Kvinde i leopardmønstret frakke læner sig smilende mod et rundt bord.

Helle Thorning-Schmidt: Mit køn var min største udfordring

At være landets første kvindelige statsminister er ingen smal sag. For Helle Thorning-Schmidt var der især to ting, der udfordrede hende.

ALT for damerne logo

Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister. Som den første af slagsen, var der ikke nogen af hendes forgængere, hun kunne spejle sig specielt meget i. For hele bundtet var mænd med dybe stemmer og i jakkesæt.

Helle Thorning-Schmidt måtte derfor sætte nogle nye spilleregler, som hun kunne se sig selv i og således træde de første skridt på en helt ny sti.

- Mit køn VAR den største udfordring. Det vil de folk, der var omkring mig, også sige. Det lyder så vildt, men folk havde svært ved at se en kvinde på en plads, hvor der aldrig havde været en kvinde før. Det var på en eller anden måde alt, der stak ud – min stemme, mit hår, mine tasker, tøj, sågar mit kærlighedsliv, siger hun i et stort interview med ALT for damerne, uge 38.

Men måden hvorpå hun blev målt, vejet og vurderet var faktisk ikke ny for hende. For allerede da hun blev formand for socialdemokratiet, blev hun mødt af sexismen.

Det blev især tydeligt i form af de øgenavne, som hun blev kaldt gennem tiden. Det var navne som ”Gucci-Helle”, ”dukkebarnet”, ”Hellepigen” og ”bordello mor”, og journalister skrev, at hun havde ”kom og tag mig-hår”, ”billige bondage-støvler” og en ”lille c-skål”, fortæller hun til ALT for damerne.

- Jeg var ret ung, da jeg blev formand, og det var nemt at forbinde en yngre, blond kvinde, der gik i pænt tøj, med, at jeg ikke var intelligent, ikke kompetent, og at jeg gik for meget op i mit udseende – alle sammen ting, der devaluerede mine kompetencer og mit lederskab.

Helle Thorning-Schmidt oplevede også, at det gik ud over hendes debatter, hvor flere kommenterede på, at hun afbrød for meget – men hun afbrød ikke et sekund mere, end de andre.

- Der var en større palet af ting, jeg skulle leve op til, end der var for mine forgængere. Jeg skulle både have hjertet med og være varm, men samtidig holde hovedet koldt. Folk blev også meget sure, hvis jeg afbrød. Der var en debat med Lars Løkke Rasmussen i 2011, hvor jeg helt sikkert gjorde det bedre end ham, men så sad kommentatorerne bagefter og sagde, at jeg afbrød alt for meget.

Efterfølgende viste det sig også, at Helle Thorning-Schmidt ikke havde afbrudt mere, end Lars Løkke Rasmussen - men at det var sådan kommentatorerne havde hørt det. Det gjorde, at Helle Thorning-Schmidt fremover holdt igen med at afbryde eller tage ordet for meget, fortæller hun.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne. Her fortæller Helle Thorning-Schmidt bl.a. mere om stå ved sig selv, store ændringer i hverdagen og den dumme stemme i hovedet.

Helle Thorning-Schmidt

  • Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015. 
  • Tidligere direktør i Red Barnet International. 
  • I dag er hun bestyrelsesmedlem i Oversight Board, Vestas og Edelman og vært på podcasten ”Styr på verden” på Podimo. 
  • Vinder af ALT for damernes Søstersindpris i 2021. 
  • Bor i København, er gift med den britiske politiker Stephen Kinnock
  • Mor til Milo og Johanna.