12 hjemmelavede Halloween-kostumer, du nemt kan lave til dine børn
Den 31. oktober er det Halloween, og hvis du ikke allerede er smækfyldt med idéer til nemme, hjemmelavede Halloween-kostumer til børn, så har vi samlet inspiration til gør-det-selv udklædning og fejring af Halloween med børn her.
Den irsk-amerikanske Halloween har efterhånden vundet godt indpas herhjemme, og hvert år forvandles gader og stræder til uhyggelige scenerier med skræmmende skeletter, udskårne græskar og støvet spindelvæv.
Når den 31. oktober melder sin ankomst, indtager små, skræmmende hekse, monstre, spøgelser og skeletter også villavejene i jagten på godter til deres græskarbøtter. Måske kan du også være heldig at møde en Elsa, en Spiderman eller et skræmmende fantasivæsen på havestierne.
Har du ikke ungernes Halloween-udklædning på plads endnu?
Så læs med her, hvor vi har samlet inspiration til både uhyggelige og søde, hjemmelavede Halloween-kostumer til børn. Flere kan endda laves i sidste øjeblik og redde Halloween-uhyggen.
1. Skræmmende skelet
Skeletter er altid et hit til Halloween, men har du ikke mod på at lave et fuldt sæt tøj med hele den menneskelige knoglebygning, kan du nøjes med at finde lidt ansigtsmaling frem. Du kan nemt lave et almindeligt skellet med hvid baggrund, mørke øjne og et uhyggeligt gebis. Hvis du er ekstra kreativ kan du også give dig i kast med et lidt mere særpræget - og uhyggeligt - skellet som på billedet. Husk at iklæd dit barn sort tøj eller en sort kappe, hvis du har.
2. Klassisk spøgelses-udklædning
Du behøver ikke at gøre det sværere, end det behøver at være. Skal dit barn klædes lidt uhyggeligt ud, men har du ikke lige nået kostume-ræset, før dagen melder sin ankomst, så fat mod. Har du et hvidt lagen? Godt. Har du også en saks? Så er dit barn klar til uhygge i sit flotte Halloween-kostume lige straks. Hvis du har nogle tekstiltuscher, kan du også tegne uhyggelige øjne eller skøre munde på dit lille spøgelse.
3. Sneglekostume
Et par ruller brunt indpakningspapir, et stykke stof til slæb, en limpistol, elastik til seler, en hårbøjle, ståltråd og et par lette, små bolde – og så kan du også forvandle dit barn til en sød snegl til Halloween. Du kan også omfavne kreativiteten og lave en alternativ dræbersnegl.
4. Uhyggelig dukke
Er du ferm med ansigtsmaling, skal der ikke meget til at forvandle dit barn til en uhyggelig dukke. Især ikke, hvis I allerede har et tylskørt, en skjorte og en stor sløjfe til håret. Lav også gerne store dukkekrøller, hvis dit barn har langt hår. Ansigtsmaling kan uden tvivl peppe de fleste Halloween-kostumer lidt op.
5. Mexicansk dødsmaske
Denne udklædning kan du nærmest lave med almindelig makeup og lidt sort tøj eller en hvid flæseskjorte. Husk at toppe den mexicanske dødsmaske med masser af perler og en flot blomsterkrans med mørke roser, som tit forbindes med den spanske tradition Dødens dag – eller el Día de los Muertos.
6. Lynhurtig kat
Har du noget sort børnetøj og en sort eyeliner? Så kan dit barn blive klædt ud som kat selv med få minutter til, at I skal ud ad døren. Katteører kan klippes i sort pap og tapes på en hårbøjle, og alternativt - hvis dit barn har lidt længere hår - kan du sno barnets hår i to, rodede frikadeller på toppen af hovedet. Så mangler du bare knurhår og næse, og måske et sort stykke stof, som du sætter bag på buksen som hale.
7. Sejt (og let) pirat-kostume
Du skal bruge en stribet trøje (gerne med sorte og hvide striber) og et par mørke bukser. Rundt om hovedet binder du et tørklæde, og i ansigtet maler du en sort klap for øjet, og måske også et "farligt" ar, et dødningehoved eller skægstubbe? Og vupti, så har du let transformeret dit barn til en farlig pirat – du bestemmer selv, hvor "skræmmende" den lille skal se ud.
8. Forklædt som fugleskræmsel
Du har ikke brug for meget andet end en hat (gerne en stråhat), smækbukser, en ternet skjorte, eventuelt en lille halsklud, lidt ansigtsmaling og måske lidt halm til at stikke i lommerne, ud af ærmerne og under hatten. Lige dele nuttet og helt tilpas uhyggeligt fugleskræmselkostume – tjek!
9. Tordensky
Er uhyggelig udklædning ikke lige sagen for dit barn, men vil du alligevel gerne snige en smule uhygge ind i Halloween-udklædningen, kan du lave et rabalder af en tordensky. Dy skal bare bruge en paraply, led-lys, masser af vat, snor og sølvglinsende perler. Du kan eventuelt toppe udklædningen med sort eller gråt tøj og en simpel lysegrå ansigtsmaling med mørkere øjenomgivelser. Er du ekstra ferm, kan du kreere et stort lyn i pap, som du kan klistre på skyen.
10. Mumie
Tag et gammelt, hvidt lagen, klip det i lange strimler, sno så strimlerne rundt om dit barn og vupti: En farlig mumie. Sørg for, at dit barn har hvidt tøj på under lagenstrimlerne og tegn eventuelt mørke øjne med lidt ansigtsmaling, så det ser endnu mere uhyggeligt ud. Du kan også farve lagenet med te, inden du klipper i det, så det har en mere brunlig, slidt nuance. Husk også at bind store knuder hist og her for et mere rodet look.
11. Robot
En papkasse kan forvandles til mange, sjove ting. Fx en sej robot. Fang noget sølvpapir, lidt maling og måske en gammel ledning eller to. Husk også nogle strimler elastik til seler og nogle store stykker rør fra byggemarkedet, hvis du er i dit ekstra kreative hjørne. Vil du gøre din lille robot uhyggelig, kan du tilføje lidt spindelvæv, rust og ederkopper, så den ligner en gammel, efterladt maskine.