Faldet ned ad en trappe gjorde Roxana lam – og da hun så sorgen i sine børns øjne, satte hun sig et mål

Piger i alle aldre strømmer ind på stadion i Dalum i det sydlige Odense. De spiller bold på kryds og tværs og snakken går.

Midt i det hele står Roxana Bayati med overblik og åbne arme. Store piger stopper op for at få et kram, forældre hiver fat i hende med spørgsmål, og nye børn bliver mødt med samme varme.

En lille pige står lidt tøvende med sin far i hånden, og Roxana spotter hende hurtigt. Hun bukker sig ned og spørger: ”Hej, er du ny? Velkommen til.” Hun får hurtigt spurgt til pigens navn, alder og skole. Pigen hedder Nora, er fem år og lige startet på Højme Skole.

Klokken 16.45 fløjter Roxana i sin fodboldfløjte og kalder de mere end 80 piger mellem fem og 13 år til samling. Herefter sætter hun de yngste sammen med de ældre piger - helst nogen fra samme skole. Nora får følgeskab af en stor pige fra Højme, og sammen går de mod træningsbanerne.

- Jeg gør det af mange grunde. Men mest for at de skal opleve et fællesskab. De store piger vokser af at få ansvaret. Og de små piger ser op til de store. 

Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg hører, at de også hilser på hinanden, når de mødes i skolen på tværs af mange årgange, siger Roxana Bayati,

Hun er 41 år, arbejder som SU-vejleder på Københavns Universitet, og så elsker hun fodbold. Som ung spillede hun selv rigtig meget fodbold – også på højt niveau – og hun har alle sine bedste barndomsminder fra fodboldbanerne. 

I dag leder hun en enorm pigeafdeling i Dalum IF. Hendes mål er, at de skal opleve fællesskab og sammenhold uanset niveau, social baggrund eller andet som ellers kan adskille dem udenfor fodboldbanen.

Men at Dalum har så mange pigespillere og at Roxana overhovedet kan gå i dag er et mirakel – og de to ting hænger faktisk sammen.

Faldt på trappen

For den 4. juli 2021 faldt hun ned ad trappen derhjemme og skadede to nakkehvirvler, der blev rykket fra hinanden. Det betød uger i strakt sengeliggende i forsøget på at få nakken på plads. Og derefter en lang periode lænket til en kørestol og med et metalstativ om hovedet.

- Lægerne tvivlede på, at jeg ville komme til at gå igen. Mine børn var ulykkelige. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se sorgen i deres øjne, så jeg ville virkelig kæmpe mig tilbage, fortæller hun.

Roxanas datter, Zahra blev seks år, mens hendes mor lå på sygehuset, og det blev en rigtig træls fødselsdag. Så Roxana satte sig målet, at hun ville kunne gå selv på datterens syvårs fødselsdag.

- Det lykkedes. Få dage inden satte jeg rollatoren, som jeg ellers havde gået med – og som mine børn hadede at se mig med. Jeg gik stadig usikkert og havde brug for noget at støtte mig til, men jeg gik selv, og det var en kæmpe sejr, fortæller hun.

Lægerne på sygehuset blev overraskede, for de havde ikke forventet at se hende gå igen. De tilskriver det stædighed, kamp, og at hun var veltrænet, da ulykken skete.

- Jeg kæmper virkelig hårdt, når der er noget, jeg gerne vil opnå. Den stædighed har helt klart hjulpet mig her – og sikkert også i mange andre sammenhænge i mit liv, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg har haft mange udfordringer i mit liv. Det har presset mig, men også lært mig at fokusere på det, som giver mig mening. Penge kan give mig frihed, men de gør mig ikke lykkelig. 

Penge kunne ikke give mig førligheden tilbage – det kunne ønsket om at være sammen med mine børn og se dem være glade. Det er dét som tæller, konkluderer hun.

Ligesom hendes mor elsker fodbold, er Roxanas datter Zahra også vokset op med kærlighed til bolden. Så hun begyndte til fodbold, mens Roxana stadig gik med rollator.

- Hun var ene pige blandt 63 drenge. Og som det desværre tit sker med piger, blev hun sat i forsvaret og kom på D-holdet, hvor der ikke var en fast træner. Det var ikke særlig fedt. 

Så da jeg var begyndt at kunne gå selv igen, tilbød jeg mig som træner med det forbehold, at jeg ikke kunne løbe rundt på banen med dem, men mest give peptalks fra sidelinjen, fortæller Roxana.

Herfra lagde Roxana mærke til enkelte piger på andre årganges hold, som også spillede alene med drengene. Så samlede hun dem og begyndte at træne dem sammen som et pigehold. Derfra begyndte pigerne at strømme til klubben.

I dag er der over 130 i pigeafdelingen, og Roxana har fået en del forældre til at tage træneransvaret på sig, ligesom spillere fra ungdomsrækkerne bliver trukket ind som hjælpetrænere – blandt andet hendes egen 20-årige søn.

LÆS OGSÅ

Rikke Marie Madsens første tanke var "shit," da hun blev gravid

Rikke Marie Madsen har som den første danske kvindelige landsholdsspiller nogensinde sin mand og datter med til EM. Det blev muligt, da DBU indgik en ny kontrakt for kvindelandsholdet, hvor børn til spillerne nu kan komme med til samlinger og slutrunder. Men Rikke Marie har på rekordtid kæmpet sig tilbage på holdet, og nu har hun mand og barn med på landsholdslejr.

Mulighed for alle

Roxana Bayatis bedste minder fra ungdommen er fra hendes fodboldklub VIK i Århus. For dér blev hun en del af fællesskabet. Ellers var det nemlig svært at vokse op som iransk kristen i en skole som eneste udlænding – og hvor familiens økonomi konstant var presset.

- Mine forældre arbejdede meget, og alligevel havde vi aldrig ret mange penge. Jeg havde ikke mærketøj eller Nike-fodboldstøvler og måtte selv arbejde for at tjene penge til at deltage på ture. Jeg hadede at skille mig ud på den måde.

Minderne fra dengang er blevet en rettesnor for hende i dag. Så i hendes fodboldklub skal pigerne have gode oplevelser, fællesskab og værdi - uanset deres baggrund og niveau.

- Vi har mange i klubben, som ikke har ret mange penge, og det er helt afgørende for mig, at de skal med til lige så mange stævner, ture og rejser, som de andre. Så må vi finde pengene på en anden måde.

Hun søger derfor ivrigt efter sponsorater og beder klubmedlemmerne aflevere tøj og fodboldstøvler, der er blevet for små, så det kan gå videre til andre i klubben.

I foråret var hun i Barcelona på træningslejr med 49 piger fra klubben. En drøm, som hun har haft, siden hun blev fodboldtræner. Inden gjorde hun et kæmpe forarbejde med at få sponsorer – Roxanas egen familie har også ydet økonomisk støtte - så flere fik mulighed for at komme med på turen uanset økonomisk eller social baggrund

Mange spørger mig, hvorfor jeg gør så meget for pigerne her – og hvorfor jeg arbejder så meget frivilligt. Men det hele giver mening for mig, og det giver mig så meget igen. Det her gør mig lykkelig, siger hun og peger ud på pigerne. der spiller fodbold på syv forskellige baner i Dalum.

LÆS OGSÅ

Kenneth troede, han havde fået stress - men da han fik sin diagnose, ændrede livet sig for altid

Hverdagen kørte i højeste gear for Majbritt og Kenneth, da han pludselig begyndte at glemme ting og lave fejl på arbejdet. På trods af sin unge alder afslørede en scanning, at han var ramt af vaskulær demens. I dag lever parret et helt andet liv.