Martin Johannes Larsen er en af de helt store karakterer i serien, hvor han sammen med 148 andre holder Rasmus Wallbridge for nar.

Martin Johannes Larsen undskylder: "Det var ikke min mening at såre ham"

Nu bryder Martin Johannes Larsen tavsheden, efter "Alle elsker Rasmus" de seneste dage har modtaget massiv kritik – og han lægger sig fladt ned.

logo herognu HER&NU HN

De seneste dage har TV 2-programmet "Alle elsker Rasmus" mødt hård kritik, da seerne blev vidne til, at 149 mennesker gik bag om ryggen på Rasmus Wallbridge i fire måneder og lod ham tro, at hans drøm om at lave en spillefilm gik i opfyldelse.

Her stod Rasmus' tætte ven Martin Johannes Larsen i spidsen for løgnehistorien og var ved hans side hele vejen igennem, mens Rasmus ingen anelse havde om, at hans gode kammerat blot spillede skuespil overfor ham.

Indtil i dag har der været fuldstændig stilhed fra begge, men lørdag formiddag brød Rasmus Wallbridge tavsheden, og nu sætter Martin Johannes Larsen også ord på situationen for første gang.

Det gør han i et opslag på Instagram. 

– Jeg har selvfølgelig læst og hørt, hvad der er blevet skrevet de seneste dage. Jeg tager kritikken til mig, men det har også været voldsomt, så derfor har jeg brugt noget tid på at reflektere over min egen rolle i "Alle elsker Rasmus", indleder han opslaget og fortsætter:

– Det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg KUN har haft gode intentioner, og at jeg aldrig nogensinde ville gøre noget for at skade et andet menneske med vilje. Rasmus er min gode ven og tætte samarbejdspartner, og derfor kan jeg også kun understrege, at jeg aldrig har villet gøre ham noget ondt.

Han fortæller videre, at han slet ikke havde forestillet sig, hvilke konsekvenser og reaktioner programmet ville få.

– Er jeg blevet grebet af en idé og har ladet mig rive med? Det er jeg. Har jeg ikke haft nok øje for de konsekvenser, som et projekt som det her kunne få? Åbenbart ikke.

– Mit vigtigste budskab i det her er: Jeg står fast på, at mine intentioner ene og alene har været gode. Men det fritager mig på ingen måde fra mit ansvar.

Ifølge Martin har han været i kontakt med Rasmus og erkendt sit ansvar overfor ham.

– Jeg undskylder derfor til Rasmus som kollega og ven, som jeg også har gjort direkte til ham. For det har aldrig været min mening at såre ham eller nogen andre, afslutter han.

Du kan selv se opslaget herunder: