Steffen Berg er blevet far efter "Robinson"
Steffen Berg nyder i dag at være den kernefamilie, han altid har drømt om at få.
Steffen Berg vidste ikke, at han skulle være far, da han tilmeldte sig "Robinson" efter at have set et opslag, om at de søgte deltagere.
– Havde jeg vidst det, så havde jeg ikke tilmeldt mig i denne omgang, siger Steffen, der kun havde set en enkelt sæson, inden han spontant tilmeldte sig.
Artiklen fortsætter under videoen.
Da Steffen og kæreste Tascha fandt ud af, de skulle have et barn, gjorde de sig mange overvejelser om Steffens deltagelse i programmet.
– Vi skulle være sikre på, vi kunne klare det. Heldigvis har vi et rigtig godt bagland, der var med i til at støtte Tascha i de to måneder, jeg skulle være væk, forklarer Steffen og uddyber:
– Tascha var mega støttende i, at jeg skulle tage afsted. Den fælles overvejelse var, at så længe alt var godt ved det seneste jordemoderbesøg op til, så kunne jeg tage afsted.
Tascha var omkring fem måneder, da Steffen rejser til Malaysia, og det betyder også, at hun nu har født. Parret har fået en lille dreng, der har fået navnet Vester.
Som butikschef i Netto har Steffen arbejdet meget, men han har efter sin deltagelse i “Robinson” fundet ud af, at han vægter familielivet højere, end den titel, der står på brystet af Netto-skjorten.
– Jeg er begyndt at skære ned på, hvor meget jeg arbejder, så jeg arbejder et normalt timeantal og er begyndt at nyde det, jeg har omkring mig, slutter Steffen.
Hvordan Steffen klarer sig i "Robinson" kan du se hver mandag på TV3 eller Viaplay.