Nola Gaardmand er vokset op med alkoholisme i hjemmet – mødet med Helle Fagralid fik en særlig betydning
Nola Gaardmand og Helle Fagralid mødte hinanden første gang, da Nola som barn gik i SFO, og Helle var hendes pædagog. Det var inden, Nola blev tv-vært og Helle skuespiller, og dengang vidste ingen, at Nola hver dag kæmpede med følgerne af alkoholisme i hjemmet. Men Helle formåede alligevel at se, at Nola havde brug for en voksen, der lyttede.
De fleste danskere kender Nola Gaardmand som fast vært på Aftenshowet på DR. Men nu er hun også aktuel i tv-programmet ”En barndom fuld af druk”. Her følger hun en gruppe voksne, der alle er vokset op med forældre med alkoholproblemer. En barndom og opvækst, som Nola selv har haft.
Nolas far var jazzmusiker, og moren arbejdede som stewardesse, og i de første år af hendes liv boede familien i New York.
– Det, de havde tilfælles, var et ret heftigt misbrug, og det har selvfølgelig præget min barndom meget. Min far blev heldigvis clean, da jeg var to eller tre år, men min mor blev aldrig ædru, har Nola tidligere fortalt ALT for damerne.
Familien flyttede til Danmark, da Nola var otte år, men det blev familieforholdene ikke nemmere af. Hendes forældre blev skilt, og det betød, at hendes mors alkoholmisbrug blev tiltagende.
Men en helt særlig ung voksen, som Nola mødte, da hun var 11 år, viste sig at få stor betydning for hende. Det fortæller hun om i denne uges afsnit af ALT for damerne podcasten, ’ALT fortalt’, hvor hun er i studiet sammen med personen, som er skuespiller Helle Fagralid.
– Jeg kan tydeligt huske, hvornår det var, jeg mødte dig. Det var ganske kort tid efter, jeg var flyttet væk fra min mor. Min hverdag hos min mor var ikke god. Det er en lang historie, men hun havde det ikke godt i den periode og drak rigtig meget, og jeg fik det bare værre og værre. Jeg var for følsom og for skrøbelig til at være i den verden, fordi jeg havde det så svært hele tiden.
– På et tidspunkt pakkede jeg bare en taske og gik ned til en telefonboks og ringede til min far og sagde, at jeg flyttede hjem til ham. Og det hjalp gevaldigt, fortæller Nola.
Selvom Nola var flyttet hjem til sin far, var aftalen mellem forældrene, at hun skulle besøge sin mor i weekenderne. Noget, som Nola ikke havde lyst til. En dag, hvor hun var ulykkelig over situationen, mødte hun Helle i fritidshjemmet.
– Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle hjem til min mor. Jeg havde slet, slet ikke lyst. Jeg fik lov til at gå ind på lederens kontor, låne telefonen og ringe til min far, hvor jeg bare var sådan: ”Please, please, please, må jeg ikke nok lade være med at tage hjem til mor.” Jeg har snakket med min far om det sidenhen, og han var jo så klemt dengang. Han kunne jo ikke forhindre min mor i at se mig, for hun havde også ret til at være sammen med mig.
– Men jeg var simpelthen så ked af det, men det ville jeg ikke vise de andre i SFO’en. Generelt gik jeg meget stille med dørene og sagde det ikke til nogen. Da jeg så kom ud fra kontoret, sad Helle ved et stort bord og spurgte mig, om jeg var okay.”
Annonce
Helle var på det tidspunkt omkring 20 år gammel og i fuld gang med at søge ind på Teaterskolen. For at tjene penge til husleje, arbejdede hun i en SFO.
– Jeg har altid godt kunnet lide børn og har haft en fornemmelse for andre mennesker og deres sindsstemning, så jeg har helt sikkert kunnet mærke på dig, at der var noget helt galt. Jeg husker dig som værende enormt cool med en lidt hård attitude. Du var meget smuk, som du stadig er, men den her yndighed var kombineret med noget hårdhed. Du var ikke sådan én, der krøb langs væggene, siger Helle.
Og Nola kan tydeligt genkende den beskrivelse.
– Det er så sjovt, at du kan huske sådan noget. Jeg kom nemlig helt sikkert ikke ud og var ked af det. Jeg havde indøvet at tage en form for facade på. Men jeg kan huske, at da du spørger, om jeg er okay, så får jeg fremstammet, at jeg ikke vil hjem til min mor, fordi hun ikke har det så godt.
– Jeg sagde ikke, at hun drak, for det fortalte jeg ikke nogen, men min hårde facade krakelerede, da du spurgte mig. Du greb mig bare, fordi du fortalte mig, at det lød virkelig hårdt, og at du godt kunne forstå, at jeg var ked af det. Du spejlede mig fuldstændig og anerkendte, at det virkelig var hårdt for mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at så var det ikke mig, der var noget galt med. Det har nok været første gang, at jeg lukkede lidt op for en fremmed voksen. Det var bare så sindssygt, og den oplevelse har jeg taget med mig sidenhen, selvom det måske ikke lyder af meget. Men det var det virkelig for mig.”
Kappede båndet til mormor
Da Helle møder Nola første gang, er der flere ting, som hun kan genkende fra sig selv. Helle havde også været weekendbarn, der boede hos sine forældre på skift. Det var to velfungerende forældre, men hun kendte problematikken med, når man ikke ville hjem til den ene eller savnede den anden. Og så var der også alkoholproblemer i hendes familie
– Jeg tror, jeg var særligt opmærksom på dig den dag, fordi jeg dengang også havde et opgør med min mormor, som var alkoholiker, og som jeg tog stærkt afstand fra. Jeg kunne jo se, hvor ødelæggende hendes misbrug og hendes adfærd havde været for min mor, så på en måde var jeg tunet ind på de problematikker.
– Min mormor har heldigvis ikke haft så meget indflydelse på vores familie, fordi hun rejste fra Færøerne, da min mor var helt lille. Min mor voksede op hos sine kærlige bedsteforældre, men da hun var omkring 16 år, skulle hun pludselig ned og bo sammen med sin mor, min mormor, men det fungerede slet ikke, så min mor blev faktisk smidt ud hjemmefra som 16-årig, og var helt alene i Danmark.
Siden da var Helles mormor inde og ude af deres liv – allermest ude.
Annonce
– Men der var en helt definitiv episode, omkring tiden da jeg var20 år og arbejdede som pædagogmedhjælper for Nola. Jeg havde behov for at tage et opgør, fordi jeg kunne se, hvor usundt mønstret var mellem min mormor og min mor. Hvis min mormor en sjælden gang rakte ud, greb min mor invitationen, men hver gang endte det alligevel med, at hun blev afvist. Det var jeg ked af at være vidne til, siger Helle og forklarer, at fordi hun ikke havde et tæt bånd til sin mormor, var det lettere for hende at kappe båndet og sige, at hun ikke længere ville have noget med hende at gøre.
– Det var nemt for mig at gøre det, og jeg tror også, det var en lettelse for min mor. Selvom det kan virke meget kontant, var jeg ikke i tvivl om, at det var en virkelig usund relation, som ikke skulle være i mit liv. Jeg skrev et brev til min mormor og forklarede det hele og skrev også, at jeg tilgav hende. Hun var adopteret og havde et svært sind, så selvom jeg havde en vis forståelse for, hvad hun kom fra, betød det ikke, at jeg havde lyst til at have hende i mit liv.”
Mønstre fortsætter som voksen
At vokse op i en familie med alkoholproblemer kan senere hen i livet betyde, at man har tillagt sig nogle mønstre, der dengang var nødvendige overlevelsesstrategier, men som i dag spænder ben for dem i voksenlivet.
– Jeg havde altid antennerne ude som barn. Det, jeg lærte i mit barndomshjem, var meget hurtigt at fornemme, hvad jeg kom hjem til. Min mor gjorde det ikke af ond vilje, og forældre, der er alkoholikere, er ikke monstre. Det er mennesker, der gør deres allerbedste, men som ikke har de rigtige forudsætninger for det, og det gør jo, at en hverdag bliver varm og kold. Men jeg kunne mærke for mit eget vedkommende, at jeg ikke kunne holde ud hele tiden at skulle aflæse rummet. Jeg havde brug for at vide, hvad jeg kom hjem til, så jeg kunne tage en rustning på og indstille mig på det, fortæller Nola.
Og den opmærksomhed over for stemninger er ikke noget, man bare kan tænde og slukke for – heller ikke som voksen.
– Når man først har lært det, så har man det med sig hele livet. Jeg er ekstremt opmærksom på andre folks følelser, og det er hårdt, også i et ægteskab og med børn. Det er noget, min mand og jeg regelmæssigt snakker om, men det er en følgesvend efter at have gjort det hele min barndom. Det er ikke nødvendigvis kun en dårlig ting, men det betyder, at man kan være rigtig meget på overarbejde rent følelsesmæssigt.”
Nola har brugt mange år på at rydde op i sit følelsesliv. Hun har bl.a. gået i gruppeterapi for voksne børn af alkoholikere.
– Det reddede mit liv. Som yngre har jeg altid været ekstremt ambitiøs og pleaseragtig og har haft mange ting kørende for mig, men jeg havde det også rigtig svært. Da jeg startede i terapi, græd jeg, fra jeg kom, til jeg gik. Det var en lettelse i at høre andre folk sætte ord på det, som jeg selv havde undertrykt i så lang tid, siger Nola, og fortsætter:
– Under al min store selvtillid som barn og ung lå der en ekstrem frygt for, at jeg ikke var elskværdig og ikke var et værdigt menneske. Jeg tror, at det er den kerne, der har gjort, at jeg altid har følt mig meget forkert. Som voksen har jeg skullet arbejde med den kerne og lære, at jeg er god nok, afslutter Nola.
