Søren har lagt mærke til især én type på cykelstierne: ”Hvorfor skal han absolut køre ræs lige nu?”

Jørgen har haft en dårlig dag.

Måske har du brokket dig over, at han stadig ikke har klippet hækken, måske havde jeres børn igen glemt at sætte deres beskidte service i opvaskemaskinen, måske er kollegerne fra compliance-afdelingen i den mellemstore it-virksomhed bare ekstra ududelige og dovne for tiden. 

Eller, måske er Jørgen omsider nået til det punkt i de fleste mænds liv, hvor den sidste af ungdommens drømme om vildskab er bristet, og vi nu må indse, at voksenlivet alligevel ikke har tænkt sig at byde på meget andet end et fornuftigt parcelhus, et par utaknemmelige unger og en kone, der ikke længere ser på os med helt så meget begær i blikket.

Det er egentlig også lige meget. For Jørgen har en racercykel. En Canyon Aeroroad CFR Di2 til 70.000 kroner. Lavet af højteknologisk kulfiber importeret direkte fra det ydre rum og med en samlet vægt på omtrent 247 gram i medvind. 

Cyklen er Jørgens tohjulede boksepude, hans sidste maskuline frirum, den eneste, der efterhånden forstår ham i denne verden. Det er i sadlen, Jørgen iført det helt rigtige lycratøj fra Pas Normal vender vreden, frustrationen og skuffelsen ud mod os andre. 

Racercyklen gør ham til det hurtigste og farligste dyr på cykel-savannen og os andre til langsomme elefanter og distræte zebraer, der blot fortjener at blive ædt. Det er Jørgen og cyklen mod verden. Og de har fart på.

Han lægger sig lige bag mig i eftermiddagstrafikken. Forhjul mod baghjul. Jeg er for længe om at trække ind, min egen gamle cykel er alt andet end hurtig og manøvredygtig, men Jørgen har ingen ringeklokke til at advare mig med. 

Den slags oldtidsmekanik koster dyrebare nanosekunder på tiden. Man kan heller ikke få aerodynamiske ringeklokker. Ergo, må vi andre få rumpen med os, når Jørgen kommer blæsende bagfra.

Jeg forstår ikke, hvorfor han absolut skal køre ræs lige nu. Find dog en forladt landevej eller en rigtig cykelbane. Københavns cykelstier er i forvejen et trafikalt masseslagsmål af gamle damer på hurtige elcykler, underbetalte fastfoodbude på osende scootere og trætte klummeskribenter på tonstunge citybikes. Det overlader ikke meget plads til Jørgens Giro d’Myldretid.

Men det rager ham. Han nærmer sig topfarten, snart rammer han the state of flow, som de unge kalder det, når det hele bare kører, og tid, sted og andre dimensioner flyder sammen. Færdselsregler og andre trafikale hensyn sættes ud af spillet, røde lys og vigepligt forsvinder i horisonten. 

Overhalinger indenom bliver til absolutte nødvendigheder, og børn og andre bløde trafikanter acceptable ofre for Jørgens jagt på en ny personlig rekord. Alle kneb gælder i lycrakrigerens kamp for de afgørende sekunder.

Jørgen når hjem. De hårde såler på cykelskoene siger klak-klak-klak på asfalten i indkørslen. Han tørrer sveden af panden, tjekker sit Garmin Fenix 8Pro smartwatch til 9.000 kroner og noterer, at han har høvlet halvandet sekund af tiden.

Men glæden er kort. Køkkenet flyder med ungernes opvask, og hækken synes stadig at vokse i den modsatte retning af begæret i konens blik. 

Men i morgen er der heldigvis en ny dag. En ny rute i eftermiddagstrafikken, der skal besejres. En ny krig, der skal vindes.

LÆS OGSÅ

Sagde farvel til Karina: Nu forklarer Rasmus valget

Selvom Rasmus sagde farvel til Karina i programmet, har de holdt kontakten, og sidenhen er relationen vokset til et venskab.