Lars Christiansen afslører nyt job
Den tidligere landsholdsstjerne bliver en central del af håndbolddækningen på Viaplay.
En af dansk håndbolds største stjerner gennem tiden bliver ny ekspert på Viaplay. Lars Christiansen bliver en del af det hold, der skal dække EHF Champions League, som fra denne sæson kan ses eksklusivt på Viaplay.
Verdens bedste håndboldturnering for klubhold står for døren! Viaplay viser samtlige kampe fra både kvindernes og herrernes EHF Champions League, hvor seerne kan se frem til at se Mathias Gidsel, Sandra Toft, Emil Nielsen og alle de andre store, danske landsholdsstjerner i aktion.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Den tidligere danske landsholdsstjerne Lars Christiansen bliver ny mand i Viaplays voksende håndbolddækning, som udover Champions League også tæller Bundesligaen.
– Champions League er der, hvor håndbolden er allerbedst. Jeg har selv spillet et hav af kampe og flere finaler i den turnering. Det kan ikke blive større på klubniveau. Jeg glæder mig bare til at komme i gang, siger Lars Christiansen, der er tidligere dansk landsholdsspiller og medlem af Sportens Hall of Fame, i en pressemeddelelse.
Udover Lars Christiansen består ekspertholdet af den tidligere danske landsholds-playmaker Lotte Grigel og tidligere dansk mestertræner Christian Dalmose.
Lotte Grigel vender tilbage til Viaplay, hvor hun var ekspert fra 2022 til 2023, mens Christian Dalmose har været en fast bestanddel i dækningen i mere end 10 år.
– Vi har sikret os håndboldens fineste vare, og nu sætter vi et hold, der kan gøre den retfærdighed med faglighed, passion og indsigt, siger Rune Knudsen, sportschef på Viaplay, om de nye tilføjelser til Viaplays håndboldredaktion.
Med seks danske klubber repræsenteret, tre på herrer- og tre på kvindesiden, er det danske aftryk på årets turnering enormt.
De danske hold i årets turnering er på herresiden Aalborg Håndbold, SAH og GOG, mens det på kvindesiden er Odense Håndbold, Team Esbjerg og Nykøbing Falster Håndbold.
På kvindesiden starter turneringen den 5.-6. september, og herrernes starter den 9.-10. september.