Efter massiv kritik: Nu siger produktionsselskab undskyld til Rasmus Wallbridge
Produktionsselskabet Drive Studios der står bag TV 2-programmet "Alle elsker Rasmus" erkender nu, at de gik for langt.
Kritikken er haglet ned over TV 2-programmet "Alle elsker Rasmus", hvor Rasmus Wallbridge gennem fire måneder blev filmet i smug og ført bag lyset af sin tætte ven Martin Johannes Larsen og en række kendte danskere.
Artiklen fortsætter under videoen.
Nu kommer endnu en undskyldning i kølvandet på den massive kritik.
Denne gang er det produktionsselskabet Drive Studios, der står bag programserien, som har valgt at reagere på sagen.
I et mailsvar til Ekstra Bladet skriver selskabets administrerende direktør, Kasper Fredshavn, at de lørdag rakte direkte ud til Rasmus Wallbridge for at give ham en uforbeholden undskyldning.
– Vi er oprigtigt kede af hans oplevelse med programmet, lyder det fra direktøren.
Han erkender samtidig, at produktionen gik over stregen.
– Tanken var at skabe en anderledes comedyserie, men formatet gik for langt. Vi skulle have været bedre til at sætte os i Rasmus' sted – også efter optagelserne, skriver Kasper Fredshavn til mediet.
TV 2 undersøger sagen
Det er ikke kun produktionsselskabet, der nu skal se nærmere på forløbet.
Lørdag valgte TV 2 at fjerne "Alle elsker Rasmus" fra både kanalens sendeflade og TV 2 Play.
Søndag meddelte TV 2's indholdsdirektør, Ulla Pors, at tv-stationen iværksætter en intern undersøgelse af hele forløbet.
Undersøgelsen skal blandt andet se nærmere på, at et lydklip blev manipuleret i en central scene i programserien.
Sagen har desuden vakt politisk opsigt, og kulturminister Zenia Stampe har også forholdt sig kritisk til forløbet.
Drive Studios oplyser til Ekstra Bladet, at selskabet har været i tæt dialog med TV 2 og bakker fuldt op om den interne undersøgelse.
Selskabet vil ikke kommentere yderligere, mens undersøgelsen står på.