Skyd genvej til mere velvære: Sådan træner du din lugtesans
Dufte handler om langt mere end din yndlingsparfume. De kan være en vej til større velvære, bedre sundhed og en skarpere hukommelse. Og så kan du faktisk træne dig til en bedre lugtesans.
Syn og hørelse tillægges ofte højere værdi end lugtesansen. Men måske burde det være omvendt. Lugtesansen udviklede sig, længe før vi overhovedet kunne tale med hinanden.
Det er en primitiv sans, som er og har været vigtig for, at vi ikke indtager giftige stoffer. Den advarer os om røg og brande – og kan endda varsle os om sygdom.
En dårlig lugtesans kædes i dag sammen med en række sygdomme som Parkinsons sygdom, Alzheimer og aldersrelateret hukommelsessvækkelse, og der forskes flittigt i, hvordan vi påvirkes af forskellige dufte.
Flere studier fra bl.a. Karolinska Institutet i Sverige har endda koblet en dårlig lugtesans midt i livet til øget dødelighed. Men træning af næsen kan også bremse sygdom og forlænge livet.
Et eksempel er et studie, hvor forskere ville undersøge, om dufte kan bremse kognitiv svækkelse ved at sprede forskellige dufte i soveværelset.
Man lod ældre personer prøve naturlige olier med duft af rose, eukalyptus, pebermynte, rosmarin og lavendel hver aften i seks måneder for at se, hvordan hukommelsen blev påvirket.
Derefter målte man deltagernes hukommelse, verbale indlæring og evnen til at skifte opmærksomhed mellem forskellige opgaver.
Resultatet viste, at testgruppen fik forbedret hukommelsen med 226 procent sammenlignet med personer, der ikke brugte de naturlige olier.
Også i Sverige er der lavet lignende tests, fortæller Jonas Olofsson, professor i psykologi ved Stockholms Universitet og forfatter til bogen ”Den undervurderede sans”.
– Vi har blandt andet udviklet et hukommelsesspil, et slags vendespil med dufte af forskellige teer. Vi har set, at personer med hukommelsesproblemer, der træner med det ti minutter om dagen i 40 dage, bliver bedre, siger han.
Man har også studeret personer, der mistede lugtesansen under covidpandemien, og set, at den er følsom over for skader.
– Også andre virusinfektioner end covid kan skade den. Hovedskader og polypper er andre årsager til, at nogle holder op med at kunne lugte.
Har du prøvet at blindteste?
Jonas Olofsson fortæller, at et pludseligt tab af lugtesans samtidig med hukommelsesproblemer kan tyde på en demenssygdom eller Parkinsons.
Også depression kobles til dårligere lugtesans. Desuden bliver vores lugtesans slidt med årene. Men skader og slid kan læges med lidt træning.
– Det er ikke nok at lugte lidt fraværende til noget i ny og næ, lugtetræning er ret krævende. Man skal sidde i ti minutter og koncentrere sig om lugten morgen og aften i fire måneder. Jo før man begynder at træne en tabt lugtesans, desto bedre. De fleste oplever, at de bliver bedre i løbet af processen, siger han.
Lugtetræning er ikke kun for dem, der har mistet den efter covid, den kan være god for alle. Og der er flere forskellige måder at optræne evnen på. Jonas Olofsson har været med til at udvikle testen smelltrainingapp.com, som er gratis og åben for alle.
For at få effekt skal hjernen udfordres af duftene. Derfor skal man blindteste dufte, for eksempel ved at have små uigennemsigtige bøtter, som man fylder med forskellige krydderurter, teer eller kaffe og derefter lugter til i tilfældig rækkefølge.
– Det er sværere, end man tror, selv for en, der har en god lugtesans.
Jonas Olofsson fortæller, at han og hans kolleger tager på særlige ”smell walks”, når de er ude at rejse.
– Det er en øvelse, der handler om at opdage omgivelser gennem deres dufte og lugte og skrive dem ned. Alle steder, man befinder sig, har en lugt, hvilket man ikke altid tænker over. Man skal gøre sig bevidst om den. Så opdager man, at steder har forskellig karakter, siger han.
Smell walks gør blandt andet, at man kan føle et stærkere bånd til stedet. – Man kan sammenligne det med mindfulness, man får en øget tilstedeværelse og opdager en ny dimension af et sted, siger Jonas Olofsson.
Måske en kvindelig sans
Der er flere forklaringer på, hvorfor vi har svært ved at identificere dufte. En er, at vores lugtesystem ikke er tilpasset til analyse.
– Dels er det en holistisk sans, som kobles sammen med andre sanser, dels udviklede den sig, længe før vi kunne tale. Vi har ikke noget sprog for lugtesansen, siger han.
Før i tiden blev lugtesansen betragtet som en kvindeligt kodet sans. Dufte var simpelthen noget, kvinder blev anset for at være gode til, mens mændene blev anset for at være mere intellektuelle. Disse fordomme lever delvist videre den dag i dag.
– Måske bidrager det til, at lugtesansen er undervurderet. Vi forstår ikke, hvordan det er at leve uden den, før vi mister den.
For Jonas Olofsson er lugtesansen derimod den allermest oprindelige form for kommunikation.
– Dyr og vores celler i kroppen kommunikerer jo kemisk med hinanden. Jeg vil beskrive lugtesansen som et mødested mellem vores indre og ydre verden.
Det var også i dyreverdenen, at forskere opdagede, at for eksempel insekter kommunikerer med hinanden ved hjælp af særlige dufte, såkaldte feromoner. Duftene siges at styre adfærden ubevidst, bl.a. når insekter vælger en partner. Nogle mener, at også mennesker styres ubevidst af feromoner, men Jonas Olofsson er skeptisk.
– Ja, der er kommet spændende fund om, at vi kommunikerer med vores kropslugte, for eksempel at kvinders tårer skulle udsende et kemisk signal, som kun mænd kan opfatte.
Men det har været svært at gentage resultaterne i senere studier, og forskere taler ikke længere om menneskelige feromoner.
Duft dig til bedre hukommelse
Et forskningsforsøg viste, at man kan øge sin hukommelsesevne markant med en simpel duftmetode. Alle i studiet fik en diffuser og syv patroner med naturlige olier fra rose, appelsin, eukalyptus, citron, pebermynte, rosmarin og lavendel.
De blev opfordret til at bruge en af olierne med en diffuser i deres soveværelse i to timer hver aften i en periode på seks måneder. Før og efter den seks måneder lange studieperiode udførte forskerne en række neuropsykologiske tests på deltagerne og hukommelsesevnen steg med hele 226%.
Kilde: cnlm.uci.edu