Ikke set i "Robinson": Sanshiro brød psykisk sammen
Sanshiro Kræmmer vidste godt, hvad klokken havde slået, da han ikke vandt en fredning.
I dagens afsnit af "Robinson" kæmpede Sanshiro Kræmmer i den grad for overlevelse, da deltagerne var i dyst om at få en fredning. Han vidste godt, han han stod yderst på broen til at ryge.
Til HER&NU sætter han ord på oplevelsen i dysten og tiden efterfølgende.
– Jeg fik ingen skader. Det var mere psykisk, der brød jeg sgu sammen efter den konkurrence, for der indså jeg, at min rejse var slut. Jeg var bare i så dårligt humør, fortæller Sanshiro.
Artiklen fortsætter under videoen.
For Sanshiro hjalp det at tale med Thomas, der var blevet hans tætteste kammerat på øen og den sidste tilbage i hans alliance.
– Jeg havde det mentalt nederen og var halvdeprimeret. Det var trist, at min rejse skulle stoppe. Thomas blev ved med at klappe mig på skulderen og sagde, at der kunne komme et twist eller noget, og det var egentlig meget rart.
Trods Thomas' støtte begyndte Sanshiro at acceptere dagen som den sidste i ekspeditionen, for selvom han prøvede et sidste taktisk forsøg, så vidste han godt, hvad dagen ville bringe.
– De lyttede til mig, men jeg kunne godt mærke, at de allerede havde taget en beslutning om, hvem der skulle ryge. Der var sgu ikke så meget at gøre. Jeg kunne godt regne det ud. Folk så mig som en stærk spiller, så jeg vidste godt, jeg tidligt i sammenlægningen var positioneret som en af dem, der var farlige, siger Sanshiro.
Derfor håbede Sanshiro på støtte fra produktionen.
– Det eneste, der ville kunne redde mig, var, hvis produktionen havde lavet et twist i det her ø-råd, som de gjorde i forrige, da David var i duel mod Pete, så ville jeg have haft en chance. Men eftersom produktonen ikke lavede noget twist overhovedet, så var der intet at gøre.
Sanshiro er ked af, at der på øen var konsensus om at få de stærke ud først.
– Jeg er ærgerlig over, at ingen af dem valgte at spille med værdighed, det var med egoismen, men det var selvfølgelig også taktisk klogest af dem, fordi så har de selv en bedre chance i en eventuel finalefase, for jeg vil sige, jeg nok var den stærkeste spiller på det tidspunkt, siger Sanshiro, der godt i sidste ende forstår deres beslutning.
– Det er jo et spil, og det handler både om taktik og om at kunne præstere godt i konkurrencer. Det er jo "Robinson". Jeg accepterer det, og det er, som det er, men det er sgu ærgerligt, at fordi man præsterer godt, så bliver man smidt ud.