Da Julie Teglhus var til fodboldtræning med sin ældste søn, blev hun pludselig klar over noget vigtigt
Julie Teglhus er enebarn, og da hun var lille, var hendes højeste ønske at få søskende. Sammen med sin kæreste Rasmus Seebach er Julie nu forælder til tre meget forskellige børn, og deres søskendedynamikker er både fantastiske, forvirrende og i konstant udvikling – ligesom Julie selv er det i sin rolle som mor.
Som mor til tre tænker Julie Teglhus ikke kun over, hvor forskellige hendes børn er, men også hvorfor de er det, og hvilken rolle hun selv spiller i det.
Julie har sine tre børn med sanger og sangskriver Rasmus Seebach, og de tæller Holger på ni, Helmut på fem, og Fernanda på to. Og det er, da hun en dag er til fodboldtræning med sin ældste søn, at hun bliver opmærksom på, at måden, hun taler og henvender sig til ham på, er mere “voksen” sammenlignet med, hvordan jævnaldrende, der har rollen som lillebror eller lillesøster i deres familier, bliver talt til af deres forældre.
– Lige dér går det op for mig, at jeg taler mere ”ligeværdigt” til Holger. Jeg spørger ikke med ”babystemme”, om han har husket at fylde sin drikkedunk op, fordi det forventer jeg, at han har, mens jeg, havde det været Helmut eller Fernanda, havde spurgt på præcis samme måde som de andre forældre.
Oplevelsen sætter tankerne i gang, og Julie bliver klar over, at børns forskelligheder ikke er, fordi de har en bestemt placering i søskendeflokken. De er forældreskabte på baggrund af de egenskaber vi tillægger dem, og de krav vi stiller.
Drømmen om en søskende
Selv er Julie Teglhus enebarn. Hendes forældre kæmpede for at få hende, og det lykkedes først, da moren var 39. Lykken var stor, men da Julie var to år gammel, blev hendes forældre skilt, og det var især, når livet var svært, at ønsket om en søskende meldte sig på banen.
I perioder var det så stort, at hver gang hun så et stjerneskud, så var det, hvad hun ønskede sig; en søskende.
– Det havde været rart at have en ligesindet at dele min barndom med. Min mor rejste meget med sit arbejde, og jeg blev tit passet. Jeg kan huske nogle situationer, hvor jeg lå i hendes i kuffert, fordi jeg gerne ville med hende – ikke på den sjove måde, men på ”please, tag mig med”-måden.
I de situationer, tænker jeg, at det havde været godt at have en lidt større kerne af mennesker omkring mig. Og jeg tror, det er vigtigt for børn, at de har flere at knytte sig til – det gør det også mindre skrøbeligt for den voksne ikke at være den eneste, siger Julie og smiler hen over kaffekoppen.
Når hun fortæller, er man ikke i tvivl om, at hun har haft en dejlig barndom, søskende eller ej. Og selvom ikke alt var perfekt, er kærligheden og respekten for hendes egen mor stor.
Alligevel har Julie aldrig været i tvivl om, at hun gerne ville noget andet: Have mere end ét barn – og gerne tidligt i livet.
Førstegangsmor
Julie Teglhus er lige fyldt 20 år, da hun møder sin kæreste, Rasmus Seebach. Han er 13 år ældre end hende, og hans venner er begyndt at få børn.
Selvom det er langt fra, hvor Julies egne venner er i livet, føles det naturligt for hende, at hun og Rasmus også skal have et barn. Tre år efter deres første møde, stod hun med en positiv graviditetstest.
– Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg var jo blevet fodret med, at det kun er én ting; en god ting – og kun rummer gode følelser – at blive mor, og derfor blev jeg meget overrasket over, hvor overvældende, jeg syntes, det var. Det var slet ikke den oplevelse, jeg var blevet fortalt, det ville være.
– Jeg fik et lille barn, der græd hele tiden. Og selvom det kun er ni år siden, jeg blev mor første gang, så talte man ikke særlig meget om, at det også kan føles hårdt og rumme andet end gode følelser at blive mor. Så jeg var slet ikke klar over, at det også er normalt at have det sådan, og at man kan blive ramt af triste følelser.
I lang tid skammede Julie sig over, hvordan hun havde det, når hun sad med sin lille, nyfødte søn i armene. Når folk kom på besøg for at møde ham, holdt hun på sig selv, så ingen ville opdage, at hun var langt fra lykkelig.
Til sidst måtte hun overgive sig, gå op på badeværelset, hvor hun stod og græd og græd, inden hun igen tog sig sammen og gik ned til gæsterne. Ingen vidste, hvordan hun havde det – og først efter nogle uger, måtte hun overgive sig til Rasmus og sin mor.
– Jeg var overbevist om, at hvis jeg fortalte, hvordan jeg havde det, så ville de tro, at jeg var blevet skør, og det føltes på mange måder lidt forkert at have det, som jeg havde det i starten.
Samtidig følte jeg et kæmpe ansvar og en helt naturlig trang til at beskytte mit lille barn, han var min, fortæller Julie, som i dag føler det vigtigt at fortælle, hvordan det også kan føles at blive forælder. Og at det hele nok skal ende lykkeligt, selvom man måske ikke udelukkende føler gode ting med det samme, man får sit barn i armene.
– Hvis man er blevet solgt den der totalt idylliske drøm, som jeg var blevet det hele min barndom – ikke af en ond hensigt, men fordi det var sådan, min mor havde det – så er det virkelig, virkelig ubehageligt at have det, som jeg havde det.
For det kan virkelig være en overvældende oplevelse. Du er slet ikke i kontrol, og der er så mange følelser, du ikke selv kan styre. Det er en hormonel rutsjebanetur, konstaterer hun.
Mor til mange
Selvom oplevelsen af at blive mor til lille Holger er overvældende, er han ikke mere end et par år, før Julie begynder at overveje, om de ikke snart skal have én til. Og pludselig har hun tre.
For hvert barn hun får, bliver roen og troen på sig selv kun større, til gengæld stiger frygten for, om hun evner at fordele sol og vind lige.
For selvom hun på mange måder drømmer om at være som sin egen mor – rummelig, impulsiv og med masser af overskud – er det ikke altid lige let, når man har tre børn.
– Der er rigtig mange ting ved min barndom, som jeg gerne vil give videre, og som jeg nu må erkende, at jeg ikke kan. Simpelthen fordi vi er fem, mens min mor og jeg var to.
Helt generelt tror jeg, at jeg er mere presset, end min mor var, og når man er det, så er man også mindre i stand til at være sådan, ”åh, pyt med det, vi finder ud af det”, eller ”skidt pyt med, at I laver huler i hele stuen, eller rykker rundt på jeres værelser hver uge”, som jeg selv gjorde som barn.
Det vil mine børn også gerne nu, hele tiden, og jeg er sådan, ”ej, ikke lige nu” ... fordi det kræver altså noget af én som forælder.
Hun griner, inden hun samler tråden op. For der er noget andet, som betyder endnu mere for Julie, og det er at give sine børn følelsen af at være det vigtigste i hendes liv. Men hvordan gør man det, når man nu har tre af slagsen?
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er den vigtigste i min mors liv, men jeg har ikke bare ét barn, som er det vigtigste, jeg har tre, og jeg tænker tit på, om de føler sig lige så elskede, som jeg gør, og om jeg giver dem alle tre lige meget kærlighed.
Min mor har altid fået mig til at føle mig god nok. Det er aldrig blevet krævet, at jeg skulle præstere i en eller anden sammenhæng for at opnå den følelse, og jeg tror, det kræver tid og nærvær at sikre den som forælder, og det er bare lidt sværere med tre børn. Og en mand, som jeg også gerne vil prioritere.
– Jeg tror måske, jeg tænker for meget over det nogle gange, simpelthen fordi jeg er så bange for at gøre forskel på mine børn. Jeg vil virkelig bare ikke have, at der er én af dem, som føler sig forbigået, mindre set eller mindre værd, vigtigst af alt.
Én ting er jo, at jeg ved, at jeg ikke føler det, men hvordan sikrer jeg, at jeg også viser det, så de forstår det? For de er jo også forskellige mennesker, så jeg er jo også automatisk forskellig over for dem, og det er virkelig svært.
– Jeg er også ved at lære, at selvom jeg elsker mine børn fuldstændig lige meget, så er der faser, hvor jeg er mere tæt på et barn, end jeg måske er på de andre to, og at det ikke betyder noget for kærligheden.
Søskendedynamikker
Julie har altid tænkt søskende som nogen, der gav hinanden kærlighed, venskaber for livet og en helt særlig form for loyalitet, forklarer Julie, som, selvom hendes børn endnu er relativt små, kun er blevet bekræftet i sin forestilling.
– Mine børn er connected på en måde, jeg aldrig har været det med nogen som barn. Det kan godt være, man siger, at venner er ens selvvalgte familie, og at når man ikke har en familie, så skaber man sin egen.
Og det troede jeg også, jeg havde gjort som barn, men ikke på den her måde. Der er noget helt unikt i, at de er sammen hver dag, og at de har de samme forældre og bliver udsat for de samme ting – på godt og ondt.
For samtidig med, at hendes to drenge tager sig kærligt af deres lillesøster, hvis hun slår sig, og skælder Julie ud for ikke at have passet bedre på hende, ”hun er jo den voksne”, så viser de to brødre også, hvor voldsomt det kan være at have søskende.
– Hvis man ser bort fra, hvor superanstrengende det kan være at være vidne til, hvordan mine drenge taler til hinanden, skændes og slås, så tror jeg faktisk også, de er med til at gøre hinanden mere hårdhudet.
Det er som om, man kan tillade sig at slås og tale mere grimt til hinanden, når man er søskende. Det hverken kan eller gør man jo med sine venner på samme både.
Og jeg tror, man kan have meget godt af det. Min mor har f.eks. aldrig været hård ved mig eller fortalt mig, hvad jeg er dårlig til, eller at jeg er en taber, som mine drengene godt kan finde på at kalde hinanden – og nogle gange rammer de også plet med de ting, de siger.
De kan virkelig pege hinandens svagheder ud, og det tror jeg faktisk, kan være meget sundt, siger Julie og fortsætter:
– Gennem min barndom har det altid været dem med mange søskende, som har haft de mest spidse albuer. Og det vil jeg egentlig gerne lære mine børn – for det er sådan, det er ude i den virkelige verden.
Der handler det om at finde sin plads i flokken, og det kan godt være svært for enebørn, hvor pladsen er givet lidt på forhånd, mens du tvinges til det, hvis du har søskende.
Der er heller ikke altid tid til at høre dig, når du vil snakke. Du bliver også nødt til at lytte, når andre har noget at sige, som også er vigtigt – det lærer du ikke på samme måde, når du er enebarn. Og selvom jeg virkelig har været glad for at altid blive lyttet til, hun griner stort, inden hun fortsætter:
– Så tror jeg også, at det har en downside. Jeg tror f.eks. hurtigt, at jeg tager tingene personligt, bliver i tvivl om folk kan lide mig, eller synes, jeg er uinteressant, hvis jeg bliver afbrudt eller ikke lige føler mig lyttet til.
Ikke fordi, jeg tror, man kan få for meget kærlighed, men du kan måske godt få for meget at vide, at du er fantastisk i alt, hvad du gør. Fordi det er der jo ikke nogen, der er.
Og når jeg nogle gange har fået at vide, og det gør man jo gennem livet, at noget ikke har været godt nok, eller at nogen har været bedre til noget end mig, så har det nok ramt lidt hårdere, tror jeg.
Det, tror jeg blandt andet, er fordi, jeg ikke har haft søskende, som helt automatisk har været med til at tage noget fokus fra mig eller vist mig, at der var noget, de var bedre til end mig, og at det ikke er farligt.
”Vi præger vores børn”
Selvom Julie Teglhus den dag, til Holgers fodboldtræning, først for alvor forstår, hvor stor en rolle hende og Rasmus’ opdragelse egentlig spiller i forhold til, om hendes børn måtte føle sig som stereotyperne; den ansvarsfulde storebror, der klemte midterbarn og den charmerende lillesøster, kan hun godt glemme det i kampens hede – og måske endda være med til at gøre ondt værre.
Et godt eksempel er, når de to ældste skændes.
– Det er oftest den midterste på fem, som er den værste, og ham, der starter det hele, og til sidst får den store nok og giver ham én på hatten.
Desværre er det tit den store, jeg bliver sur på, ”du er meget ældre, du burde kunne styre dig”, og jeg glemmer at irettesætte den Helmut, som jo faktisk startede det hele.
Og det havde jeg gjort over for Holger, da han var fem, fordi der var han den, jeg kunne forvente mest af, og jeg skal virkelig minde mig selv om, at jeg kan forvente mindst lige så meget af hans lillebror.
– Nogle gange er det bare nemmest som voksen at henvende sig til den ældste, fordi han forstår mere. Jeg er tættere på at nå mit mål om en fredelig og rolig eftermiddag, hvis jeg kan få den ældste til at styre sig, fordi det vil kræve langt mere at nå igennem til ham på fem – det lykkedes måske om et par år.
Julie øver sig i også at irettesætte Helmut på fem, og når hun glemmer det, er Holger begyndt at minde hende om det.
– Han er blevet så stor nu, at han godt kan se, hvor uretfærdigt det er, så han er begyndt at sige, ”hvorfor er det altid mig?” Og så prøver jeg at bekræfte ham i, at hans lillebror er superirriterende, og at jeg heller ikke ved, hvad jeg skal gøre, så han må lige hjælpe mig lidt.
Men det skaber jo netop forskellige mennesker, så jeg tror faktisk nogle gange, at vi gør alt forkert i forhold til ikke at understøtte den rolle de har i søskendeflokken. Det er bare rigtig svært, konstaterer hun.
Ifølge Julie er det de færreste forældre, som kan sige sig fri for at have puttet deres barn i en bestemt kasse. Vi gør det ubevidst fra de er helt små, mener hun.
– Vi har givet Holger en bestemt kasket, og Helmut en anden – og vi har nærmest også givet Fernanda én, selvom hun endnu ikke har et sprog.
Men jeg er blevet mere bevidst om ikke at tale om dem på en bestemt måde og allerede nu definere, hvem de er som mennesker – især ikke når de hører det.
Det gjorde vi i en periode, da de var små, hvor vi ikke tænkte, at de blev påvirket af det, men de forstår godt, når man taler om, at storebror er den lidt kloge og følsomme, nummer to er en rigtig bullerbasse, charmerende og goofy.
Når man gør det, kan man også komme til at køre dem op imod hinanden ved at italesætte ting over for dem, som f.eks. lillebror græder aldrig, når han slår sig, når storebror ofte gør det, eller ej, har du set, hvor pænt lillesøster spiser i forhold til dig. Det bliver selvforstærkende, og jeg øver mig virkelig i at lade være.
– Jeg ønsker f.eks. heller ikke, for Fernandas skyld, at hun bliver den der pussenusse-lillesøster, som alle skal passe på, og som på en eller anden måde kan gøre, hvad hun vil, fordi hun jo bare er nuttet og sød.
Fordi du er jo ikke nuttet, når du er 40 år. På et tidspunkt skal du også være et voksent menneske, og måske er det ikke til din fordel, hvis du altid har kunnet gøre, hvad der passer dig.
Og det kan godt blive svært, fordi hendes brødre allerede nu giver hende den automatisk, så der ligger et ekstrastort ansvar hos os i at gøre hende til et ansvarsfuldt menneske, som forstår, at folk ikke altid vil have hendes ryg eller hjælpe hende, og at hun også kan gøre ting forkert; hun skal også opføre sig ordentligt, siger Julie.
Det handler i sidste ende om måden, vi som forældre er på.
– Jeg tror, vi præger vores børn enormt meget med de narrativer vi stiller op omkring dem. Du kan virkelig føre dem i en retning ved at sige, det er lige dig, det der, og så går barnet den vej, men det er ikke nødvendigvis den rigtige vej.
Så jeg tror, vi skal være bevidste om at åbne lidt mere op for, hvem de egentlig er som mennesker – frem for at definere dem i en tidlig alder. Og prøve ikke at fortælle dem, hvem de er, før de selv finder ud af det. Det er virkelig svært, men det er blevet vigtigt for mig.
Rejsen som mor
Julie Teglhus ved godt, at hun nogle gange forventer for meget af sin ældste og for lidt af de yngste. Og at det former dem. Det samme gør det faktum, at Julie har ændret sig i rollen som mor for hvert barn, hun har fået.
– Holger fik en mor, som var ny, forsigtig og alt for optaget af at gøre alting rigtigt. En mor, der havde masser af tid, men ingen ro, fortæller Julie.
Han fik en perfektionistisk udgave, som ironisk nok spændte ben for netop det ”perfekte” forældreskab. Helmut lærte hende at dele kærligheden, og han banede dermed vejen for lillesøster Fernanda, som ifølge Julie har fået mindst alenetid med hende, men derimod den mest afbalancerede version. Og hun er ikke i tvivl om, at det er sidstnævnte version, hun bedst kan lide at være.
– Samtidig har jeg enormt meget omsorg for de andre versioner. Jeg var en god mor, men det kan jeg bedre se nu – mens jeg stod i det, føltes det nemlig ikke altid sådan, fortæller Julie og understreger, hvor meget hun har lært om sig selv på sin rejse som mor.
– Det er jo helt vildt, hvor meget man rent faktisk kan. Rent fysisk, hvor lidt man kan sove, og hvor lidt man kan lytte til sig selv, men stadig stå stærkt. Og stadig være lykkelig. Det, tror jeg, var det, jeg lige skulle vænne mig til, da jeg blev mor første gang.
At du faktisk kan blive et lykkeligere menneske af ikke at sætte dig selv først hele tiden. Det tog noget tid. Og jeg tror først, at jeg har forstået det nu. Nu er det ikke bare noget, jeg siger. Nu føler jeg det også, fortæller hun ærligt.
For hver gang Julie er blevet mor, er hun blevet tilsvarende mere både rolig og selvsikker. I dag ved hun, at selvom du begår nogle fejl som mor, så bliver dine børn hele, gode mennesker alligevel.
– Det, jeg håber allermest er, at de stadigvæk kan lide mig om 20 år, fordi jeg har været en god mor. At de faktisk, selvom de er voksne, frivilligt har lyst til at bruge tid med mig – det vil være det største.
Det er først der, jeg finder ud af, om jeg er lykkes rigtigt som mor, tror jeg.