Vivians mand har Alzheimers: “Vores kærlighed er så dybfølt, så jeg holder stædigt fast i den”
Vivian og Kurt har i dag et udpræget praktisk forhold, men kærligheden og nærheden mærkes, når Kurt fra tid til anden viser omsorg for Vivian.
Kurt og jeg mødte hinanden midt i livet.
De første ti år levede vi et rigtigt eventyrliv, hvor vi rejste til eksotiske lande som Madagaskar og Tanzania, camperede og sov i shelters rundt omkring i verden.
Vi havde begge store børn, så der var rig lejlighed til at dyrke vores forhold.
For ti år siden begyndte Kurt at ændre sig og blive mere glemsom.
Første gang jeg for alvor opdagede, at der var noget galt, var vi i sommerhuset og havde flyttet nogle sodavand fra et sted til et andet – det kunne Kurt pludselig ikke huske.
Han begyndte også at lave halve løsninger i sommerhuset, når noget skulle repareres. Det havde han aldrig gjort før, så jeg bad ham gå til lægen, for jeg var overbevist om, at der var noget galt.
Lægen var ikke særlig behjælpelig.
Han sagde, at jeg skulle stoppe med at fokusere på, hvad Kurt ikke kunne – og bad os i stedet om at gå i parterapi. Jeg var målløs!
Heldigvis insisterede jeg på, at Kurt blev udredt, og det viste sig, at han var i et tidligt stadie af demensformen Alzheimers.
Siden diagnosen er Kurts helbred blevet markant dårligere.
Annonce
Han har svært ved både korttidshukommelse, problemløsning og reflektion, han er rum/retningsforvirret, og så er han blevet psykotisk, hvilket gør, at han til tider har vrangforestillinger.
Han ser skygger og mennesker, der ikke er der. Så er det mit job at berolige ham. Heldigvis har jeg arbejdet hele mit liv i psykiatrien, så jeg ved, hvordan man håndterer det.
Kurts sygdom gør, at han ser mig som sin forlængede personlighed.
Han render mig i halen dagen lang, når jeg er hjemme. Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig. Men så har jeg fundet et godt trick: Jeg smider perler ud på gulvet, og så går Kurt i gang med at samle dem op, én efter én.
Det lyder måske bizart, men lige nu er han i et stadie, hvor han piller alt op fra gulvet – og det giver mig fred for en stund.
Jeg kan godt tale med Kurt om, at det er svært at være kaptajn for to liv.
Når jeg græder, trøster han og holder om mig. På en forunderlig vis har han stadig sin emotionelle side, selv om han på andre punkter har ændret sig markant.
Han er mere ugidelig og negativ og kan finde på at rulle øjne af mig – det ville han aldrig have gjort før i tiden
Min kærlighed til Kurt er stadig uendeligt stor.
Jeg
elsker ham lige så meget som
før sygdommen. Men vores
forhold er ændret. Jeg er
behandler for ham nu. Det
er ikke et ligeværdigt mand-kone-forhold længere, og vi
har ikke et seksualliv – det
kan jeg ikke med den rolle, jeg
har fået, og det er heller ikke
noget, Kurt tager initiativ til
længere.
Annonce
Jeg prøver at holde fast i kærligheden ved at gøre “kæresteting”
Gå lange ture på stranden og tage til parmiddage, ligesom vi stadig rejser sammen. Nu er det bare i Europa, for jeg tør ikke være for langt væk hjemmefra, hvis der skulle ske noget.
Vi taler åbent om, at der kommer en tid, hvor Kurt skal på plejehjem.
Men jeg gruer for den dag. For jeg kan slet ikke forestille mig et liv herhjemme uden Kurt.
Han insisterer på, at jeg skal have lov til at finde kærligheden igen, når han ikke længere “er” her – men det er en svær tanke for mig overhovedet at tænke til ende.
Jeg elsker Kurt inderligt, og han mig.
Vores kærlighed er så dybfølt, så jeg holder stædigt fast i den, så længe det er muligt.
