Jeppe Bøg Risager i "Ex on the Beach 5: All Stars"
Foto: Michael Stub
Jeppe Bøg Risager afslører: Derfor havde han en særlig persona i "Ex on the Beach"
Jeppe Bøg Risager var ikke bare sig selv, da han deltog i "Ex on the Beach". Realityprofilen havde nemlig forberedt sig grundigt inden optagelserne og hentet inspiration fra en ganske særlig bog.
Da Jeppe Bøg Risager medvirkede i realityprogrammet "Ex on the Beach", var det ikke helt tilfældigt, hvordan han opførte sig foran kameraerne.
Artiklen fortsætter under videoen.
Han havde nemlig gjort sig nogle tanker om, hvordan han skulle skille sig ud og sikre sig en plads i programmet, og det virkede tilsyneladende godt, da han i alt var med i tre sæsoner af realityprogrammet.
Det fortæller han i denne uges afsnit af "Marcus og Realitypanelet", hvor han gæster programmet sammen med realitykollegaen Asbjørn Nielsen, bedre kendt som "Tyren".
– Jeg gik ind i det velvidende om, at jeg havde en persona, fortæller Jeppe Bøg Risager.
Fik inspiration fra kendt realitystjerne
Inden han tog afsted for at deltage i "Ex on the Beach", havde Jeppe nemlig læst en bog skrevet af den britiske realityprofil Stephen Bear.
Bogen hedder "Bear's Necessities: A Simple Guide to Life" og udkom i 2017. Her deler Stephen Bear ud af sine erfaringer fra reality-tv og giver blandt andet råd til, hvordan man skaber sig en profil i underholdningsbranchen.
Og det var netop den tilgang, Jeppe lod sig inspirere af.
– Jeg læste den der Stephen Bear-bog, inden jeg tog afsted. Jeg købte selvbiografien, som vitterligt er skrevet til, hvordan du laver tv, fortæller han.
Jeppe understreger samtidig, at han ikke forsøgte at holde sine overvejelser og planer skjult for produktionen.
– Jeg viste også produktionen bogen, inden jeg var med, og det var ikke noget, jeg løj om.
Havde planlagt sin tv-tid
For Jeppe handlede det altså ikke kun om at møde op og se, hvad der skete foran kameraerne.
Han havde også gjort sig tanker om, hvordan han kunne sikre sig opmærksomhed i et format, hvor deltagerne konkurrerer om både pladsen i programmet og seernes interesse.
– Jeg havde også planlagt, at man ikke kan være med i alle tre afsnit på en uge, så der er man nødt til at gøre et eller andet ekstremt i det her afsnit, så man får tv-tid i den her uge, men der skal man være lidt taktisk, forklarer han.
Han havde med andre ord allerede inden optagelserne gjort sig overvejelser om, hvordan han kunne skabe øjeblikke, der ville få ham på skærmen.
– Så jeg fik lige knaldet sådan en bog i hovedet, inden jeg tog afsted, så jeg havde planlagt det hele, inden jeg tog afsted hjemmefra, fortæller Jeppe.
Ville være kendt
Jeppe Bøg Risager lægger heller ikke skjul på, at der var et klart mål med deltagelsen. Han ville gerne være kendt, og derfor var det ifølge ham nødvendigt at tænke strategisk i programmet.
Deltagelsen i "Ex on the Beach" var dermed ikke udelukkende en spontan oplevelse, men også en mulighed for at skabe sig et navn i realityverdenen. I dag har Jeppe dog taget afstand fra reality.
Her kan du lytte til ugens afsnit af "Marcus og Realitypanelet":
Nyhedsbrev
Få HER&NU og Realityportalens nyhedsbrev direkte i din indbakke
Tilmeld dig nyhedsbrevet, og modtag de bedste artikler om kendte, kongelige og reality direkte i din indbakke