Person i grøn Adidas-sweatshirt og rød kasket i farverigt caféinteriør.

Kærestesorg fik Kris til at brodere: ”Det var et desperat forsøg”

Da Kris Jensen var slået helt i gulvet af kærestesorg, ensomhed og stress, fandt han trøst et overraskende sted: i det tomme lærred. Han havde aldrig sat et korssting før, men i dag bruger han broderiet til at sætte ord på alle de følelser, som er svære at dele.

Hendes verden logo farv

Kris prøvede at dulme sin tristhed og følelsen af forladthed ved at vinterbade, men det iskolde vand gav ingen lindring for hverken kærestesorgen eller ensomheden. 

Han var blevet forladt af sin kæreste, før det var han blevet skilt, og det hele blev toppet af flere sygemeldinger med stress. Nu var Kris alene, børnene var hos deres anden forælder, og tankerne var tunge den aften i oktober 2022.

– Mange ting i mit liv var kokset på én gang. Jeg følte mig fuldstændig alene i verden og havde ingen at dele mine tanker med, siger 39-årige Kris Jensen i dag.

Foran ham lå en tom weekend uden andet end dårlige tv-serier og endeløs scrolling på telefonen. Men pludselig kom han til at tænke over dengang, han havde været hjælpelærer i faget håndværk og design, hvor eleverne syede korssting. 

Ud over et symaskinekursus fra fjerde klasse havde Kris dog ikke erfaring med håndarbejde. Alligevel fik et eller andet ham til at finde nål og tråd frem.

Pilskæve bogstaver

– Jeg begyndte at brodere som et desperat forsøg på at komme ud af den stilstand, jeg befandt mig i, siger Kris, som efterfølgende fik hele weekenden til at gå med at brodere et citat fra Thomas Helmigs sang Op og ned.

Lyden af en god vens stemme igennem telefonen spørger mig, hvad er det, der sker. Det går et stykke tid, hvor han ikke siger noget, og så græder han, spørger mig, hvad er det, der sker? synger Helmig på nummeret.

– Jeg var et sted i livet, hvor jeg græd meget, og jeg kunne genkende mig selv i teksten, husker Kris. 

– Og jeg blev helt opslugt af at have noget mellem hænderne og langsomt se det vokse frem. Det var sådan en helt lavpraktisk SFO-følelse af at have skabt noget.

Da Kris havde broderet en hel weekend uden at tænke på, at han var stresssygemeldt eller følte sig ensom, slog det ham, at det måtte han gøre meget mere. 

For Kris blev redningsplanken en broderinål og et stykke lærred, da verden væltede en oktoberaften i 2022.

Bogstaverne var godt nok pilskæve, og bagsiden af arbejdet ville få enhver håndarbejdslærer til at bryde ud i gråd – men det var lige meget, for den følelse, broderiet efterlod Kris med, var uovertruffen.

– Det var en vild oplevelse fuldstændig at glemme, hvordan jeg havde det, siger han. – Tidligere havde ensomheden siddet som en kæmpe knude i maven.

Dagbog af sting

Det, som begyndte som en kreativ redningsplanke i 2022, har nu fået sit eget liv og en masse følgere på sociale medier under navnet Følsomt Broderi. Nålen er blevet Kris’ pen, og stoffet en poesibog, hvor alt det, som er svært at sige højt, får plads.

Teksterne handler om vrede, kærlighed, usikkerhed. Om at køre ned ad Nørrebrogade i en Mitsubishi Space Star, om irrationel vrede, om lysten til at smadre noget med et bat.

– Broderiet giver mig tid og rum til at bearbejde de følelser, jeg har. Når man er vred, men samtidig laver noget, som går utrolig langsomt, kan man ikke være det i ret lang tid, konstaterer han.

Kris’ broderier bliver i dag lagt ud på Instagram, og til september udkommer hans bog Jeg græder bedst blandt andre, hvis titel selvfølgelig er broderet i korssting.

– Broderierne er blevet en stoflig dagbog over mit liv, som han siger.

Sy det højt

Kris får masser af respons på Instagram, for mange kan angiveligt spejle sig i hans tekster; hans personlige livskrise har resulteret i noget, som skaber værdi for andre. 

For Kris er åbenbart ikke den eneste, der hellere vil sy end at tale højt om det svære indre liv.

– Jeg er ikke vokset op med at tale om følelser, så jeg havde ikke et sprog for dem. Der skulle en skilsmisse og en stor livskrise til, før jeg fik taget hul på det, siger Kris, der sidste år fik konstateret ADHD og dermed fik en forklaring på, at han har svært ved at sidde stille og holde pauser.

– Jeg forstår nu, hvorfor jeg blev ved med at gå ned med stress, og jeg er blevet mere bevidst om at bruge min energi rigtigt for ikke at brænde sammen, siger han. – Broderiet hjælper mig til at finde ro; jeg kan mærke i min krop, at det er godt for mig.

Kærlighed og krise

Kris har ikke behov for at lære franske knuder eller kædesting; han kan kun to sting, nemlig stikkesting og korssting. Men det er nok til, at han kan samle andre om sig, der også vil brodere følelser 

– over 2.000 mennesker har indtil videre deltaget i hans workshops, nybegyndere som øvede. Her er ord vigtigere end sting, og Kris’ workshops har altid et eksistentielt tema som håb, kærlighed, længsel eller krise.

– Det er fascinerende at se, hvordan deltagerne tapper ind i temaet og broderer nogle meget følsomme ting, fortæller han. – Det er rørende og inspirerende at se deres værker.

I begyndelsen broderede Kris med en vis ironisk distance, men efterhånden er teksterne blevet mere personlige og ærlige.

Der ligger ofte meget personlige historier bag broderierne, for eksempel en ung kvinde, der havde droppet kontakten til sin alkoholiserede mor, og hende, der lavede et broderi til sin døende kollega.

– Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, mange har brug for en pause, og når broderiet tvinger dem til at være langsomme, får de plads til at gå på opdagelse i, hvordan de egentlig har det, påpeger Kris.

Stilheden heler

Ud over selve håndværket er det nærværet, som trækker folk til Kris’ workshops, mener han, for mobilerne kommer kun frem, når der skal tages billeder af et værk eller findes et citat.

– Undervejs kommer der også altid en længere periode med stilhed, for folk bliver så optagede af deres broderi, at de glemmer at snakke, også selv om de deltager med deres bedste venner, fortæller han.

Det knuste hjerte, der var begyndelsen til Følsomt Broderi, er blevet helt igen. Kris og hans kæreste fandt nemlig atter sammen efter et års tid og bor i dag sammen med deres fire børn.

– Jeg var nok ikke den fedeste at være kærester med før, fordi jeg havde stress og manglede overskud til et forhold, indrømmer han. 

– Men da jeg begyndte at brodere, fik jeg langsomt mere styr på mit liv.

Kris Jensen, 39 år

Udd. journalist, i dag boghandler og indehaver af Følsomt Broderi, hvor han holder workshops. Nonbinær og bruger pronominerne han/ham. Bor i Køge med sin kæreste og deres fire sammenbragte børn. 

Se mere på @foelsomt_broderi og foelsomtbroderi.dk

Forfatter til broderibogen Jeg græder bedst blandt andre.