Eksperten guider: Sådan holder græskaret sig længst – og 12 sjove ideer til udskæring
Byd uhyggen velkommen med et sjovt, skræmmende eller kreativt Halloween-græskar til terrassen eller altanen. Vi guider dig til de fineste udskæringer, og Tivolis tidligere designchef giver dig gode tips til, hvordan du laver det flotteste græskar i byen.
Måske har du sendt lange øjne efter kreative Halloween-græskar med uhyggelige motiver og opgivet tanken allerede inden, du selv er gået i gang med projektet.
Men egentlig behøver det ikke at være svært at kreere en flot og uhyggelig græskarlygte.
Alt, det kræver, er nemlig en god portion fantasi, en håndfuld gode tips og nogle solide redskaber til at nå dit mål.
Derfor har alt.dk allieret sig med Creatice Director Jacob Helenius, der i 15 år har været designchef i Tivoli og har stået i spidsen for hele parkens udseende. Han giver dig her sine allerbedste råd til, hvordan du skærer et flot Halloween-græskar.
Mangler du inspiration til din græskar udskæring, kan du lade dig inspirere af billederne længere nede i artiklen.
1. Vælg den rigtige form
Inden du starter, anbefaler Jacob Helenius, at du går på jagt efter den græskarform, som passer bedst til den lygte, du har i tankerne.
– Det kan være et højt eller langt græskar, som giver en smuk, aflang form, der er perfekt til at lave lange øjne og en dyb mund. Det kan også være et bredt græskar, som er perfekt til det store smil, og som giver mulighed for at lave f.eks. et fint gebis og store, bløde øjne, fortæller han
Han pointerer, at det vigtigste er, at græskarret ikke er blødt. Jo hårdere, desto bedre.
2. Hav værktøjet i orden
Når du har det rette græskar i hus, skal du på jagt efter de rigtige redskaber til din græskarudskæring. Og her er der grundlæggende to muligheder, fortæller Jacob Helenius.
– Hvis du kan finde et græskardekorationsudskæringssæt, er det helt perfekt - deri er der nemlig en masse forskellige redskaber, som giver et væld af muligheder for at lave nogle gode former. Hvis du ikke kan finde sådan et sæt, kan du nøjes med at bruge en skarp kniv, en kartoffelkniv, der er mindre skarp, en spiseske eller grydeske og en tusch, siger han.
Han understreger, at det ikke må være en blyant. Skærer du græskar i fællesskab med børn, er det desuden vigtigt, at du som den voksne fører de store knive. Børnene bør kun have en lille kartoffelkniv, der ikke er alt for spids, fastslår Design Directoren.
3. Lav et motiv og start udskæringen
Når redskaberne er i orden, skal du gøre dit græskar klar til forvandling. Start med at vaske det i vand, indtil al jord er væk, forklarer Jacob Helenius.
Græskarret skal være som et helt rent lærred, inden du kan begynde på motivet.
– Hvis du er lidt usikker på dit motiv, er det en god idé at tegne det på et stykke papir først. Det gør det meget nemmere at tegne motivet på selve græskarret bagefter. Brug en god tusch - farven er underordnet, forklarer han og fortsætter:
– Start derefter i toppen og skær en vandret linje, så du ender med at have et ”græskarlåg”, der kan tages af. Herefter udhules græskarret med en spiseske, hvilket er et godt job for de mindste. Undgå at gå igennem den udvendige skal, så der laves huller.
Når det er gjort, tegner du dit motiv på græskarret med tuschen. Jacob Helenius anbefaler, at du eventuelt mærker nogle punkter op, således at du har nogle pejlemærker at gå efter.
– Den voksne starter herefter med at skære ud efter stregerne. Jo flere lige streger, desto nemmere er det at skære efter. Buer, cirkler osv. kan være svære at skære ud. Har du et kopbor og en skruemaskine, er det måske en fin mulighed for dig. Det kan lave de flotteste huller til f.eks. ører og øjne, forklarer han.
4. Få græskarret til at holde længere
Når du er godt tilfreds med resultatet af dit motiv, handler det om at få græskarret til at holde så lang tid som muligt. Noget, der er ganske simpelt, forklarer Jacob Helenius.
– Når I har skåret den flotte dekoration ud, er det vigtigt at huske at pensle hele græskarret i konserveringsmidlet Atamon, som kan købes i et almindeligt supermarked. Det pensles på med en køkkenpensel eller en lille malerpensel i alle kanter både indvendigt og udvendigt, siger han.
Lad derefter Atamonen tørre og gentag gerne penslingen.
5. Sæt lys i
Intet Halloween-græskar er helt komplet uden lys. Derfor er sidste skridt naturligvis at finde den lyskilde, der passer bedst til dit temperament.
– Når græskarret et tørt og færdigt, kan du sætte et lille fyrfadslys i og tænde det. Det ser smukt ud i tusmørket. Er du nervøs for at bruge et almindeligt lys, kan du i stedet bruge en juletræskæde, anbefaler Jacob Helenius.
Få masser af inspiration
Er du endnu i tvivl om, hvordan dit græskar skal se ud, så får du her en masse forskellig inspiration – til alle ambitionsniveauer. Ligegyldigt om dit græskar skal være sejt, sjovt eller uhyggeligt.
1. Den detaljerede
2. Den, du har set i TV
3. Den hjemlige
4. Den, der siger 'miav'
5. Den til hele familien
6. Den blomstret
7. Den enøjede
8. Den simple
9. Den klassiske
10. Den med tænder
11. Den sultne
12. Den forelskede