Otte kvinder fra Kerteminde genopliver broderier fra 1900-tallet og udstiller dem på det lokale museum
Kan man sy sig tilbage i historien? Ja, det er netop, hvad en gruppe frivillige brodøser gør på et smukt museum i Kerteminde. Midt blandt kunsten og de besøgende genskaber de skrøbelige familietekstiler fra 1900-tallet – og arbejdet lærer dem både nye sting og skaber kontakt til museets gæster.
Når museumsgæsterne spadserer rundt i den smukke, gamle villa, som engang tilhørte kunstnerparret Johannes og Alhed Larsen, kan de blandt andet betragte familiens forskellige broderede duge og puder.
Larsen-parret fik opført villaen på Møllebakken i Kerteminde i 1901, og Johannes Larsen, som overlevede sin hustru med knap 40 år, boede her frem til sin død i 1961.
I dag er villaen del af et museum, og stuerne rummer adskillige fine tekstiler. Oprindeligt var de broderet af kvinderne i familien Larsen, men i dag er de genskabt af otte frivillige brodøser.
– De oprindelige broderier er så skrøbelige, at vi ikke kan udstille dem, forklarer koordinator Malene Linell Ipsen, som er tidligere museumsinspektør.
De otte brodøser indfinder sig hver uge på Johannes Larsen Museet, og siden 2018 har de med korssting, kontursting og heksesting skabt kopier af de tehætter, mellemlægsservietter og øvrige broderier, som engang var en del af Johannes og Alheds hverdag.
Som et fluepapir
Der findes dog ingen mønstre på de gamle tekstiler i Larsen-hjemmet, så brodøserne må prøve sig frem. De er delt i to hold, og hvert team kommer to timer om ugen og tager plads i udstillingssalen, hvor dagslyset fra store vinduespartier giver optimale arbejdsvilkår, mens flyglet agerer arbejdsbord.
At kvinderne er centralt placeret på museet, er bevidst, for så kan museumsgæsterne stille spørgsmål til deres arbejde. Og brodøserne oplever, at flere gæster kommer, netop de dage hvor de arbejder på museet.
– Jeg stod her alene i påsken, og der var så mange, som ville snakke, at jeg ikke fik lavet et eneste sting, smiler Karin Ellinor Holm. – Jeg kan godt lide at brodere, men jeg kan også lide at snakke med folk.
Som tidligere håndarbejdslærer holder hun især af at få de unge gæster i tale.
Annonce
– Når jeg ser halvstore børn, kan jeg finde på at hive fat i dem og spørge, om de ikke har lyst til at høre lidt – for det er ikke altid, de selv tør komme herhen, fortæller hun. – Ofte vil de gerne snakke, og det er dejligt.
Forbudte heksesting
Lige nu er gruppen omkring flyglet ved at genskabe et antal mellemlægsservietter med blandt andet fuglemotiver, som er syet af Johannes Larsens søster, Christine Swane.
Hun var også kunstner og er i dag udstillet på museet. Hun malede, men arbejdede også med tekstil, broderi, mosaik og keramik. Og arbejdet med Swanes ting har overrasket brodøserne, for hun broderede ikke, som hun formentlig har lært det i skolen i slutningen af 1800-tallet.
– Heksesting, som man normalt bruger til at lægge bukser op med, brugte Christine til at udfylde et større område, og det ”må” man ikke, hvis man er en pæn brodøse, siger Malene Linell Ipsen og smiler. – Jeg kan nu godt lide, at hun ikke overholdt reglerne og havde fantasi til at lave noget anderledes.
Christine Swane forærede i sin tid bror Johannes ti mellemlægsservietter til brug mellem tallerkner, og brodøserne har – ud over at genskabe servietterne – udviklet opskrifter til dem, som i dag sælges som broderikits på museet.
Reparer mølhullet
– Gæsterne fortæller også ofte om deres egne broderier, fortæller brodøse Karin Rasmussen, der omtaler sig selv som tidligere bondekone. – Vi havde et ægtepar, hvor især manden nørdede helt ned i detaljen – men hans far havde også været i tekstilbranchen.
– Andre spørger, om de må se bagsiden for at se, om enderne er hæftet ordentligt, fortsætter tidligere radiograf Birthe Christensen.
Hun er med sine 75 år den yngste af brodøserne, hvoraf flere er over 80 år. Kvinderne tilhører den generation, som lærte håndarbejde i skolen, og Birthe mindes, at hun begyndte at strikke karklude, allerede da hun var tre år. Senere halstørklæder og strømper med hæl.
Annonce
– Da jeg fyldte seks, sagde min mor, at jeg var gammel nok til at lave korssting. Det har jeg så gjort lige siden. Det var sjovt, for jeg lavede noget, jeg kunne bruge – som at sætte pynt på tøj, husker hun.
Karin Ellinor Holm begyndte at brodere udstyr, da hun var 14 år.
– Det var en tradition, og dengang var jeg måske lidt træt af det, men da jeg kom i gang, blev det interessant, og jeg har stadig nogle af de duge, jeg broderede som ung, fortæller hun.
Kvinderne oplever i det hele taget, at interessen for broderi og håndarbejde er vendt tilbage.
– Et par generationer har ikke haft håndarbejde i skolen, og det betyder, at de gamle traditioner har været i skammekrogen, siger brodøse Inge Svensmark.
– Men nu har vi fundet ud af, at det er godt for os at lave andet end at kigge på en skærm, og at det giver mening at reparere et mølhul i vores tøj
Vikingekongens død
Brodøsernes fællesskab går tilbage til 2011. Dengang var den tidligere lærer Inge Svensmark frivillig formidler på Vikingemuseet i Ladby.
Her fik hun ideen til en broderet billedfortælling om, hvordan vikingekongen i Ladby blev begravet i sit skib – med inspiration fra det kendte Bayeux-tapet.
Der blev sat en annonce i avisen, hvor museet søgte frivillige til arbejdet, og flere kvinder meldte sig, blandt andre Karin Rasmussen, hvis far var smed i Ladby.
Annonce
– Vi var med helt inde i maskinrummet, for motivet blev tegnet undervejs, og vi lavede masser af prøveklude for at finde frem til de rigtige sting, fortæller hun.
Det tog syv år, før det syv meter lange tapet var færdigt, og arbejdet ændrede Karins syn på håndarbejde.
– Jeg lærte meget af at være i det skabende rum, siger hun. – Tidligere ville jeg præstere og vise det færdige frem, men her handlede det også om den indre skabertrang.
Syv meter sting
Ud over den åbenlyse fornøjelse ved selve håndarbejdet opbyggede gruppen bag Ladby-tapetet et solidt fællesskab.
– Det har jeg haft meget glæde af, siger brodøse Anne Marie Pedersen, der tidligere har arbejdet inden for folkeoplysning.
– Det er ikke sådan, at vi går til hinandens fødselsdage, men det er dejligt at være i et fællesskab, hvor man kan være sig selv.
– Ja, vi er fælles om broderiet og bliver inspireret af hinanden, ligesom vi tager på udflugter og har det sjovt sammen, supplerer Lissi Sofie Jensen, der er pensioneret fra hjemmeplejen.
Men et broderi på syv meter fylder, og undervejs i skabelsesprocessen fik brodøserne derfor lov til at flytte ind på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads.
Da Ladby-tapetet var færdigt, foreslog museet, at de flittige brodøser fortsatte arbejdet her.
Annonce
– Jeg tror, at dem, der sidder og tæller penge, kunne se, at der kom flere gæster, når vi var her, smiler Inge Svenmark. – Det er en anderledes måde at formidle fortiden på, og nogle gange ved vi faktisk lidt om det, vi laver.
Gruppen selv kunne også få øje på værdien i at fortsætte arbejdet, nu altså ved at genskabe familien Larsen broderede interiør. Foreløbig er det blevet til otte større værker som duge og puder samt mindre tekstiler som mellemlægsservietterne.
Fuglepragt og skildpaddetid
Johannes Larsen er især kendt for sine fuglemalerier, og ofte er brodøserne derfor iført tøj med fugle. I kunstnerens atelier hænger et stort maleri med fugle, oprindeligt en folkegave til daværende statsminister Carl Theodor Zahle for at give kvinderne valgret i 1915.
I mange år hang billedet på Marienborg, men nu er det vendt tilbage til Kerteminde. I samme rum ligger på et bord en smuk rund dug, som brodøserne har genskabt.
Det tog dem fire år, fra de begyndte at skabe mønsteret – og undervejs opdagede, at dugen slet ikke var rund, så mønstret måtte justeres.
– Vi opfandt et begreb, vi kalder skildpaddetid – ja, vi sendte det faktisk ind til konkurrencen om ”årets ord”, siger Inge Svenmark. – Skildpadder tager det stille og roligt, et skridt ad gangen. Sådan har vi det også, vi tager et sting ad gangen. Vi når det nok.
– Der er intet krav, om at vi skal være færdige på et bestemt tidspunkt, og det er godt, for så bliver jeg ved med at komme, medgiver Karin Ellinor.
Og der er nok at komme efter i Johannes Larsens gamle villa, for den rummer stadig masser af familiebroderier, som kvinderne kan puste liv i – sådan at vi andre kan nyde godt af fortidens smukke håndarbejde.
