Markus og Cecilie i "Gift ved første blik"

Ikke planlagt: Derfor kyssede Cecilie og Markus

Der blev uddelt kys, og selvom det ikke var planlagt, fortryder de ikke.

logo herognu HER&NU HN

I denne sæson af ”Gift ved første blik” kysser flere af parrene allerede på deres bryllupsdag. Et af de par er Cecilie og Markus, som ikke havde planlagt, at der skulle kysses til brylluppet.

- Jeg havde da tænkt lidt over det. Det var jo en stor dag, så selvfølgelig havde jeg sommerfugle i maven. Men jeg tænkte egentlig bare, at vi skulle gøre det, der føltes rigtigt for os, fortæller Markus og påpeger, at det var følelsen i øjeblikket, der gjorde, at de endte med at kysse.

Artiklen fortsætter efter videoen.

- Det føltes naturligt og ægte. Det var sødt, fint og lidt nervøst – men på den gode måde. Jeg kan stadig huske følelsen i øjeblikket.

For Cecilie var det, at de endte med at kysse til brylluppet et godt tegn. 

- Inden brylluppet havde jeg tænkt at det ville være fedt, hvis der var en naturlig romantisk kemi imellem os. Hver gang vi var oppe på stolene eller nedenunder bordet bevægede Markus sit kys længere fra kinden og tættere mod min mund. Jeg kunne godt mærke, at han havde lyst, og jeg tænkte bare, hvornår har han tænkt sig at kysse mig. Men ja, jeg blev nok lidt utålmodig og vendte hans hoved mod mit. Det var sødt og lidt uskyldigt. 

Ingen af dem fortryder, at de kyssede til deres bryllup, fordi det faldt dem naturligt, og de oplever det som ægte, også når de genser det på skærmen.

Det at se sig selv på tv, skal de begge vænne sig til, og de synes, det er underligt. Men det er ikke en dårlig ting, forklarer Markus.

- Det er også rigtig dejligt, fordi man får lov til at genopleve nogle af øjeblikkene og følelserne, påpeger han og afslører, at der er én ting, der er kommet bag på ham, da han så øjeblikket på tv.

- Hvor tydeligt følelserne faktisk kommer frem på skærmen. Nogle ting mærker man ikke selv i øjeblikket, men når man ser det bagefter, kan man se det hele ret tydeligt.