Kvinde sidder med kaffekop foran fortelt ved campingvogn på grøn plads.
Gitte har oplevet flere optagelser til Sommerdahl fra hendes og mandens skønne plet tæt ved vandet på Helsingør Campingplads.

Gitte har fulgt optagelserne til ”Sommerdahl” tæt fra campingpladsen i Helsingør: ”Jeg har ædt det råt”

Helsingør fylder 600 år som købstad i år, og i gaderne lever mordgåderne videre. TV 2’s populære krimiserie Sommerdahl har gjort byen kendt langt ud over landets grænser, og turister stopper jævnligt op for at fotografere steder fra serien. På campingpladsen har fastliggeren Gitte fulgt optagelserne på helt tæt hold.

hjemmet logo farve

Når solen skinner over Kronborg, og der bliver solgt is på stribe i Brostræde, er der ikke meget krimi over Helsingør. Tværtimod ligner byen den hyggelige danske købstad, der i år fylder 600 år – med den smukkeste udsigt over Øresund.

Og alligevel lurer mordgåder og lokale intriger overalt i byen, for TV 2's populære krimiserie Sommerdahl bliver som bekendt optaget i Helsingør. Serien er solgt til mere end 90 lande, og det kan mærkes i gaderne. Turister stopper pludselig op og finder mobilen frem for at fotografere en firmabygning – fordi den i serien fungerer som politistation.

Mørk kontorbygning på gadehjørne i Helsingør med gående fodgængere foran.
I virkeligheden er politistationen i Sommerdahl en firmabygning. Den ses kun udefra i tv-serien, og selv om det kun er bygningens fa - cade, der bruges til udendørssce - nerne, går mange turister hen for at se bygningen og tage billeder af den. Handlingen inde fra politista - tionen foregår et andet sted.

På Helsingør Campingplads er der optaget flere episoder til Sommerdahl. Her har Gitte Valbo fra Kalvehave oplevet optagelserne fra første parket to gange, da hun og manden har haft deres campingvogn stående fast her i mere end 15 år. Det var rigtig sjovt, synes hun.

– Jeg elsker alt med teater og er instruktør i vores amatørteater derhjemme. Så jeg har ædt det råt. At se alle de rekvisitter, de sætter op – de gør et kæmpe arbejde. Og det har været rigtig sjovt at blive klogere på, hvordan det hele foregår, siger Gitte.

Byens første iskiosk

Man kan dufte sig vej til Helsingørs kendte issted, Brostræde Is, for vaflerne her er hjemmebagte, og vaffeldejen er lavet efter en gammel opskrift fra den familie, der først ejede Brostræde Is i tre generationer. Brostræde Is' historie går helt tilbage til 1922, og stedet er stadig et familieforetagende, for i 2020 blev det overtaget af Lise og Linn Bertram, der er mor og datter. Ishuset er nærmest en institution i Helsingør og kendt som byens første og ældste iskiosk. Strædet har i øvrigt fået sit navn, da der ud for Brostræde engang lå en offentlig skibsbro. Brostræde 2G, 3000 Helsingør

Hun afslører, at ikke alt sommervejr er Sommedahl-vejr.

– Solen skinner altid i Sommerdahl, siger man, og en dag regnede det så meget, at de måtte aflyse. En anden dag optog de hende, der blev dræbt, lige hernede – de dækkede et telt helt til med sort plastik, så det så ud som om, det var nat, fortæller Gitte.

To personer står foran en rød bygning på en campingplads med cykler parkeret ved siden af.
Ved de første optagelser fik Gitte taget en selfie med skuespiller Peter Mygind. Bagefter blev ølreklamen på væggen bagved skiftet ud med et ”Helsingør Camping”-skilt af hensyn til serien, og der blev malet palmer på trævæggen, som også kan ses endnu.

Filmholdet fik lov til at sætte køletasker, lamper og andet grej i hendes og mandens fortelt. Og de var alle så søde, synes hun.

– Det var smadderhyggeligt. Peter Mygind satte sig også og drak kaffe hos mig, og han er den mest behagelige mand. Han er bare Peter. 

Gitte var med glæde også statist i serien.

– Jeg og nogle andre kvinder skulle sidde ved campingvognen og drikke kaffe af tomme kopper og lave hyggestemning i baggrunden, fortæller hun.

Strandgæster på sandstrand med sejlbåde på roligt hav i baggrunden
Gummistranden hedder egentlig officielt Grønnehave Strand og er en af Helsingørs populære, bynære strande. Den fik sit sjove kælenavn, da gummistøvlefabrikken Tretorn fra 1930'erne og frem til 1973 lå tæt på. Efter sigende lugtede stranden dengang af gummi. Og Gummistranden er endnu et skønt spot, der er med i Sommerdahl, som også er et badebesøg værd. Her er lavt og børnevenligt vand. ✤ Strandpromenaden, 3000 Helsingør.

På campingpladsen er der tit gæster, der spørger om vej til seriens steder i byen, så de kan gå hen og se dem. Gitte hjælper dem gerne og elsker også selv at være her på Helsingør Campingplads.

– Det tager kun et lille kvarter herfra at gå ind til byen. At gå rundt om Kronborg om morgenen er fantastisk. Og noget af det bedste, jeg ved, er at sidde uden for campingvognen om morgenen med min kaffe og kigge ud over Øresund.

Indendørs street food-marked med sofaer, boder og farvede lamper i loftet.
I Sommerdahls første sæson blev der begået et mord på Værftet, og senere i serien bliver der også spist på Værftets Madmarked - også kaldet ”Elsinor Street Food”. I virkelighedens verden er Værftets Madmarked et usædvanligt stemningsfuldt og hyggeligt streetfoodsted, som med sine retter fra mange lande til rimelige penge klart kan anbefales. Navnet ”Værftet” henviser til, at blandt andet spisehallen er i de gamle bygninger fra Helsingør Skibsværft, der sendte skibe ud i hele verden fra 1882 til 1983. Nu bliver de charmerende og rå værftshaller brugt til meget forskelligt. Blandt andet også Værftsmuseet, der fortæller historier fra 100 år med Helsingør Værft som den største arbejdsplads i byen. I en anden værftshal er der blandt andet koncerter og teaterforestillinger – og det er også her, TV-sangkonkurrencen X Factor's Five Chair Challenge bliver afviklet. ✤ Værftets Madmarked, Ny Kronborgvej 2, 3000 Helsingør.

Gå i Sommerdahls fodspor

Værftshallerne, Gummistranden, Nordhavnen, Badebroen, Marienlyst, Klosteret og Kulturværftet. TV-serien Sommerdahl har gjort masser af spots i Helsingør kendte. Helsingør Kommune har lavet en folder, der viser, hvor mange af stederne ligger. Hvis du googler ”Gå i fodsporene på Sommerdahl”, kommer guiden op som pdf på nettet, og den ligger også i papir på mange diske i byen.