Kan man spise sig til flot hud? Det svarer eksperterne på
Denne trend hævder, at man kan spise sig til perfekt hud, hvis bare du spiser det rigtige. Men hvad siger ernæringseksperten og lægen til det?
Internet-trenden ’Eat your skincare’ fylder ret meget i mit feed på Instagram. Trenden går ud på, at du kan spise dig fra at skulle bruge hudplejeprodukter, hvis bare du spiser de rigtige fødevarer – på den rigtige måde. Med andre ord siger trenden, at du kan spise din hud smuk indefra og ud.
Det varierer, hvordan folk ’spiser deres hudpleje’. Der er alt fra hjemmelavede collagen-vingummier til retinol-gulerodssalater med ekstra jomfruolivenolie til ’hudpleje-platter’ bestående af sardiner, en avocado, nogle valnødder, en ordentlig skive rå løg og en enkelt dadel. Influencerne hævder, at det er naturens egen botox.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev revet en smule med af denne trend, da jeg så den første gang. Når smukke kvinder med den glatteste og mest skinnende hud siger, at hemmeligheden bag deres smukke hud, er den mad, de spiser, så bliver min interesse vakt.
Men kan man virkelig spise sig til flot hud? Det har jeg spurgt ernæringsekspert, Stina Dannerfjord, og læge og ph.d. i dermatologi, Cæcilie Johansen, om.
Kost og hud
Selve ideen om at man spiser en vifte af forskellige fødevarer, som skal supplere og understøtte hinanden, kan både Stina Dannerfjord og Cæcilie Johansen sagtens se fornuften i. Det er nemlig også dét, der er hensigten med Sundhedsstyrelsens kostråd, men påstandene om at visse fødevarer alene har en indflydelse på huden i ansigtet og forbedrer den, er de enige om, kræver en dybere forklaring.
Stina Dannerfjord fortæller, at fødevarers påvirkning i første omgang kommer an på dit udgangspunkt.
– Hvis du spiser junkfood og har en generelt dårlig kost eller drikker mange energidrikke, er det stressende for kroppen. Når kroppen bliver udsat for responser som for eksempel stress, dårlig søvn og dårlig kost, kan det komme til udtryk i huden. Hvis du ændrer din kost, vil det derfor højest sandsynligt også have en positiv effekt på din hud, siger hun og understreger samtidig, at der ikke er nogen garanti for, at der sker en udseendemæssig ændring – og heller hvor stor ændringen vil være – men at din huds sundhed generelt vil opleve en positiv ændring.
Cæcilie Johansen mener, at det er mere kompliceret end som så.
– Der er nogen, som får urealistiske forventninger til, hvad de kan spise sig til, når der kommer trends som ’eat your skincare’. Men overordnet set er jeg enormt begejstret for at se, at der er kommet et fokus på at spise sunde fødevarer og en varieret kost, for det er en vigtig del af et sundt helbred generelt – herunder huden. Men man kan ikke nødvendigvis spise sig til, at huden fugter sig selv bedre. Der skal oftest også en smule hudpleje til, slår Cæcilie Johansen fast.
Målrettede næringsstoffer?
Stina Dannerfjord fortæller, at det er svært at sige noget isoleret om huden i ansigtet, fordi huden er kroppens største sammenhængende organ. Men hudens sundhed kommer også indefra, og netop derfor kan en varieret kost samt fisk eller fiskeolie være med til at forbedre huden indefra.
– Det er enormt svært, dyrt og komplekst at skulle lave et studie om folks kostvaner og effekten af dem, så der er ikke lavet mange af dem. Derfor kan man ikke sige; ’du skal bare spise en dåse sardiner hver tredje dag, og din hud i ansigtet bliver perfekt’. Det er der ingen, der kan sige med understøttende evidens, siger Cæcilie Johansen.
Men alligevel giver det mening at spise fed fisk et par gange om ugen for at få dækket kroppens behov for omega-3 fedtsyre, fortæller både Stina Dannerfjord og Cæcilie Johansen. De bekræfter begge, at trenden derfor heller ikke er helt hen i hampen, for den sætter fokus på noget, som mange danskere godt kunne lære af; at spise mere varieret.
– Det er altid en god idé at spise en varieret kost, der indeholder forskellige næringsstoffer. Det er nemlig dér, at næringsstofferne kan gå ind og understøtte hinanden. Man ved for eksempel, at kalk og D-vitamin går hånd i hånd. Ligesom der er nogle mineraler og fedtsyrer, som understøtter og supplerer hinanden, så vi får den bedste optagelse af de forskellige næringsstoffer, vi spiser og har brug for, siger Stina Dannerfjord og understreger samtidig, at det ikke er det samme som, at man kan spise én fødevare med et bestemt formål om, at næringsstofferne skal ’gå i ansigtet’. Det kan man ikke. Næringsstofferne vil gå derhen, hvor behovet er, og man kan derfor ikke målrette næringsstofferne, siger hun.
– Man kunne lige så godt kalde trenden for ’Eat your cardio-metabolism’, men det er bare ikke lige så sexet eller clickbaitagtigt som ’Eat your skincare’. Det bliver en smule fordummende, at der er et ensidigt fokus på, at det er huden i ansigtet og det ydre, som fødevarerne skal forbedre – for det er lige så gavnligt for, hvad der foregår inde i kroppen, hvis ikke endnu mere, at du spiser varieret, siger Cæcilie Johansen.