Der er ofte mange øvelser med vand i "Korpset", og det var dem, der pressede Türker mest, da han ikke har det godt med vand.Foto: Lars E. Andreasen/TV 2
Allerede i første afsnit af "Korpset" blev Türker Alici sat på prøve, da han blev skubbet i vand med hætte på, hvor angsten for at drukne viste sig.
Og selvom der har været mange øvelser med vand siden, hvor man overraskende nok ikke har hørt meget fra Türker, så var det alligevel vand, der endte med at sætte punktummet for hans deltagelse i "Korpset".
Artiklen fortsætter under videoen.
Under en øvelse, hvor han var taget til fange, puttede fangevogterne hans hoved under vand, og inden for et kort sekund, brød Türker ud:
– Jeg vil gerne sige fra!
Og det var netop angsten, som vi så et glimt af i første afsnit, der skyllede ind over Türker, da hans hoved ramte vandet.
– Lige da jeg ramte vandet, som også var koldt, får jeg den der angst, hvor det føles som om, at væggene presser ind mod mig, og jeg ikke kan få luft. Der panikker jeg og tænker, at min grænse er nået, fortæller Türker til HER&NU.
Han har heller aldrig været fan af vand og lærte første at svømme i 2024, da han trænede op til en Ironman.
Og derfor var Türker også fuldstændig afklaret, da han valgte at aflevere sit nummer.
– Jeg var meget afklaret. Det var jo ikke kun vandet, der gjorde, at jeg meldte fra. Det var hele setuppet. Min krop er simpelthen ikke bygget til det der med at sidde i de positioner, og min mentalitet var heller ikke. Det var bare virkelig hårdt for mig at være i det setup, hvor vi var blevet taget til fange, fortæller Türker og tilføjer:
Annonce
– Jeg tror ikke, at jeg er så stærk på den del, fordi jeg ikke er den type, der kan sidde stille på den måde. Vi var der i fire timer, men det føltes som flere dage.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det var under øvelsen, hvor aspiranterne blev taget til fange, at Türker valgte at melde fra.Foto: Lars E. Andreasen/TV 2
Spændt på reaktionerne
Türker havde en klar forvetning med sin deltagelse i "Korpset". For selvom han ikke havde trænet op, så tænkte han, at hans livsstil og hverdag fyldt med sport var nok til at få ham hele vejen igennem.
Det ændrede sig dog allerede på første dag.
– Da jeg startede med at komme ind i "Korpset", havde jeg en forventning om, at jeg ville gennemføre. Jeg følte, at jeg var fysisk stærk og overlegen, men jeg kunne godt mærke efter den første dag, at det handlede om meget mere end bare at være fysisk - det handlede også om at være mentalt stærk. Jo længere vi kom ind i kurset, jo mere føltes det også som en personlig udvikling.
Og at vise seerne den personlige udvikling har betydet meget for Türker, der undervejs har modtaget et hav et opbakkende beskeder fra folk, der troede, at han ville vinde.
Men det betyder ikke, at han frygter deres reaktioner nu, når han er røget ud. Tværtimod.
– Jeg glæder mig til at se folks reaktion, når nu de har forventet, at jeg gennemfører. Jeg synes, at afsnittet og den måde det sker på viser et godt billede af, hvem jeg er som menneske. Det er jeg bare glad for at få lov til at vise, så folk kan se, hvem jeg er nu efter de mange år efter "Paradise", hvor folk så mig på en anden måde.
Og selvom han ikke gennemførte kurset, så understreger han, at det vigtigste for ham er, at han gjorde alt, han kunne.
Annonce
– Helt ærligt, hvis det gjaldt mit liv, så tror jeg alligevel ikke, jeg kunne gennemføre - altså hvis jeg var blevet taget til fange i virkeligheden, fortæller Türker og afslutter:
– Jeg kunne ikke gøre mere, og jeg tror, at når man når til et punkt, hvor man tænker: "Okay, jeg gjorde faktisk alt, hvad jeg kunne", så affinder man sig faktisk bare med, at det er sådan, selvom man normalt er et stort konkurrencemenneske.