Må jeg godt slå op med min manipulerende mor?

Forleden modtog jeg en mail fra min mor om hendes forestående 75-års fødselsdag. Her ”inviterede” hun mine søskende og mig til at planlægge og afholde hendes fødselsdagsfest. Mad, gæster, lokation og koordinering ville det være vores ansvar at tage os af. 

Hun insisterede på, at festen skulle holdes i naturen, og vi havde tre uger til at få det hele på plads. Min første tanke var: Det kan man ikke bede sine børn om, det ville jeg aldrig byde mine egne børn. 

Men samtidig var det også så typisk min mor. Hele mit liv har jeg oplevet, at der konstant har været larm omkring hende, og at hendes behov altid kom først. Hun skulle reddes, støttes, lyttes til eller hjælpes som her – og vi børn havde bare at træde til.

Jeg har altid længtes efter en almindelig familie, hvor man kunne være sammen uden drama. Men mine forældre lå altid i splid med deres familier, og jeg selv voksede op som mellemmand mellem mine forældre og alle deres konflikter. 

Jeg trøstede, mæglede og forsøgte at få dem til at forstå hinanden. Jeg var barnet, men fik altid rollen som den voksne. Når jeg senere har sagt til min mor, at jeg savnede en mor, der tog sig af sine børn, var svaret: "Sket er sket, sådan var det." 

Efter skilsmissen fra min far flyttede min mor i kollektiv og kaldte det begejstret for sin nye fantastiske familie. Men samtidig beklagede hun sig over, at hun så for lidt til os børn, hun tog dog aldrig selv initiativ til, at vi skulle ses.

Nu står jeg så med en fødselsdag, der føles som endnu et symbol på vores relation. Hvis jeg siger ja til at arrangere den, fortsætter jeg et mønster, hvor jeg tilsidesætter mig selv for min mors skyld og luner. Hvis jeg siger nej, risikerer jeg konflikt, bebrejdelser og dårlig samvittighed. 

Sandheden er, at jeg ikke bare har lyst til at sige nej til festen – jeg overvejer virkelig at bryde kontakten med min mor. Men hvordan gør man det med et menneske, man hele livet har følt sig ansvarlig for? Har du et råd?

Vibeke Dorph råder læseren til, at tænke på sig selv

Når jeg læser din her stærkt forkortede mail, så virker det til, at din godt nok barnagtige og egoistiske mor har været rigtig dygtig til at indkode de dyder i dig, hun selv så åbenlyst mangler. 

For du virker jo til at være blevet til et både ansvarligt, samvittighedsfuldt og fornuftigt menneske. De dyder har du sikkert alt for tidligt i dit liv måtte tilegne dig, fordi dine forældre opførte sig så egoistisk og barnagtigt. 

Du har skullet lytte og tage dig af, løse problemerne, og det er blevet taget for givet, at du gjorde det og åbenbart også, at du fortsat gør det. 

For det er da noget af en mundfuld at blive pålagt at stå for at arrangere og afholde sin mors fødselsdag, hun lyder rask og rørig, så det må hun da selv kunne stå for.

Det vil jeg derfor råde dig til at gøre din mor klart, men det er sikkert lettere sagt end gjort for et menneske som dig, der jo er så vant til at skulle tage ansvar og få pålagt en ufortjent dårlig samvittighed. 

Vær dog glad for, at du til forskel for din mor kan føle ansvarlighed og samvittighed overfor dine nære, det er et smukt træk ved dig, men øv dig i ikke at lade dig misbruge og ødelægge af samme fine træk. 

Det kan du øve dig i ikke at blive ved at indse, at skal du absolut have kontakt til din mor, så skal du begynde at omgås hende langt mere diplomatisk. Se hende, som det, hun er; Et menneske, der konstant vil forsøge at manipulere dig med sine følelser for at få sin vilje.

Den type mennesker omgås man bedst ved netop at feje alle følelser væk og i stedet opføre sig særdeles konkret. Sig til din mor, at vil hun holde en stor fest, så dukker I op i højt humør, men hun må selv stå for at arrangere den. 

Kan hun ikke overskue det, så kigger I gerne forbi til en kop kaffe på dagen. Send kort sagt ansvaret tilbage til hende selv, men gør det venligt og uden at blande følelser ind i det. For gør du det, så har du allerede bevæget dig ind på din mors banehalvdel, der hvor hun trives så godt med at køre følelsesmæssigt rundt med dig.

Det er ikke en mor værdig at opføre sig på den måde, så øv dig i at tænke på, hvad der er godt for dig selv. 

Din mor gør nemlig i forvejen ikke andet selv, så hende behøver du ikke spilde mere af din alt for veludviklede dårlige samvittighed på.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? 

Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. 

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

LÆS OGSÅ

Hvordan slipper jeg ud af min angst og ensomhed?

En læser føler sig både ensom og isoleret. hvad skal hun stille op? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets Brevkasse.