Horoskop jomfru illustration

Jomfruen: Dagens horoskop

Jomfruen er født mellem den 24. august - 23. september. Jomfruen er et jordtegn. Læs videre her for at læse dagens horoskop for Jomfruen.

Interesserer du dig for astrologi og stjernetegn, kan du her på alt.dk dagligt læse et gratis horoskop. Dette horoskop passer til dig, hvis Jomfruen er dit stjernetegn. 

Uge 46: Her er dagens horoskop for Jomfruen

Mandag 9.11

Du befinder dig fortsat midt i en underlig og forvirrende tid fuld af misforståelser og forsinkelser. Tingene forløber ikke efter planen, og det kan der enten komme smukke, inspirerende øjeblikke ud af – eller en hel del frustration. Valget er dit.

Tirsdag 10.11

Gør, hvad du kan, for at skrue lidt ned for tempoet i denne uge. Noget i dig ville ønske, at du kunne suse derudad som vanligt, men det kommer man ikke ret langt med i øjeblikket. Lad visse ting forblive uafklarede for en stund, og brug i stedet energien på at kigge dit kontrolbehov efter i sømmene.

Onsdag 11.11

Hvis det føles, som om du render ind i en uendelig strøm af forsinkelser og sære benspænd, så frygt ej. Meget af det, der virker umuligt lige nu, løser sig helt af sig selv i et mere roligt tempo hen ad vejen.

Torsdag 12.11

Når du øver dig i at sætte farten ned, bliver der pludselig plads til at mærke efter på en ny måde. Prioritér afslapning over perfektionisme i dag.

Fredag 13.11

Selvom det tegner til at blive en anspændt weekend for mange, handler den for dit vedkommende først og fremmest om at få øje på de muntre øjeblikke, hvor selvhøjtideligheden holder fri. Weekendens energi er fuld af inspiration – hvis du vel at mærke formår at lægge din to-do-liste fra dig.

Lørdag 14.11

Sjov og ballade står sjældent øverst på din prioriteringsliste, men hvad med at vende det hele lidt på hovedet? Hvad med at nyde, før du yder, for en gangs skyld?

Søndag 15.11

Lad ikke andres dårlige humør æde dit overskud i dag. Hvis alle omkring dig virker anspændte, så træk stikket for en stund. Tag til træning, eller gå en tur i skoven, så du undgår at påtage dig ansvaret for stemninger, der dybest set ikke rager dig.