Hvor gammel føler du dig indeni? Vi ser nærmere på fænomenet aldersdysfori

Hvor gammel er du?

Det ligner et enkelt spørgsmål. Næsten uskyldigt. Sådan ét, børn stiller hinanden. Men faktisk har det sjældent været mere ladet med ambivalens og svære følelser og desuden vanskeligere at besvare, for alder er ikke længere, hvad det har været. 

Den vante, lineære forståelse af et ganske almindeligt livsforløb er splintret til atomer, og der er opstået et sælsomt misforhold mellem den alder, de fleste af os lever, og den alder, vi rent faktisk har.

Det mener blandt andre den 28-årige journalist Letty Cole, hvis nylige essay "Why Do We All Have Age Dysmorphia Now?" i amerikansk Vogue har optrådt som en algoritmisk stalker i mit feed – i øvrigt klemt inde mellem nuttede babyvideoer og reklamer for collagenpulver, selvhjælpsråd fra veltrænede agefluencers og tilbud om alt fra formuerådgivning til studieboliger.

For jeg er åbenbart bulls eye i målgruppen for aldersskizofren markedsføring, hvilket gør mig til lige præcis dét, den amerikanske journalist beskriver: en kvinde i sin bedste alder med et lettere forvirret forhold til tallet på sin dåbsattest. 

Skal man tro Letty Cole, er jeg dog langt fra alene. Hendes bud er, at vi som samfund lider af et kollektivt tilfælde af såkaldt aldersdysfori – et psykologisk fænomen, som i årevis har været brugt i snævre kliniske kredse til at beskrive den tilstand af eksistentielt ubehag, der kan opstå, når der er en åbenlys disharmoni mellem ens biologiske alder og den alder, man oplever at have og leve efter.

Der er kort sagt gået kuk i livsmanuskriptet, og kapitlerne ligger ikke længere i deres sædvanlige rækkefølge, når 19-årige bliver tradwives og helliger sig børnefødsler og husmoderliv, 25-årige ikke kan flytte hjemmefra, fordi SU’en ikke rækker til boligpriser, der kræver en direktørløn, mens 85-årige flirter, som var de teenagere, og 50-årige ammer deres førstefødte. 

Når 30-årige fravælger kernefamilie og realkreditlån for i stedet at leve som digitale nomader og 10-årige bruger rynkeserum, i øvrigt anbefalet af jævnaldrende kidfluencer-millionøser.

Den komplekse alder

Har man først skærpet sit blik for, hvordan aldersdysforien er et træk i tiden, populærkulturen og omgangskredsen, er det næsten ikke til at få øje på andet. 

Men hvad sker der med vores forhold til os selv og hinanden, når alder er blevet noget, vi kan vælge, påvirke og måske ligefrem (næsten) ændre på? 

Ifølge 30-årige Sofie Diemer, der er forfatter til digtsamlingen "LOL-LITA" og kvinden bag DR-podcasten "Sofie og de nye tider", er vores forhold til alder lige nu så komplekst, at man må dele emnet op i bidder. Lidt ligesom livet traditionelt er blevet det.

– Vi har historisk tænkt et liv som inddelt i på hinanden følgende faser, der har passet nogenlunde med biologien og forskellige kulturelle forventninger til, hvad man gør hvornår for at passe ind i normaliteten. 

Men når vi pludselig ikke lever efter de faser, som også giver en fornemmelse af retning, hvad gør vi så? Når det at skabe og finde mening bliver op til os selv, kan det føles dybt forvirrende, og det har desuden den konsekvens, at det kan være svært at have en fælles samtale om det eksistentielle, når vi alle kun er optagede af vores egen lille, individuelle levebane, siger hun, og tilføjer:

– At jeg også synes, det er principielt dejligt, at livet kan se ud på en million forskellige måder, gør bare mit forhold til fænomenet aldersdysfori endnu mere vanskeligt.

Og det er måske lige præcis dén ambivalens, vi alle er fanget i; at der både er noget forvirrende, frustrerende og frisættende ved vores nye forhold til den alder, som tidligere kom med en klar manual og nagelfaste forventninger. 

For hvorfor acceptere fortidens fortællinger om tilværelsens definerende faser? Først den rebelske teenager, så de søgende 20’ere, de travle 30’ere med børn og karriere og de ambivalente 40’ere. Dernæst nedad bakke mod pensionen. 

I en tid, hvor man ikke behøver at lade sin version af femininitet diktere af livsforsnævrende historiske klicheer, og køn desuden er til forhandling, kan alder vel også være det?

– Fordi kvinder har taget mere plads på scenen og trods alt også har mere magt i den offentlige samtale, vil vi ses og høres, også selvom vi er blevet ældre. 

Mange har fået definitionsretten i deres eget liv på en anden måde end tidligere og vil selv bestemme, hvad de gør med den alder, de har, lyder en del af forklaringen fra 41-årige Anne Kirstine Cramon.

Hun er tidligere spindoktor i Liberal Alliance, podcastvært og forfatter til bogen "Manual til dårlig stemning" – en guide til argumenter mod de myter, fordomme og almindelige fejlopfattelser, hun mener, har banket kvinder på plads siden Adam og Eva.

Men trods sin begejstring for moderne kvinders frie valg insisterer hun alligevel på, at vores oplevelse af alder og dertilhørende livsmuligheder også er produktet af et komplekst samspil mellem individ og samfund.

– Da jeg skrev min bog, gik jeg fra at tænke, at det meste er individuelle valg til at opdage, at det er der også rigtig meget, som ikke er. F.eks. er det ikke alene udtryk for et valg, når kvinder får færre børn senere. 

Der er en million forskellige faktorer, der, ud over vores frie vilje, har betydning, f.eks. uddannelse, økonomi, ligestilling, boligforhold og arbejdsmarked.

Det er de samme strukturelle forhold, der er på spil, når unge oplever at blive fastholdt i en barndom, de egentlig er klar til at forlade, fordi de reelt ikke har muligheden for at tage skridtet ind i voksenlivet, mener Sofie Diemer.

– Da jeg var 18, tænkte jeg, at man var voksen, når man havde hus, børn og job. Nu er jeg 30 og har ingen af delene. Voksenmarkørerne skal redefineres, når boligmarkedet gør det umuligt at købe en lejlighed, andelen af freelancejobs uden feriepenge og pensionsordning stiger, og en vandmelon koster 45 kroner på grund af inflation. 

Det er derfor ikke udtryk for umodenhed eller commitment issues, men for strukturelle forandringer, når unge i dag lever på helt andre måder, end eksempelvis generation X gjorde, siger hun.

Derfor har hun også selv måttet opfinde en ny beskrivelse af det at være blevet voksen.

– For mig handler det om, at jeg har lært at tage ansvar for mit eget liv, lært at sige undskyld, være kritisk, stå ved mine holdninger og spise grøntsager, når jeg skal. Det er også en definition på det voksne menneske.

LÆS OGSÅ

Kan vi virkeligt gå os fra livskriser og til mere ro og lykke?

Der er noget helt særligt over den meget lange vandretur. Det er den, mange tyr til, når livet bider fra sig. Men kan vi faktisk gå os fra livskriser og til mere ro og lykke? FIT Living har snøret vandrestøvlerne og spurgt en gå-turs-entusiast, en langdistancevandrer og en forsker, om lykken ligger for enden af Caminoen – eller om mindre kan gøre det.

De gamle er kedelige

Men selvom aldersdysforien bytter om på kortene på alle alderstrin i den store livskabale, virker den især udbredt blandt kvinder i midten og hen mod slutningen af livet. Årsagen skal ifølge Sofie Diemer bl.a. findes i en mere generel tilgang til livet, der er typisk for vores tid.

I en kompleks verden, hvor det er svært at finde retning, vil vi gerne kunne styre alting, også biologien, og bestemme hvornår og hvordan, vi ældes. 

Ultimativt vil vi jo gerne have kontrol over døden, faktisk helst helt undgå den. Jeg har tit tænkt, at vores tid er en komedie, og manden med leen står bag os alle og griner.

Selv er jeg lige fyldt 50, men har i mange år trivedes bedst som indbildt 34-årig. Det forekommer mig at være den ideelle alder, og det er vi tilsyneladende mange i min generation, der synes. 

Gammel nok til at have fundet den rette hylde i arbejdslivet, fået nogenlunde styr på barndomstraumerne, mødt en partner, der var mere end en fling, og blevet forælder, men stadig ung nok til at rejse jorden rundt eller lave en karrieremæssig u-vending, flashe de brune lår i uhæmmet korte shorts (uden hverken indre eller ydre fordømmelse) og få et barn mere. 

34 er vital! Fuld af saft, kraft og nye muligheder. Løfterig og ubegrænset, siger hun.

Men underligt nok er min selvdiagnosticerede aldersdysfori også anledning til den rodebutik af rundtossede længsler, der, nu i et 50-årigt hylster, (gen-)opstår, når jeg med jævne mellemrum får lyst til at blive trommeslager i et rockband, lære japansk eller, ja... få en baby. 

Alt sammen noget, jeg, med en stor eller lille sorg, alt efter dagsformen, må konstatere, at både tiden, økonomien og biologien umiddelbart vil modsætte sig.

Men hvorfor føles det på én gang skamfuldt og som det naturligste i verden at ville strække ungdommen så længe som muligt? Ifølge Sofie Diemer giver det sig selv, at de fleste i nærmest enhver fase af livet ønsker sig at være yngre, end den biologiske alder indikerer, fordi vi ganske enkelt er kulturelt kodet til det.

– Vi har skabt et samfund, hvor det at blive gammel bredt betragtet ikke er en fed ting og hverken forbundet med værdighed, skønhed eller særligt meget andet, vi i vores kultur betragter som attraktivt. 

Samfundsfortællingen er, at det unge er det nye og spændende. Det er foråret, mens det voksne er det stabile, kedelige efterår. Roen, eftertanken og erfaringen bliver ikke solgt som værdifuldt, og det sætter sig selvfølgelig i måden, vi betragter det at blive ældre på. Alder er noget, vi alle sammen fører en både indre og ydre krig imod.

En skærpende omstændighed, når man spørger Sofie Diemer, er, at vores digitale liv skaber et konstant behov for identifikation, og når billedet af ungdom er overalt, bliver det den prisme, vi uundgåeligt forstår os selv igennem.

– Vi er vant til, at vi skal kunne spejle os i alt, vi konsumerer. Vores algoritme er tunet ind på det. Hvad ligner mig? Hvad kan jeg lide? Det gør, at alt, vi ser, hører og forbruger, er individuelt og ikke taler ind i en fælles virkelighed. 

Vores forståelse af alder er i opløsning, men fællesskabet og mangfoldigheden har også trange kår, og det er et problem, når vi ikke kan forstå og sympatisere med mennesker, der er i andre stadier af livet, mener hun.

Der lader desuden til at være bred enighed om, at modviljen mod at ældes er blevet en milliardforretning; et lukrativt, sort hul af drømme, desperation og skam, som svimlende summer forsvinder ned i, når vi køber rynkecremer, fryser æg ned, biohacker, shopper kosttilskud og på et utal af andre måder betaler os fra at forme, ændre eller påvirke den biologi, som er under forandring livet igennem, om vi vil det eller ej.

Du holder dig godt

Et andet barometer, hvis udsving afslører vores kollektive anfald af aldersdysfori, er populærkulturen, hvor tidstypiske fænomener har det med at optræde på steroider. 

Alligevel satte det internettet i brand, da de første billeder af 63-årige Demi Moore under februars modeuge i Milano tonede frem, rynkefri som et nystrøget lagen og i et sort lædersæt fra Gucci, som de fleste nok ville have svært ved at klemme sig ned i. 

Demi Moore havde samtidig hovedrollen i franske Coralie Fargeats body-horror-film "The Substance" om en falleret skuespiller, der går til ekstremer for at bevare sin ungdoms skønhed.

 Og mens nogle råbte “freak show” i fordømmelse, var andre bekymrede for den mentale sundhed hos den med ét benede og senede celebrity, og endnu andre stemplede ind i en you do you-bevægelse, som trak på skuldrene og mente, at alder er et valg, der er op til den enkelte.

For hvorfor dog ikke gøre det, når det nu er muligt at skrue uret så langt tilbage?

– Som liberal må jeg sige: Det gør du bare! Enhver kvinde må 100 procent selv bestemme, hvad hun gør med sin egen krop, fastslår Anne Kirstine Cramon.

Der er dog alligevel et men.

– Man skal måske bare overveje, hvilket signal, man sender til sine døtre, når vi nu ved, at tre ud af fire unge kvinder ønsker at ændre deres udseende, og der står en money making machine parat til at fange dem på det allermest usikre og sårbare tidspunkt i deres liv, tilføjer hun og understreger, at voksne kvinders status som rollemodeller i det hele taget ikke bør undervurderes.

– Vi er nødt til at have gode, ældre eksempler, vi kan forme os efter, så når de voksne groft sagt ser ud og opfører sig som børn, mangler der nogen at se op til.

For alder er tilsyneladende også noget, vi på godt og ondt giver til hinanden – mødre, døtre, veninder og medsøstre. Lidt ligesom når vi bruger det bagvendte kompliment “Du holder dig godt,” som blandt mine jævnaldrende generation X’ere er en nydeligt forklædt version af sætningen “Du kunne være grimmere i din alder.” 

Det er da også netop frygten for at blive vurderet og fundet (for) gammel, der spøger, når jeg – trods min åbenlyse forpligtelse som rollemodel – ind imellem overvejer, om det bare er mig, der er en moralsk indeklemt kropspuritaner, som burde slippe tøjlerne og lade mig pumpe med filler, optimere min glow med en rask omgang microneedling, eller dog i det mindste lige få snittet de nedfaldne øjenlåg, som gør, at makeuppen klumper, når jeg har smilet mere, end klædeligt åbenbart er, når man har gjort det i 50 år.

Men er der også noget usolidarisk i at nægte at acceptere tiden som universel kraft og “snyde,” som min ene veninde sagde til min anden, da hun bekendtgjorde, at det var blevet tid til botox? 

For “så skal jeg jo være den gamle,” klynkede hende, der indtil videre havde sat sig for at lade rynkerne blafre. Hun var med ét blevet efterladt i sin alder, mens de andre stak af – i den modsatte retning, vel at mærke, nemlig tilbage i tiden.

Snyd eller ej. Søstersolidariteten lader til at blive sat på prøve i enhver relation med aldersdysfori indblandet, og i særdeleshed når nogle vælger at tage kampen op mod tiden, mens andre bliver på perronen. Og det handler også om økonomi, symbolsk såvel som konkret, påpeger Sofie Diemer.

– Os, der ældes synligt, mister jo vores værdi hurtigere i et ungdomsdyrkende samfund. Alder er også en kapital, når vi møder os selv og hinanden med det dobbelte spørgsmål: "Hvor gammel er du, og hvor ung ser du ud?" 

Vi har desuden en fortælling om, at vi kan det hele, men det er jo ikke en realitet. Det er ikke økonomisk tilgængeligt for alle at få kosmetiske behandlinger og frosset æg ned. Det er også en del af vor tids ulighed, understreger hun.

Forræderiske forbilleder

Men hvilke forbilleder er der så tilbage til os, der gerne vil træde ud af aldersdysforiens spejlkabinet af modsatrettede længsler og finde os nogenlunde til rette i den livsfase, vi biologisk set er landet i. 

Og måske ligefrem glæde os over, at vi trods alt er nået så langt? En hel del, lader det til, for hvor det for blot fem år siden var svært at få øje på vitale, succesfulde, fuckable kvinder over de 40, synes kulturen lige nu at vrimle med dem. 

Den danske modeskribent Lotte Freddie turnerede i anledning af sin 91-års fødselsdag de danske medier, bl.a. i et forsideinterview i Eurowoman, rundt med budskabet om, at alder er kommet på mode, og de selverklærede alderspositivister, den 56-årige Luisa Dunn bag profilen @thesilverlining_1970 og den 61-årige modeinfluencer Grece Ghanem samler millioner af begejstrede følgere, der elsker budskabet om, at det aldrig er for sent til hverken leopardleggings, en ny uddannelse eller en ung elsker.

Mens plussize-modellerne glimrede ved deres fravær i Paris og Milano den seneste sæson, var det de "ældre" kvinder, som skridtede catwalken af, i øvrigt fulgt fra front row af modne skønheder som 57-årige Naomi Watts og Gillian Anderson og 68-årige Andie MacDowell, der ved nærmere eftersyn havde det, man vel kan kalde moderate alderstegn. 

Dekorative rynker, gråt hår, nuvel, men hverken overgangsalderens frygtede mavedelle, en kæbelinje druknet i løs hud eller overarme med vedhæng – ‘vinkeskinken’, som den bl.a. (hånligt og misogynt!) er blevet døbt.

Man får en snigende fornemmelse af at være blevet narret, når i hvert fald den ydre del af den pakke, de ældre forbilleder har at tilbyde, synes at være endnu mere ungdomsdyrkelse, nu bare snedigt forklædt som en sund og velpræserveret alderdom, tilgængelig for alle, der vil det nok. Anne Kirstine Cramon tillægger da heller ikke modebranchens nye aldersbegejstring den store betydning.

– Lige nu er inklusionen nået til de ældre – de er den nye gruppe, som kulturen skal omfavne. Der var både ramaskrig og applaus, da Pamela Anderson for første gang mødte op uden makeup, men for de fleste af os ville det allerhøjst få nogen til at spørge, om vi var syge eller trætte. 

Der er jo bare ingen af os, der ligner Pamela Anderson uden makeup, og det er ikke noget nyt, at vi har idealkvinder, som vi forsøger at, men sjældent kan, leve op til, siger hun.

Alligevel vil hun gerne slå et slag for det frisættende potentiale i at kigge nysgerrigt i retning af dem, der viser, at vi ikke alle sammen behøver at leve de samme aldersdefinerede liv – hverken på de ydre eller indre linjer.

– Når det er blevet en livspræmis, at alder ikke længere er lig med nogle meget bestemte måder at leve på, sætter det os også fri til at lade os inspirere af alle kvinder. Yngre som ældre. 

Selv er jeg for tiden fascineret af den bevægelse af kvinder i menopausen, som står stærkt i deres liv og nægter at blive usynlige eller holde kæft med det, de gennemgår. 

Det er ikke kun, fordi jeg ved, at det bliver mig selv en dag, men også fordi de lever fede liv, som jeg kan lære noget af, også dér, hvor jeg er nu, fortæller hun.

Men måske kan vores kollektive samtale om alder også starte et helt andet sted end ved forræderiske forbilleder, dødsangst og den evigt forførende ungdom. 

Det foreslår Sofie Diemer, der længes efter, at vi helt afkobler ideen om alder fra idealerne om, hvordan et godt liv kan udfolde sig. Simpelthen holder op med at sætte lighedstegn mellem alder og lykke – og det modsatte.

– Hvor er alle snakkene om, hvad det gode liv er, som ikke handler om skønhed og penge? Som ikke handler om look optimizing og health optimizing? Hvor er dén samfundssamtale? spørger hun, og tilføjer:

– Måske det er her, vi skal starte, hvis vi gerne vil begynde at se hele livet som interessant og værdifuldt. Eller måske har jeg skiftet holdning, når jeg om 10 år læser den her artikel igen og overvejer botox? 

Jeg håber det virkelig ikke.

LÆS OGSÅ

Er du udfordret i overgangsalderen? Så skal du måske prøve dette

Mere energi, bedre søvn og stærkere knogler. Træning kan være et effektivt værktøj mod mange af overgangsalderens udfordringer og følger. Men hvor meget skal der egentlig til – og hvilke træningsformer giver mest effekt?