Sanne Søndergaard fik skæld ud, når hun blev vred på sine mobbere – nu har hun indset især én ting

Det var en naturlig reaktion for Sanne Søndergaard at blive vred, da hun blev skubbet rundt mellem drengene i skolegården. Men reaktionen fra den lille blonde, fregnede pige faldt ikke i god jord.

– Lad være med det der. Lad mig være. Sådan sagde hun til at starte med. Men når drillerierne blev ved, måtte hun ty til andre metoder.

– Det blev ikke respekteret eller anerkendt, når jeg sagde fra. Jeg blev slået ret meget af drengene, da jeg gik i skole, så jeg lærte bare at slå igen. Og der blev det tydeligt, hvor forskellige forventninger der var til kønnene.

Når drengene kørte på hende både fysisk og psykisk, så var reaktionen, at det var naturligt at slå som dreng. Drenge er jo drenge, sagde lærerne – det kunne man ikke gøre noget ved. Men så snart Sanne gav igen, så holdt alle vejret i lokalet.

– Når jeg blev vred på dem, der mobbede mig, så sagde min lærer til mig, at nu var det nok med mig, og at jeg skulle holde op med at opføre mig urimeligt. Men så blev jeg endnu mere rasende. Den udskamning er jeg blevet mødt med lige siden.

Sanne er godt klar over, at hun var et udadreagerende barn. Hun var stædig og blev ved med at sige fra. Hun råbte, smed med tingene og slog tilbage. Igen og igen blev hun hevet ud til samtale med læreren, smidt udenfor døren og fik utallige skideballer. Hun blev stemplet som et besværligt barn.

– Selvfølgelig skal man ikke slå og sparke, altså jeg skulle have haft en sund måde at håndtere min vrede på. Men jeg blev ikke mødt i den, den blev ikke anerkendt. Jeg fik bare at vide, at jeg var forkert. At min reaktion på de her oplevelser retfærdiggjorde selve oplevelsen.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Det ligger til familien

– Jeg tror, at jeg intuitivt havde en god fornemmelse for, hvornår jeg burde blive vred. Og det er jo en naturlig reaktion at blive vred, når man oplever noget grænseoverskridende, som jeg konstant gjorde, da jeg var barn. Men det var kun min mor, der gav mig lov til at reagere naturligt.

Sanne er vokset op i en familie, hvor særligt mændenes følelser blev udtrykt klart og tydeligt. Tabte man i sport eller spil, var det helt naturligt at råbe højt eller slå hårdt i bordet.

– Hvis tingene ikke gik deres vej, hvis bilen f.eks. ikke ville starte, så reagerede man. Næsten alle mænd i min familie har på et tidspunkt sat hånden igennem en væg eller rude. Det var bare normaliteten. Det er jo grotesk, at vi accepterer så voldsomme vredesytringer fra mænd, når en kvinde blot skal hæve stemmen for at blive stemplet som hysterisk.

Tidligt kunne Sanne spejle sig meget i mændene i hendes familie og deres måde at udtrykke følelser på, og når hun reagerede ligesom dem ved at udvise sin vrede. Det kunne hendes mor godt rumme, imens hun i resten af familien og i skolen blev set skævt til.

På egen banehalvdel

Men den modstand, hun mødte, når hun udtrykte sin vrede, betød ikke, at hun stoppede. Da hun i starten af sine 20'ere studerede på Journalisthøjskolen, indså hun en dag, at det måske ikke altid var så hensigtsmæssigt at reagere på vreden, sådan som hun havde gjort hidtil.

– Jeg sad med en medstuderende, som blev ved med at sige, at jeg ikke kunne finde ud af det, vi lavede. Han blev ved med at snakke ned til mig, og det triggede fuldstændigt et eller andet i mig.

Sanne blev rasende. Hun rejste sig op og råbte, at nu gad hun ikke høre på ham længere. Så fór hun ud af lokalet og smækkede døren – eller forsøgte i hvert fald på det.

– Det viste sig, at det var en branddør, så jeg kunne ikke smække den. Jeg følte mig så dum. Der gik det op for mig, at jeg ikke kunne reagere på den måde.

De næste år skete der meget i Sannes liv. Hun startede i terapi, læste bøger, fik en større indsigt og forstod, at det var et strukturelt problem hun stod overfor, som var større end bare hende.

– Jeg indså også, at jeg personligt var nødt til at lære at styre, hvordan jeg reagerer udadtil, for at blive stemplet som hysterisk får ikke ligefrem nogen til at lytte til, hvad man siger. Samtidig begyndte jeg at dyrke min humor og lave comedy, og jeg fandt ud at, at jokes er én ud af mange måder, jeg kan lade være med at flippe ud. Andre måder er at gå min vej, stirre tavst på dem, roligt bede dem gentage, sige ”sådan skal du ikke tale til mig” i et køligt tonefald og endelig at råbe stop – som jeg f.eks. har gjort, hvis nogen fysisk har lagt hånd på mig.

Selvom Sanne nød at optræde som komiker og bruge humoren som udløb for den vrede, hun havde opbygget i takt med, at hun havde tillært sig mere og mere feministisk viden, så var det ikke et nemt sted at være.

– Jeg oplevede stand-up-branchen som enormt led og sexistisk på det tidspunkt, og selvom jeg elskede at lave det, så kunne jeg til sidst ikke være i det mere. Jeg brugte meget energi på at sige fra, og jeg blev hurtigt stemplet som hende den sure kælling.

Ligesom Sanne indså den dag på Journalisthøjskolen, måtte hun vende sig om og gå sin vej. Selvom det piner hende, at hun måtte trække sig fra noget, hun egentlig var rigtig glad for, så er det sådan, hun håndterer sin vrede bedst, har hun fundet ud af.

– Når man sætter en grænse, er det jo egentlig noget, man sætter for sig selv. Man kan sige, at jeg vil ikke være med til det her, og hvis det ikke stopper, så gør jeg sådan her. Man kan ikke tvinge folk til at gøre noget andet – det er kontrol. Man må blive på egen banehalvdel.

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”