Fandens forår

Efter Kongekabale og Mørkeland: Nu starter optagelserne til tredje film 

Snart kan du igen opleve Anders W. Berthelsen i rollen som Ulrik Torp. 

logo herognu HER&NU HN

Efter mere end 20 års pause vendte Anders W. Berthelsen i 2024 tilbage som den politiske journalist Ulrik Torp i "Mørkeland. Nu er han klar til endnu en gang at bevæge sig ind i politikkens magtfulde og ubarmhjertige maskinrum i den tredje film i rækken - "Fandens Forår", der er baseret på Niels Krause-Kjærs bestseller af samme navn.

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Ved sin side får Ulrik Torp igen den unge journalist Emma, spillet af Mathilde Arcel. I "Mørkeland" var hun praktikanten, der sammen med Torp kom på sporet af en politisk sammensværgelse. 

I "Fandens forår" er Emma blevet journalist og en central drivkraft i den nye sag, hvor hendes digitale blik og kompromisløse tro på journalistikken støder sammen med Torps erfaring og hans voksende tvivl på, om sandheden overhovedet gør en forskel længere.

I morgen torsdag den 22. oktober starter optagelserne til "Fandens forår". Optagelserne finder sted i Danmark samt i Tromsø i Norge. 

"Fandens forår" tager fat på en aktuel virkelighed præget af hacking, misinformation, politisk polarisering og en stadig mere udvisket grænse mellem sandhed og manipulation. 

Da et dødsfald tæt på Ulrik Torp efterlader en række mystiske spor, bliver han modvilligt trukket tilbage til journalistikken. Sammen med Emma begynder han at grave i en sag, der fører dem fra København til Norge og ind i et internationalt politisk magtspil med forbindelser helt ind i den danske regering.