"Frommerjoe" og Lucas skal være værter på tv-program
Nicolai "Frommerjoe" From og Lucas Georg Christiansen får snart nye roller, når de skal være værter på et tv-program.
Content creators er kommet for at blive. Og det er ikke kun på de sociale medier, at man begynder at se mere til den verden.
Flere og flere content creators bevæger sig nemlig stille og roligt fra kun at være på sine egne platforme til at være med i diverse tv-programmer.
Også makkerparret Nicolai "Frommerjoe" From og Lucas Georg Christiansen, der sammen har YouTube-kanalen "CREW", har også været på tv nogle gange efterhånden.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Lucas har været med i programmer som "24-stjernes julikalender" og "Døm vores forhold", hvor Frommerjoe har været med i blandt andet "Spillet".
Men nu skal de ikke blot deltage i et program – de får nemlig nogle helt nye roller, når de til februar skal være værter på et tv-program.
Det afslører Lucas til HER&NU på rød løber til Simba Prisen 2026.
– Det er ikke noget, jeg må sige så meget om, men der kommer et tv-program ud til februar, som vi er værter på mig og Fromme, fortæller Lucas, der dog holder kortene tæt til kroppen indtil videre.
– Jeg har ikke læst kontrakten, men jeg tror ikke, at jeg må sige det, men det er for en tv-kanal.
Lucas lægger samtidig heller ikke skjul på sin holdning til omtalen af content creators, som han beskriver som mangelfuld.
– Mange af de store nyhedsbrancher mangler at fokusere mere på det, vi laver og anerkende det mere. Jeg føler bare, at det er en branche, hvor der bliver lagt rigtig meget tid og kræfter i det, og jeg føler, at nogle af de tal, vi leverer til folket, er nogle, der konkurrerer med TV 2, DR, Prime og Netflix.
Derfor er han nu også glad for, at der stille og roligt kommer den anerkendelse, som han synes, at branchen fortjener.
Var nomineret til Simba Prisen
Lucas var mødt op til Simba Prisen med sin kæreste Esther Marie Dettmann "Peddey", som han håbede ville gå hjem med prisen for "Årets TikToker". Den gik dog til Mads Dyhr.
Selv var Lucas nomineret med makkeren Frommerjoe til prisen "Årets content" for CREWs FIFA-turnering, som han på forhånd ikke regnede med at vinde på grund af feltet, de var oppe imod.
Det endte også, som Lucas forventede, med at være Rasmus Søndergaard, der hev den pris med hjem, men det står altså ikke i vejen for, at Lucas og Frommer arrangerer endnu en fodboldturnering i fremtiden.
– Der kommer noget til sommer, og det bliver formentlig i Parken, afslører Lucas.