Sabrina tager selfie på vandretur i klitlandskab under dramatisk skydække

Da Sabrina blev skilt, besluttede hun sig for at gå VesterhavsCaminoen – og turen forandrede hendes liv

Sabrina R. Hansen havde aldrig gået mere end et par kilometer med hunden, da hun efter sin skilsmisse besluttede at vandre ved Vesterhavet for at finde ro i naturen. Det blev tre dage, der forandrede hendes liv.

Hjemmet logo

Siden Sabrina R. Hansen var 14 år og blev kæreste med sin senere mand, har hun været en del af et par. Nu er hun 39 år og blev skilt først på året. 

– Indtil da havde jeg aldrig prøvet at være alene, siger Sabrina. 

Hun var med egne ord enormt langt nede og fik hjælp af en psykolog og en coach. 

– De anbefalede mig at søge ud i naturen og gå uden lyd i ørerne, derfor ledte jeg efter muligheder på nettet. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne klare at gå Caminoen i Spanien, men så fik jeg øje på noget, der hed VesterhavsCaminoen. Og at køre alene til Jylland fra Vallensbæk, hvor jeg bor, kunne jeg vel nok klare, tænkte jeg, siger Sabrina og uddyber: 

– Jeg ledte ikke efter en fysisk udfordring, men efter en mulighed for at finde mig selv og lære at have det godt i mit eget selskab. VesterhavsCaminoen har forskellige tilbud af varierende standarder og til forskellige priser. Jeg valgte en luksusudgave, hvor alt bare var lækkert. Alt var ordnet for mig på forhånd. Jeg vandrede fra hotel til hotel, min bagage blev fragtet, og der ventede et værelse og en dejlig middag, når jeg kom frem. 

Person med rygsæk og kuffert tager spejlbillede i en lys stue.

Den 25. maj sagde Sabrina på gensyn til sine to sønner, startede bilen og begav sig på vej. 

– Det var angstprovokerende, bemærker hun. 

Vel fremme i den lille by Årgab lidt syd for Hvide Sande, hvor hendes vandrerute begyndte, og hvor hun stillede bilen, blev hun mødt af sin rejsearrangør, VesterhavsCaminoen, som tog sig af hendes kuffert. 

Ruten, Sabrina skulle vandre, hentede hun ned på sin telefon. 

– Den var nem at følge. Jeg sagde til mig selv: Hvis noget går galt, kan jeg løse det og lære af det. 

Sand og klitter 

Sabrina skulle bare tage sin lille rygsæk indeholdende vand og lidt brød og ost på. Og så afsted gennem den kystnære Naturpark Vesterhavet med den varierede og flotte natur. 

Hendes rute var sammenlagt 50 km fordelt over tre dage på henholdsvis 21 km, 17,5 km og 13,5 km. 

– Vesterhavet er barsk og kan noget særligt. Nogle steder kunne det være fysisk udfordrende at gå i tungt sand og op og ned ad klitter, men jeg skulle jo ikke tænke på andet end at gå, siger Sabrina med et smil. 

Lige så stille forsvandt hendes trykken for brystet og spændingerne i maven.

– Naturen har en beroligende effekt. De tunge tanker blev lidt nemmere at være i. 

På førstedagens lange etape ankom hun efter cirka seks timer til Nymindegab Kro, hvor hun skulle sove. 

Kvinde med rygsæk foran den gule bygning Nymindegab Kro i solskin

– Jeg skulle bare tage et bad, skifte tøj og sætte mig ved mit bord på restauranten. 

Netop den del af turen havde hun på forhånd været en anelse betænkelig ved. 

– Kunne jeg overhovedet nyde det, når jeg sad der alene mellem glade par og veninder? Men det gik over al forventning, for jeg var træt i kroppen og i zen. 

Efter en god nats søvn vågnede Sabrina helt klar til dagens etape i mellemlængde. 

– Jeg mødte stort set ikke andre mennesker undervejs nogen af dagene. Jeg holdt pauser, hvor jeg satte mig et smukt sted og kiggede ud i horisonten. 

Sabrina havde en enestående og rørende naturoplevelse, da hun på toppen af en høj klit fik selskab af to måger, der længe stod stille i luften lige foran hende. 

– Det var, som om de fortalte mig, at jeg nok også igen skulle finde den tosomhed, jeg ønsker så inderligt, siger hun rørt. 

Tog roen med 

Dagens målby var Henne, hvor Sabrina indlogerede sig på Henne Mølle Å Badehotel. Og nu var hun allerede blevet så tryg ved at gå alene på restaurant, at hun forkælede sig selv lidt ekstra. 

– Jeg så på menukortet, at der var kaviar, som jeg aldrig havde smagt. Hvis det nogensinde skal være, skal det være nu, sagde jeg til mig selv. Det var en dejlig luksus. 

Den tredje dag gik turens sidste og korteste rute til Vejers Strand. Sabrinas fødder var ved at være en smule slidte, men ikke mere end at hun nød også de sidste kilometer i fulde drag. 

Ved ankomsten til Vejers havde hun en lille times tid, inden hendes rejsearrangør hentede hende i en bus, der kørte hende tilbage til startstedet og hendes bil i Årgab. 

– Jeg sad med en følelse af enorm ro. Jeg kunne jo meget mere, end jeg troede. Når jeg kunne klare turen, kunne jeg også klare min nye, meget anderledes hverdag, siger Sabrina, der anbefaler andre at give sig selv en vandretur i gave. 

– Jeg kan sagtens finde på selv at tage af sted igen. Kun én ting vil jeg gøre anderledes. Jeg vil holde flere pauser, hvor jeg sætter mig og nyder naturen. På min første tur var jeg nok lidt nervøs for at nå for sent frem og gik derfor for hurtigt, kan jeg se i bakspejlet. 

Glæden og roen ved naturen har Sabrina ikke efterladt ved Vesterhavet, den er hos hende i hverdagen: 

– Nu kører jeg ofte til Vallensbæk Strand, hvor jeg har fundet mig et spot. Her sidder jeg måske bare 20 minutter, og så er jeg klar til at komme videre.

Vandring på den trygge måde

At tage på vandretur forbinder mange måske med en masse udstyr og at være i fysisk topform. Imidlertid er der en række muligheder for at vandre på en tryg – og endda – luksuriøs måde. 

VesterhavsCaminoen, som Sabrina R. Hansen rejste med, tilbyder en række vandre- og cykelruter, hvor de sørger for alt det praktiske. De har både ægtepar, venindepar og enlige blandt deres rejsende. 

Vesterhavscaminoen.dk 

Også andre rejseselskaber har lignende vandreture på programmet, ligesom flere højskoler har ophold, der inkluderer vandreture.