en specialseng, så vi har hvert vores soveværelse nu.

Vi bruger humor til at komme igennem de hårde ting. 

Som når Benny skal på toilettet og kommer til at “lave” i bukserne, før vi kommer derud. I stedet for at blive sur eller frustreret laver jeg sjov med det og siger for eksempel: “Nå, Benny, syntes du, at jeg skulle have en lille gave?” Så griner vi sammen af det. 

Humoren er vigtig for at kunne klare det, vi går igennem. Uden den tror jeg, at man hurtigt bliver bitter og indebrændt.

Jeg kan godt blive ramt af tanker som “holy Moses, er det her mit liv?”

Jeg er kun 55 år og burde have de bedste år foran mig. Men tanken bliver heldigvis aldrig til selvmedlidenhed. For hvad er alternativet? Jeg er lykkelig for, at Benny overlevede hjerneblødningen. 

Jeg elsker den mand så højt, at jeg hellere vil have ham sådan her, end at han var død – og jeg ved, at Benny har det på samme måde.

LÆS OGSÅ

Kenneth troede, han havde fået stress - men da han fik sin diagnose, ændrede livet sig for altid

Hverdagen kørte i højeste gear for Majbritt og Kenneth, da han pludselig begyndte at glemme ting og lave fejl på arbejdet. På trods af sin unge alder afslørede en scanning, at han var ramt af vaskulær demens. I dag lever parret et helt andet liv.