Kvinde sidder på stol på træterrasse foran lille træhytte i skovomgivelser

Anne har bygget det skønneste shelter i baghaven

I deres vilde baghave i Aarhus har Anne Strange Stelzner og familien ryddet et lille hjørne og bygget et bæredygtigt haveshelter af gamle materialer, som var tilovers fra deres husrenovering.

hjemmet logo farve

En urskov. Sådan beskriver Anne Strange Stelzner baghaven til det hus de købte i Viby lidt udenfor Aarhus for tre år siden.

– Vi var vilde med huset, men det var lige så meget haven vi faldt for, og ideen til shelteret opstod allerede da vi så haven første gang. Den er stille og lukket og den tætte bevoksning især bagerst i baghaven indbød til lejrbål og camping. 

Vi har rejst meget i Norge og også boet der i tre år, så vi er vant til at være meget ude i naturen som familie og holder meget af det, fortæller Anne og tilføjer at det faktisk var Kamille på 15 år, som fik idéen til at bygge et shelter.

– Vores yngste datter havde sovet meget telt i vores tidligere have, og så med det samme muligheden for at bygge et sted hun kunne overnatte, ligge og læse om sommeren og hænge ud med veninder.

Kamille var også sikker på hvor shelteret skulle placeres, så man kun lige kan ane det inde fra huset. I et hjørne skjult bag den store rhododendron nederst i haven med åbning mod urskoven og det tætte bunddække af bregner. 

Foran shelteret har Anne og familien ryddet et lille areal og anlagt en bålplads ved at stable genbrugsmursten, som de gemte fra husrenoveringen og lægge et bålfad på toppen.

Med hjælp fra storesøster Martine, som havde en anden drøm, nemlig at komme ind på arkitektskolen, blev der lavet skitser, arbejdstegninger og modeller til, hvordan shelteret kunne udformes. 

Søskendeduoen kom frem til en konstruktion på pælefundament med det klassiske trekantede sheltherform, men med glaspartier på åbningen og en dør, som kan lukkes om natten. 

Taget er, som gavlen, beklædt med gamle gulvbrædder og ovenpå er der skruet klare bølgeplastplader, så vandet kan løbe af. Vinduerne i gavlen er også genbrug fra huset.

En hybrid mellem et shelther og et lille hus, som Martine også endte med at bruge som reference til optagelsen på arkitektskolen, hvor hun nu studerer.

Grøn genanvendelse

Hele familien har været involveret i projektet og har hjulpet hinanden i mål med at bygge alt selv, og det har fra starten været en del af ideen, at shelteret skulle skabes af genbrugsmaterialer.

– Vi har været i gang med en større renovering af vores hus fra 1920’erne, og har et dogme om, at ingen gode og brugbare materialer forlader matriklen. CO2-aftrykket skal være så lille som muligt, så shelteret er derfor bygget af materialer, som vi havde tilovers, fortæller Anne.

Shelteret er det perfekte læsespot om sommeren, fordi der er skygge og ro men samtidig udsigt til haven. Annes datter Kamille overnatter her også ofte og hygger med veninderne. Den stribede plaid har Annes søster strikket, og bordet er lavet af fliser fra det tidligere badeværelse. På gulvet står keramik Anne har lavet sammen med en Melitta tekande fra genbrug og en bornholmsk kop med blå penselstrøg.

Materialerne har Anne og familien hovedsagelig valgt at bruge som de var, uden forarbejdning, da de ikke så en grund til fjerne den smukke patina, som har været mange år undervejs. 

Den gamle bakke stod i køkkenet da Anne og familien overtog huset. På den står Annes eget keramik fra @gnist_ og håndlavede sojalyskopper, der kan bruges som kop, når lyset er brændt. Tekanden er genbrug, og den blå og hvide kop er fra Bornholms Keramikfabrik. Vasen formet som en gammel mælkedunk er af Lars Rank og den brune kop er af Mette Duedahl.

Træets glød betyder også, at det lille havefristed fra start falder fint i hak med omgivelserne, og Anne og familien har været påpasselige med kun at rydde det lille areal, hvor shelteret skulle opføres samt bålpladsen foran, så urskoven bestod.

– Det grønne rum omkring bidrager med ro og følelsen af en pause. Shelteret betyder i det hele taget, at vi bruger hele haven, da vi har fået aktiveret den bagerste del også. Det har givet os et sted og et rum vi kan trække hen til, slutter Anne.