Keramik på hylder og mennesker, der samles ved udendørs boder i solnedgang.

Keramik, lækker mad og en tankevækkende udstilling: Her er 3 ting, du bør opleve lige nu

ALT for damernes journalist Julie Nolsöe glæder sig til at besøge et stort keramikmarked under egetræerne og til at smage sig frem på madfestival. Og på en regnvejrsdag skal hun på museum og se en tankevækkende – og muligvis frustrerende – udstilling.

ALT for damerne logo

Museum: Stædige køndynamikker 

Illustreret teaterplakat med røde gardiner, et ben i rød hæl og hvid tekst.

”Det var en anden tid” hedder den tankevækkende udstilling på STORM museet, hvor der bliver sat lys på, hvordan humor gennem 125 år har formet kvinderoller og magtstrukturer i dansk scenekunst. Jeg glæder mig til at lade mig både fascinere og forarge, og til at blive klogere på, hvordan humor har været med til at skjule og normalisere sexisme. 

”Det var en andentid”, til 29. november, Frederiksbergmuseerne.dk

Marked: Keramik i det fri 

Keramikboder med kopper og vaser arrangeret på et bord foran en træreol.

Som hobbykeramiker (med kraftigt tryk på hobby) bliver jeg meget inspireret af, hvad andre formår at frembringe med deres hænder og en klump ler. Derfor ser jeg frem til at besøge Museum Jorn i Silkeborg, som afholder et stort keramikmarked under egetræerne i museumsgården. Her kan man beundre og købe kunsthåndværk skabt af 50 keramikere fra hele Danmark, og jeg håber at gå derfra med nye idéer og et stykke kunst. 

15. og 16. august fra kl. 10-16, gratis adgang, Museumjorn.dk.

Madfestival: Copenhagen Cooking 

Mennesker sidder ved borde og spiser ved en travl havnepromenade i aftensol.

Fra den 21.-30. august inviterer madfestivalen Copenhagen Cooking hele byen til bords, når byens restauranter, producenter og madentusiaster fejrer dansk gastronomi. Festivalen finder sted over hele byen, men der er også en festivalplads på Flæsketorvet i Kødbyen, hvor jeg sammen med et hold venner vil udforske alt fra musikbanko til talks, smagninger og meget mere. I år er festivalens hovednavn æblet, som vil komme til sin ret i alverdens udgaver, og det lyder bare lækkert, synes jeg! 

Se hele programmet på Copenhagencooking.dk

Julie Nolsöe

Journalist på Alt.dk. I sin fritid afprøver hun nye spisesteder, laver hygge-boganalyser og spiser kage med sin bogklub, og øver sig i at lave keramik. Hun er 33 år og bor i en landsby i Nordsjælland sammen med kæresten Emil.