Nikolai Gade i "Korpset"

Efter smertefuldt farvel til "Korpset": To glædelige overraskelser ventede Nikolai

En lang og smertefuld kamp i "Korpset" sluttede for Nikolai, men heldigvis ventede der gode nyheder på den anden side.

logo herognu HER&NU HN

Det havde været en lang, smertefuld og meget imponerende kamp for den tidligere ishockeyspiller Nikolai Gade i "Korpset".

Allerede tidligt i forløbet pådrog han sig flere skader, som fulgte ham resten af vejen. Med smerter i både ryggen, lysken og skulderen kæmpede han sig gennem den ene fysiske udfordring efter den anden.

Artiklen fortsætter under videoen...

Men under den afsluttende tilfangetagelse nåede han sin grænse.

– Jeg havde rigtig ondt. Sådan 12 ud af 10, next level ondt. Jeg fik flere skader undervejs, blandt andet under slåskampen med Türker, og jeg havde bare virkelig ondt derinde, specielt til sidst i tilfangetagelsen, fortæller Nikolai.

Og efter fire en halv times tilfangetagelse kunne kroppen ikke mere.

– Jeg gav den alt, hvad jeg overhovedet kunne, men jeg kunne ikke stå oprejst mere. Vi fik en masse nyrehug undervejs, og der er et af dem, man ikke ser, hvor jeg falder helt sammen.

Selvom Nikolai som tidligere ishockeyspiller er vant til at presse sig selv fysisk, var smerterne denne gang så voldsomme, at selv hans høje smertetærskel ikke kunne hjælpe ham videre.

– Jeg kan virkelig æde mig selv, når det gør ondt, og jeg har en rigtig høj smertetærskel, så jeg vidste, at der ikke var mere at give af, fastslår Nikolai. 

Blev knækket mentalt

Tilfangetagelsen kom heller ikke helt som et chok for aspiranterne, der allerede om morgenen havde en fornemmelse af, at tilfangetagelsen ventede forude.

– Vi vidste jo godt, at vi ville blive taget til fange den dag. Ikke fordi de havde sagt det, men fordi det ikke var kommet endnu. Så vi prøvede at tale hinanden op, fortæller Nikolai.

Men inden tilfangetagelsen blev deltagerne bedt om at skrive afskedsbreve til deres familier. En oplevelse, der ramte alle aspiranterne hårdt. 

– Det havde været en hård dag mentalt, hvor de knækkede os om morgenen, da vi skulle skrive afskedsbreve til vores familie. Det knækkede mig fuldstændig, for det føltes nærmest, som om man skulle tage afsked og i krig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Venskabet mellem de sidste aspiranter beskriver Nikolai som helt unikt. I dag snakker han også jævnligt med flere af de andre, som han kalder for sine rigtige gode venner.

Da tilfangetagelsen efterfølgende gik i gang, var Nikolai derfor allerede hårdt presset både fysisk og mentalt.

Men alligevel gav han den alt, hvad han havde, og i dag er han stadigvæk ikke i tvivl om, at der ikke var mere at give af. 

– Det var det helt rigtige tidspunkt, jeg røg ud på. Jeg gav den alt i den tilfangetagelse, og der var no regrets. Det var ikke sådan, at jeg sad efter og tænkte, at jeg havde mere at give af, for det havde jeg ikke. Min krop var ødelagt, og den var helt færdig.

Glædelig overraskelse efter exit

Da Nikolai havde afleveret sit nummer, var der også gode nyheder i vente, for han var nemlig ikke den eneste, der røg ud under torturen.

Straks efter hans exit, kom der en fra produktionen hen til Nikolai.

– Hun tager en hånd på mig og siger: "Kom med mig, du bliver så glad lige nu."

Og da Nikolai drejede om hjørnet, stod Türker og ventede på ham. 

– Vi blev bare så glade for at se hinanden, og vi havde bare den bedste aften, hvor vi havde gode samtaler og spiste pizza, slik og chips, fortæller Nikolai og uddyber:

– Vi var begge enige om, at ingen af os havde mere at give af. Specielt ikke, da vi fandt ud af, at vi oprindeligt skulle have siddet der otte timer. Produktionen var også nødt til at skynde sig at stoppe det efterfølgende, så der ikke var flere, der røg ud. Der var fuld panik. 

Selvom Nikolai i sidste ende måtte forlade kurset, var det en oplevelse, der også satte sine spor efter hjemkomsten.

– Det tog selvfølgelig lige lidt tid at komme sig over det. Dagene efter var jeg også bare mærket af hele situationen, og jeg kan huske, da jeg kom derfra, måtte jeg løbe en tur på landet, hvor min bror bor. Det tog lige nogle dage at komme sig mentalt. 

Der ventede dog også en anden glædelig overraskelse, da Nikolai efter afleveringen af sit nummer, blev ringet op af nogle venner, som havde fundet en lokation til at lave saunagus i Portugal, hvor både Nikolai og vennerne bor. 

Siden da har de renoveret på stedet, som de forventer at åbne op i december.