Selvom Winnie har kræft, leder hun efter kærligheden: ”Hvis man holder op med at håbe, så dør man”
Hun har prøvet lykken i datingprogrammer uden rigtigt at finde lykken. Og hun har prøvet at miste en kæreste, mens hun var i et kemo-forløb. Hun er livslangt syg, og alligevel fortsætter hun med at lede efter en ny partner – og finder også kæmpe kærlighed i små ting hver dag
Winnie elsker Højskolesangbogen. Hun hører tit sange derfra, som passer til situationerne i hendes liv.
– I skal høre den her, siger hun og tænder for sit lille orange musikanlæg, da vi møder hende i autocamperen ved vandet i Frederikssund: ”Hold håbet op. Stjernen viser vej. Hold håbet op. Mørket skjuler sig …”, lyder det til milde, varme toner.
Og der er masser af lys og energi, hvor 55-årige Winnie Topp fra Slangerup befinder sig.
Hun holder ferie fra sin kræft lige for tiden, som hun siger, for den er i ro. Og så er hun single og holder aldrig op med at lede efter kærligheden på ny.
Tidligere i sit liv har hun været gift i 18 år og fået fire børn, og derefter haft et længerevarende forhold i 15 år.
Hun har også prøvet lykken to gange i datingprogrammet ”Landmand søger kærlighed”, hvor hun endte med at ryge ud uden en landmand. Så kærligheden er efterhånden kuldsejlet nogle gange i hendes liv.
Men Winnie er fuld af kærlighedshåb:
– Jamen hvis man holder op med at håbe, så dør man da, siger hun.
Uanset hvad Winnie har været igennem, så er kærlighedshåbet altid vokset frem igennem livets buskads.
Svag og magtesløs
I august 2023 fik Winnie konstateret en sjælden cancer, et thymom, som sad i brysthulen og var vokset helt hen til hjertet.
Tumoren skubbede faktisk hjertet til side, og lægerne mente, den var vokset helt ind i hjertet, så Winnie fik at vide, at hun ikke ville overleve. Men efter en meget skrap kemokur trak knuden sig så meget tilbage, at det blev muligt at operere.
– I hele mit første kræftforløb hørte jeg højskolesangen ”Fortabt er jeg stadig”, for den er så smuk, og jeg brugte den til at overleve, for jeg følte mig helt fortabt, indtil jeg lige pludselig opdagede, at jeg ikke var fortabt, fortæller hun.
”Fortabt er jeg stadig” er en kærlighedssang. Og håbet, Winnie fik ved at spejle sig i de to mennesker i sangen, angik både det at overleve kræften og at opleve kærligheden igen.
Samtidig med at hun var syg, gik hendes daværende forhold nemlig i stykker.
– Da jeg mistede min kæreste, krystalliserede min sjæl, sådan følte jeg det. Jeg kom i en voldsom krise. Altså, giv mig alt det kemo, jeg har været igennem, det klarer jeg, men at miste mit forhold, mens jeg var så svag og magtesløs, det var hårdt, for trygheden og det mod, man kan have, når man har en partner, det forsvandt, og den smerte påvirkede min mentale styrke.
Efter kræftforløbet og dets også store fysiske udfordringer nåede Winnie med hjælp at komme ovenpå igen, men knap halvandet år efter vendte kræften tilbage i form af metastaser.
– Jeg vidste godt, at risikoen var stor, men havde tænkt, at det ikke kom til at ske for mig, siger hun.
I sit andet kræftforløb fik Winnie en stor operation, som gav mange smerter bagefter.
– Men nu har kræften været i bero i over et år, og jeg håber, det holder mindst et par år eller måske fem, før jeg eventuelt skal i behandling igen.
Savner at ligge i ske
Og kærlighedshåbet – det har hun ubetinget stadig.
– Jeg finder det vigtigt at have kærlighed til mig selv, og jeg finder glæde i mange små ting i min hverdag. Og samtidig leder jeg efter en ny partner.
For jeg kan virkelig savne tosomheden og nærværet og det at glæde sig over de nære ting sammen. Det møde imellem to mennesker, der opstår, når man vågner om morgenen og åbner sine øjne, og man ser hinanden.
Eller når den ene kommer hjem fra job eller sport, og man laver mad sammen. Det er i de møder, kærligheden er, oplever jeg, og det er dét, jeg søger.
– Og jeg har jo både oplevet at have en kæreste, mens jeg var i behandling, og jeg oplevet ikke at have det. Den forskel var vanvittig stor. Det er en meget stor tryghed at have en partner, når man er syg, hvis det er et godt forhold, synes jeg.
Det, der gør det unikt, er, at det er dén person, der er der med gensidig kærlighed og tiltrækning. Man følges i svømmehal, gør romantiske ting, danser tæt i stuen og falder i søvn sammen i ske.
Winnie ejer en campingplads og hostel, som hun oprindeligt selv drev, men i 2021 blev hun sygemeldt på grund af en udslidt krop og endte på pension. Indimellem kan hun godt blive i tvivl om, hvor meget hun har at byde ind med i forhold til en partner, når kræfterne er små.
– Men jeg har fundet ud af, at jeg skal lade være med at sammenligne med, hvad jeg kunne engang, og at hvis jeg nøjes med at tænke på, hvad jeg rent faktisk har at tilbyde, så er det ikke så skidt endda.
Jeg er nærværende og har oprigtig interesse i andre mennesker. Jeg har også gode trygge rammer med blandt andet hus og autocamper. Og jeg praktiserer forkælelse samt gensidig respekt og forståelse.
Winnies drøm er at finde en partner, som selv er kræftpatient, eller har været, fordi det giver et særligt fællesskab med dyb forståelse for hinanden.
– Ellers tager jeg bare prinsen på den hvide hest, når han lige kommer forbi, siger hun og griner.
– I foråret mødte jeg en, der ligesom mig har 33 procents chance for at leve om fem år. Han savnede også en at ligge i ske med, og vi lå meget i ske og dansede og havde det sjovt, for vi skulle jo måske dø om lidt, vidste vi.
Vi havde nogle fantastiske måneder sammen, og så skulle det alligevel ikke være på grund af uoverensstemmelser, men jeg var meget taknemmelig over at få den oplevelse med lige netop ham, fortæller hun.
Faktisk har hun fået det som et af sine livsmål at hjælpe andre til at finde sammen og har oprettet gruppen Cancer Dating på Facebook, hvor et par hundrede nu er medlem og har mulighed for at få kontakt med ligestillede.
Winnie har også prøvet at date raske personer, og det krævede overvejelse om, hvornår hun skulle sige, at hun er syg, da hun tænkte, at det jo kunne være en stor mundfuld at få at vide. Hun vælger dog alligevel at lægge kortene på bordet.
Om ikke så længe skal hun selv mødes med en mand, hun stødte på for nylig, som også har haft cancer.
– Jeg ved ikke, om det er venskabeligt fra hans side, men det var tilfældigt, jeg mødte ham, og det er jo spændende at mødes – det holder en i live at gå af sted med spænding og håb.
– Han dukkede pludselig op ved et arrangement, jeg var til, og de mænd jeg har haft lange forhold med, er nogen, der tilfældigt er dukket op.
Winnie smiler: – Så hvem ved.