Derfor mener oprydningsekspert, at du bør rydde ud i dit hjem, mens du stadig selv kan
En oprydning i hjemmet behøver ikke handle om døden. Se det som et tilvalg af det liv, du gerne vil leve – og som en kærlig håndsrækning til dem, du efterlader.
Det kan lyde som en mærkelig opgave at give dig selv, mens du stadig er sund, rask og måske har årtier tilbage at leve i: Hvad skal der ske med mine ting, når jeg ikke er her mere? Men måske er det netop nu, spørgsmålet hører hjemme.
Ikke kun for dine efterladtes skyld, så de ikke står med en enorm oprydningsopgave i en svær tid, men også fordi et hjem med færre ting kan gøre hverdagen lettere.
Marianne Gammelgaard er organiseringsekspert og kendt fra TV 2-programmet ”Vi drukner i rod”, hvor hun igennem fire sæsoner har hjulpet en lang række danskere med at få styr på rodet i boligen.
Hun mener, at vi alle sammen skal gå i gang med at rydde op længe før, vi bliver gamle og begynder at tænke på, at vi skal herfra.
– Det er aldrig for tidligt at starte. Efter min mening skulle du allerede været begyndt i går, for der er ingen grund til at have en masse ting, som du ikke længere bruger.
Vi har igennem et langt liv ofte fyldt både kælder og loft, fordi vi så slap for at tage beslutninger om vores ting undervejs, og fordi vi samtidig tror, at vi kan få brug for tingene på et senere tidspunkt. Sandheden er, at vi ikke har lært at skille os af med ting, siger Marianne Gammelgaard.
Hun peger på, at generationer, der voksede op med forældre, som huskede krigen, lærte at gemme og genbruge, fordi man aldrig vidste, hvornår noget kunne blive nødvendigt. Senere blev det nemmere at købe nyt, og samtidig fik ting en statusværdi.
– Vi har skaffet og skaffet og ikke skilt os af med noget, og derfor er vi endt i overflod.
Den store arvedag
Godt så. Hvad er så først skridt, hvis man gerne vil i gang med at rydde op i en måske uoverskuelige mængde ting? Marianne Gammelgaard har opfundet det, hun kalder ’store arvedag’, som hun opfordrer til at få sat i kalenderen.
Første skridt er at få børn, anden familie eller venner med på holdet – flere hænder gør arbejdet lettere, og vores koncentration slipper op hurtigere, end vi tror.
– Mange siger, at nu sætter de en weekend af til at få ordnet huset, men realiteten er, at vi kan ikke rydde op en hel dag. Sats på at du kan rydde op og sortere i halvanden til to timer om dagen – resten af tiden skal du bruge til at lægge på plads og sende frasorterede ting videre.
Har du familien med, kan I nå mere, og så kan du som hovedperson koncentrere dig om at sortere, siger Marianne Gammelgaard.
Den anden og måske endnu vigtigere grund til at invitere familien med er, at det giver mulighed for at dele ud af gemmerne. Som den svenske forfatter Margareta Magnussons, der står bag konceptet ”Swedish Death Cleaning”, siger: Der kan gives med en varm hånd.
– Om det drejer sig om en vase, et billede eller penge, er det rarere at få det af en levende person, som gerne vil give det videre end af en død. Samtidig er det også rart for den, der giver, at se at folk bliver glade.
Marianne Gammelgaard råder til at tale med dine efterkommere om de ting, du eventuelt går og gemmer, fordi du tror, at nogen gerne vil overtage dem. Måske er slet ikke tilfældet.
– Man skal turde tage snakken om de ting, man har. Hvis du har samlet på et stel i 22 år, som dine børn i virkeligheden synes er noget af det grimmeste, hvem går du så og gemmer til?
Og du skal ikke blive ked af det eller sur, hvis dine børn er ærlige. Jeg synes faktisk, at det er mere respektfuldt at sige nej tak end at tage imod noget, som man inderst ikke har lyst til at eje. Bare fordi du synes, noget er det smukkeste i verden, er det ikke sikkert, at andre synes det samme.
Start med det nemme
Når oprydningen bliver sat i gang, så start gerne med de nemme ting. Køkkenet for eksempel, hvor der ikke er så mange følelser forbundet med de ting, der skal tages stilling til.
Lav fire bunker: en til det, du vil beholde, en til det, der skal foræres væk, en til genbrug og en til det, der skal smides ud. Sørg for at holde et vist tempo, mærk efter i maven og handl på følelsen. Bruger du mere end 10 sekunder på en ting, kan den komme i ”anden omgang”-bunken, som du tage stilling igen senere.
– Der er tre spørgsmål, du skal stille dig selv: need, use, love. Hvad behøver du for at have en velfungerende hverdag? Det er ting som en tandbørste og en lampe.
Hvad bruger du? Bruger du for eksempel den raclette eller juicer, som står i køkkenskabet? Er svaret nej, så videre med den. Og hvad elsker du? Man kan godt have noget, som man hverken behøver eller bruger, men som man bare elsker.
Jeg har selv en samling af store smukke glaskugler. Jeg bruger dem ikke til en pind, men jeg elsker at kigge på dem, siger Marianne Gammelgaard.
Hendes erfaring er, at noget af det sværeste for folk at skille sig af med er dyre ting.
– Når man har betalt dyrt for noget, har det ofte kostet på flere fronter – ikke blot penge, men tid og energi til at tjene pengene, og derfor er der forbundet skyld og skam med at skille sig af med det.
Nogen er måske gået all-in på en hobby som cykling, og nu står den dyre cykel i garagen, for det kan jo være, at lysten kommer igen. Her handler det om at tage stilling til, hvor i livet du er lige nu og erkende, at nogle ting tilhører en drøm, som man ikke længere lever.
Det samme gælder ting med stor affektionsværdi. I stedet for at tage stilling, ender mange med at leje et lagerrum til gamle arvemøbler eller stel, fordi de ikke kan nænne at skille sig af med dem.
– På den måde bliver dyre ting endnu dyrere for måske at ende med aldrig at blive brugt.
Hvorfor kan det egentlig være svært at komme i gang med at rydde op? Marianne Gammelgaard mener, at det bunder i en berøringsangst for døden. Når vi rydder op med tanke på, at vores efterladte ikke skal stå med opgaven, kommer det pludselig til at handle om, at vi skal herfra, Men sådan skal vi ikke se på det.
Se det i stedet som en kærlighedshandling til din partner og dine børn – og endnu vigtigere: som et tilvalg i stedet for et fravalg. Oprydning behøver ikke være en trist afvikling af livet. Tværtimod handler den om livet.
– Spørg dig selv, hvilke ting du egentlig gerne vil omgive dig med i dit liv? Hvad bruger du, som gør dit liv bedre? Og hvad vil du gerne have med dig videre fra, hvor du står i dagm siger Marianne Gammelgaard, der oplever at en ’dødsoprydning’ ikke gør folk triste. Tværtimod kan den give mere livsglæde, fordi rodet ikke længere tynger.
– Folk bliver faktisk mere livsglade og får meget mere lyst til hverdagen, fordi rodet ikke tynger dem længere.
Om de har 50 eller fem år tilbage, går de ud i tilværelsen lidt lettere, fordi vægten er væk. Jeg har aldrig oplevet nogen, der har fortrudt at de har skilt sig af med noget eller har givet noget væk.