Kræftsyge Esben Dalgaard med opråb til unge: ”Det er ikke det værd”

Kræftsyge Esben Dalgaard med opråb til unge: ”Det er ikke det værd”

Skuespilleren, som i dag er uhelbredeligt syg af modermærkekræft, ville ønske, at han kunne give sit 19-årige jeg en løftet pegefinger om solvaner. I stedet håber han at nutidens unge vil tage hans opfordring til sig.

alt.dk logo

Esben Dalgaard blev ramt af modermærkekræft i 2012, men blev siden erklæret kræftfri.

I 2021 var sygdommen vendt tilbage med spredning, og han blev erklæret uhelbredeligt syg.

I podcasten ”Mit Yngre Jeg” fortæller skuespilleren, at han ikke er i tvivl om, hvad han ville have gjort anderledes i sine unge dage for forhåbentligt at mindske risikoen for at udvikle modermærkekræft.

Helt specifikt ville han gerne kunne spole tiden tilbage til han var 19 år gammel og boede og arbejdede i et år Spanien som såkaldt entertainer (turistunderholder).

Her brugte han nemlig mange timer under den bagende, spanske sol, ofte iført t-shirt og shorts og uden de store tanker om solbeskyttelse.

– Solen er vidunderlig. Og du får aldrig mig til at sige, at man aldrig må dyrke solen eller noget som helst. Men med den virkelighed, jeg står i nu, som værende lidt ældre end 19 år og desværre syg med kræft, som kommer af et modermærke, der på et eller andet tidspunkt sandsynligvis har fået alt for meget sol - så kunne jeg godt drømme om, at nogle, især unge mennesker, tog den historie med i deres bagkatalog og tænkte sig om, fortæller han i podcasten.

Han mener, at solbeskyttelse i virkeligheden burde være en naturlig ting for de fleste, præcis ligesom andre forholdsregler vi tager i vores hverdag uden at skænke det en tanke.

– Ligesom vi tager aktivt stilling til, hvor hurtigt vi kører i trafikken, eller vi tager en redningsvest på, hvis vi skal ud at sejle, og vi spiser og holder os sunde på alle mulige andre måder – så kan vi jo også godt overveje, hvordan vi færdes i solen.

Han understreger, at han ikke opfordrer til at være fanatisk, men at han ser en tendens, særligt blandt unge mennesker, til at dyrke solen på en uhensigtsmæssig måde.

– Det er en fuldstændig almindelig og mere eller mindre fornuftig tilgang til at være i solen, som jeg appellerer til. Og der er der jo bare sådan, at de unge mennesker ofte følger en trend, hvor det handler om at blive så brun som muligt og nærmest googler sig jo frem til tidspunkterne, hvor Uv-strålingen er værst, siger han og fortsætter:

– Jeg kan godt forstå det drive, men når der er den her risiko, så kan man i hvert fald, synes jeg, godt sætte det op på en vægtskål og sige ”hvad vejer jeg mest her? Hensynet til mit fremtidige jeg? Eller hensynet til mit nutidige jeg, der bare handler om at blive rød og få farve og sol og drikke sig fuld og ligge i solen på de værste tidspunkter?”

– Jeg synes, det er så nemt lige at lave den lille bitte ændring. Det handler bare om at tage solcreme på og ikke være ude i de allerværste timer mellem 12 og 15. For det er jo ikke en kæmpe ændring, der er tale om. Det er jo ikke sådan noget med, at du aldrig må gå ud eller du skal gemme dig nede i kælderen. Slet ikke. Men bare lige den lille eftertanke, som det er at tage sikkerhedsselen på i bilen. Det gør vi også helt automatisk.

Mit Yngre Jeg

Mit Yngre Jeg inviterer den unge journalist og vært Anne Albrechtsen ældre kendte stemmer ind til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem hudløst ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Og ikke mindst, hvad de gerne vil give videre til andre den dag i dag. Undervejs opstår refleksioner, som voksne og unge i dag kan spejle sig i.

Podcasten skaber et rum, hvor vi taler åbent om usikkerheder, relationer og forandringer. Et rum, hvor det bliver tydeligt, hvor meget gavn forskellige generationer kan få at snakke med hinanden - fordi vi alle kan bruge et godt råd indimellem.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.