Lina Rønne fra "Den store bagedyst" 2026 på Vasbjerg Strand

Lina ude af "Den store bagedyst": Derfor var jeg lettet

Det blev et farvel til bageteltet for Lina Rønne Egholm Jensen i lørdagens afsnit af "Den store bagedyst". Men selvom hun var nået langt i konkurrencen, var det faktisk en lettelse at skulle hjem.

logo herognu HER&NU HN

Lørdag aften måtte Lina Rønne Egholm Jensen, 25, tage afsked med "Den store bagedyst", da hun efter en udfordrende omgang i bageteltet blev sendt hjem.

Men hvor mange nok ville have været knuste over at ryge ud så tæt på finalen, var det en helt anden følelse, der fyldte hos Lina.

– Ærligt, jeg var bare super, super lettet, fortæller hun til HER&NU.

Artiklen fortsætter efter videoen.

For selvom hun havde klaret sig flot gennem konkurrencen og blandt andet var blevet kåret som mesterbager tre gange, var presset efterhånden blevet svært at håndtere.

Kunne ikke sove

Lina fortæller, at de mange udfordringer og forventninger havde sat deres spor.

– Jeg var ved at begynde at få stress. Jeg spiste ikke, som jeg skulle, og jeg kunne ikke sove, fortæller hun.

Samtidig var tankerne allerede begyndt at kredse om finalen og alle de teknikker og kager, hun skulle nå at mestre, hvis hun gik videre.

Men det var ikke kun forventningerne til bagværket, der pressede hende.

Allerede fra begyndelsen havde Lina svært ved de mange indtryk i bageteltet.

– Jeg synes allerede i starten, at det var meget mere overstimulerende og intenst at være i det telt, end mit nervesystem egentlig har godt af, fortæller hun.

Hun forklarer, at hun også i hverdagen kan blive overvældet af eksempelvis lys og musik i butikker. Derfor blev de mange lyde og aktiviteter i bageteltet en ekstra udfordring.

I nogle af de senere programmer begyndte hun ligefrem at bruge særlige ørepropper for at dæmpe baggrundsstøjen.

– Det var simpelthen for at tage noget af baggrundsstøjen væk og ligesom beskytte mig selv, forklarer hun.

Og efterhånden som ugerne gik, voksede presset.

– Det er helt klart noget, som har bygget sig ovenpå, efterhånden som man tager afsted uge efter uge.

En kæmpe lettelse

Da Lina til sidst fik beskeden om, at hendes bageeventyr var slut, følte hun derfor først og fremmest, at en stor byrde blev løftet fra hendes skuldre.

– Det var ligesom at have gået med en rygsæk af pres, siger hun.

Selvom deltagelsen blev mere krævende, end hun havde forestillet sig, understreger Lina, at hun ikke fortryder oplevelsen. Tværtimod har hun fået både nye venskaber og en selvtillid, som hun ikke havde, da hun trådte ind i bageteltet.

– Jeg føler på min egen måde, at jeg har vundet. Jeg har jo vundet så meget selvtillid og fået et nyt rygstød, der giver mig mod til generelt at tænke: Det her kan jeg sgu da godt. Også det med at kaste sig ud i ting, hvor man tænker, at det måske er over ens niveau – det ved man jo ikke, før man har haft det mellem hænderne.

Hun fortæller samtidig, at det har taget tid at komme ovenpå efter det intense forløb, men at oplevelsen heldigvis ikke har ødelagt hendes bageglæde.

I dag er hun nemlig igen begyndt at eksperimentere med kager derhjemme.

Klar på nye eventyr

Selvom Lina ikke har planer om at kaste sig ud i endnu en konkurrence lige foreløbig, er hun allerede klar på at prøve noget nyt.

Og denne gang er det især rejser, der trækker.

– Min mormor er opvokset i Afrika, og jeg gad godt at se det område, hun er opvokset i. Jeg går også og pønser på New Zealand eller Peru, og jeg har en veninde, der har inviteret mig til Kasakhstan, fortæller hun.