Anne Hjernøe: De ord skal vi turde sige til mennesker i sorg

Det var først, da Anne Hjernøe begyndte at skimte lyset igen, at det gik op for hende, hvor dårligt hun i virkeligheden havde haft det.

– I begyndelsen var sorgen allestedsnærværende og konstant. Først da den begyndte at lette lidt og ramme mig et par gange om dagen i stedet for at være tilstede hele tiden, begyndte jeg for alvor at lægge mærke til den, og til hvor meget den krævede af mig, fortæller hun.

– Indtil da forstod jeg slet ikke, hvor dårligt jeg i virkeligheden havde haft det, og at jeg havde befundet mig under sådan en stor, tung og uafrystelig sky siden hans død.

Erkendelsen faldt sammen med, at foråret og lyset vendte tilbage.

LÆS OGSÅ

Viktor Axelsen efter skilsmissen: Bebrejder sig selv

Badmintonstjernen Viktor Axelsen åbner nu op om den svære skilsmisse.

Forfatter og tv-vært Anne Hjernøe mistede sin mand gennem 30 år, Jens Folmer Jepsen, i oktober 2024. Han døde efter et kort kræftsygdomsforløb. Og han døde, netop som efteråret fik fat, løvet falmede, og mørket begyndte at lægge sig over landet. Det føltes på alle måder som en slutning og en afsked. Og Anne Hjernøe har fortalt om den afsked og om sorgen, der fulgte, i de to tv-udsendelser ’Anne og sorgen’ på DR.

Nu vil hun gerne fortælle historien om det, der kom efter. Om lyset, der stille, men sikkert indfandt sig igen sammen med foråret, glæden, der så småt begyndte at boble frem. Og om en ny og dybtfølt taknemmelighed for livet. Fordi hendes mand ikke fik mulighed for det. Og fordi hans død viste hende, hvor skrøbeligt livet er.

– Jeg er begyndt at lære at leve med sorgen. Og i den procces har jeg lært noget om dens natur. Om hvad vi kan stille op med den, og hvad vi ikke kan stille op med den. De erfaringer vil jeg gerne dele med andre, siger Anne Hjernøe.

Derfor har hun skrevet bogen ´Hvis jeg kan gøre noget’. En personlig og meget ærlig håndsrækning til mennesker i sorg. Og til deres pårørende.

Sorg kan aldrig sammenlignes

– Det er ikke fordi, jeg tror, der findes én måde at sørge på. Tværtimod, så har jeg virkelig forstået, at sorg ikke kan sammenlignes, selvom vi er meget tilbøjelige til at gøre lige netop det. Vi vil gerne fikse den, der sørger, så vi spejler og byder ind med vores egne erfaringer. Men vi skal ikke gøre os kloge på, hvordan andre sørger. På hvad de mærker og går igennem. For vi aner det ikke! Og det stopper enhver samtale, siger Anne Hjernøe.

– Det, vi i virkeligheden skal turde sige, er, at vi ikke ved, hvordan den sørgende har det. At vi måske ikke engang ved, hvad vi skal sige til dem. Men at vi vil lytte og stille os til rådighed for dem, hvis de har lyst til at fortælle os, hvad det er, de oplever og mærker.

Det med at stille sig til rådighed er vigtigt på flere parametre, fortæller Anne Hjernøe.

– Noget af det, der hjalp mig mest, var de mennesker i mit liv, der i stedet for at spørge mig, om de kunne gøre noget, bare gjorde noget. Gode venner, der gav mig besked på at komme til middag. Lidt som en ordre. Eller min søster, der meddelte, at nu kom hun og min mor for at luge ukrudt, så vi sammen kunne hive skvalderkål op af min have, siger hun.

Det handler om at se efter, hvor man kan hjælpe til med praktikaliteter i hverdagen. Komme forbi med et middagsmåltid, slå en græsplæne, støvsuge, hente et barn fra fodbold. Alt det, der føles uoverskueligt.

– Det er så vigtigt, at folk rækker ud og siger: nu gør vi det eller det, i stedet for at de siger, at de står klar, når man selv er klar eller har fået overskud. For man har jo netop ikke det overskud, der skal til for at række ud.

Anne og Folmer mødte hinanden på indspilningen af en musikvideo med Michael Falck i 1993. Han var instruktør og hun medvirkede som den ’unge og yndige’ kvinde, der skulle fange Falcks interesse. De forelskede sig hovedkulds i hinanden og købte et smukt gammelt hus i Åbyhøj i Århus, hvor de inviterede mennesker på langbordsmiddage og til fester. I 2002 fik de datteren Camille. Og knap to årtier efter deres første møde, giftede de sig ved et ’run-away-wedding’ på et rådhus i New York.

– Da jeg kom tilbage til huset efter hans død, var der en enorm tomhed, samtidig med at han var i alle rum og hjørner. Selv om vi faktisk ikke var et særligt sammenfiltret par og havde hver vores travle arbejdsliv, så var det meget tydliget, at jeg skulle finde en ny måde at være i huset og tilværelsen på, siger Anne Hjernøe

Vejen viste sig at gå gennem naturen og kreativiteten.

– Det var virkelig lang tid siden, jeg havde malet noget som helst, men jeg faldt over vores datters akvareller og tænkte, nu sætter jeg mig lige ned og maler. Det var noget af det bedste, jeg kunne have gjort for mig selv.

– Pludselig var der gået tre timer, hvor sorgen ikke helt på samme måde havde tag i mig, men jeg havde været i mine hænder og på papiret og i alle mulige farver i stedet for at være oppe i mit hoved hele tiden. Efterfølgende har jeg lært af en af de eksperter, jeg har talt med til bogen, at det simpelthen sænker stressniveauet, når man laver de her kontinuerlige bevægelser. Der er noget beroligende og lindrende ved de samme bevægelser – de gentagne penselstrøg.

Anne Hjernøe lærte også noget andet.

– Jeg har aldrig været ret god til at dyrke noget, der ikke skulle udkomme eller have et målbart resultat. ’Til at gøre noget unyttigt’, som Dronning Margrethe engang opfordrede os til i en nytårstale. Men jeg forstod værdien i det efter Folmers død. Og i dag går jeg troligt til akvarel hver mandag og sidder og maler i flere timer.

Haven og naturen fik også en ny betydning for Anne Hjernøe.

– Jeg har altid følt et kæmpe tilhørsforhold til naturen. Men jeg mærkede alligevel en ny længsel efter den. Jeg tror, det handler om et behov for at grounde. For at mærke græsset under bare fødder, lyset i ansigtet. Vind og vejr. Jeg gik lange og mange ture. I skoven. Og rundt om søen.

– I flere lande udskriver man natur på recept. Og alle undersøgelser viser, at ophold i naturen dæmper angst, depression og stress. For mig var det helt intuitivt, at jeg skulle mere ud i den. Men jeg tror, at hvis man ikke har det sådan intuitivt, så skal man alligevel helt bevidst prøve at få sig selv derud. Der er en enorm effekt at hente.

Hvor mange skal man være om et bord?

Anne Hjernøe er blevet i huset, de to købte sammen. Men hendes mand er ikke på samme måde til stede i det, som han var i tiden umiddelbart efter hans død.

– Sorgen har lært mig, at du simpelthen skal mærke efter, og så skal du gøre tingene, når det føles rigtigt. Og det der med at smide sin mands tøj ud, det kommer aldrig til at føles rigtigt. Men jeg nåede bare til et sted, hvor jeg havde brug for det. Det er vigtigt, at de meningsbærende ting bliver tilbage. Den kunst, han købte. Hans stol med fåreskindet ved spisebordet, som Camille og jeg stadig ikke sætter os i. Yndlingssweatre. Men alt skal ikke blive. For han er her jo ikke længere.

Jens Folmer Jepsen var en mand, der samlede mennesker om familiens langbord i Åbyhøj. Kunstnere, arbejdskolleger, gode venner og familier. Anne Hjernøe lavede maden. Og elskede alle aftenerne. Latteren, samtalerne, festen.

– Men det er gået op for mig, at jeg nok mere er en 4-persons, max 6-persons-middags-type. Jeg synes, det er superfestligt at være 12. Men jeg kan faktisk bedre lide mindre selskaber, fordi jeg er et helt ekstremt kommunikerende menneske og helst vil i dybden med folk, jeg er sammen med.

Sådan ændrer livet sig efter døden. Man finder ind i nye rytmer. Samtidig med, at det, der var, bliver ved med at dukke op.

– I begyndelsen gav det lidt et gib i mig, når en af de sweatre, Camille og jeg gemte af Folmers, pludselig dukkede op i vaskekurven. Nu synes jeg, det er virkelig dejligt og megahyggeligt at støde på dem. Når Camille har en på eller der dukker en op i tøjvasken.

For Anne Hjernøe giver det også god mening, at Jens Folmer Jepsen stadig er en del af hendes og familiens årshjul.

Han døde i efteråret for to år siden. De har været gennem de svære årsdage to gange nu. Jul, fødselsdag og dødsdag. De har langsomt, men sikkert fundet en rytme i savnet.

– Et af de bedste råd, jeg fik efter Folmers død, fik jeg af en præst, som rådede mig til at samle et hold, vi kan mindes ham sammen med. Men at det kun skulle være de allernærmeste, dem der bliver ved med at savne og mangle ham med samme kraft, siger Anne Hjernøe og forsætter.

– Vi samles om hans fødselsdag og om hans dødsdag. Og selvom Folmer havde virkelig mange og gode venner, er vi kun en helt lille flok. Mig, hans børn og hans søstre.

Det er den lille gruppe, der altid vil skabe plads i kalenderen til det. Fordi han altid vil mangle på netop de to dage hvert år.

– Folmer ville virkelig gerne have haft et sidste forår med. Det fik han ikke. Og det gjorde ondt. Men jeg fik lov at opleve foråret og det bragte lyset med sig. Og også en dyb taknemmelighed. Over at han var her. Over alt det vi delte, oplevede og havde sammen, siger Anne Hjernøe.

– Jeg tror aldrig, at jeg har taget livet for givet, men hans død har vist mig hvor skrøbeligt det er, og givet mig en langt større taknemmelighed for det. Jeg mærker i den grad, at jeg er i live. 

LÆS OGSÅ

Lotte Freddie og Bente Scavenius har hver et vigtigt kærlighedsråd

Relationer er vigtige for at holde én i live, men det er ifølge veninderne Lotte Freddie og Bente Scavenius vigtigt også at være selvstændig – især når det gælder en kærlighedsrelation.